Skip to main content

Sundhedsministeren: »Jeg vil ikke forpligte mig til lovændring«

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

28. jan. 2013
2 min.

Hvorfor må danske hospitaler ikke på højt specialiserede eller udviklingsområder tilbyde ekspertbehandling til betalende udlændinge?

»Når reglerne er, som de er, hænger det sammen med, at det offentlige sygehusvæsen først og fremmest har til opgave at behandle danske patienter, som de efter lovgivningen har pligt til at behandle gratis. Hospitalerne, som dig og mig finansierer gennem skatten, er ikke sat i verden for at behandle betalende udlændinge,« skriver sundhedsminister Astrid Krag i en mail.

Hvad siger ministeren til, at klinikchefer og hospitalsdirektører advarer mod, at vi får »sekundasundhedsvæsen« og social ulighed, da de rigeste i fremtiden vil rejse væk og få den bedste behandling?

»Det er fint nok at bruge store ord, når man vil fremme sine synspunkter. Men jeg tvivler nu på, at vi vil få et andenrangs hospitalsvæsen, hvis vi ikke behandler selvbetalende udlændinge.«

Har ministeren tænkt sig at ændre sundhedsloven, så det bliver muligt?

»Jeg ønsker ligesom hospitalsdirektørerne, at det danske sundhedsvæsen skal være med i frontlinjen, men jeg vil ikke forpligte mig til en lovændring,« skriver Astrid Krag.

En lovændring skal ifølge ministeren »overvejes meget nøje«.

Hun påpeger, at hospitaler i dag »som led i en aftale om international specialisering af behandlingstilbud tilbyde sygehusbehandling til udenlandske sygehusmyndigheder og sygeforsikringskasser, og de kan også indgå samarbejde om forskning og udvikling med statslige myndigheder, universiteter eller private virksomheder«, ligesom en overkapacitet, som andre regioner ikke gør nytte af, kan afsættes i aftaler med udenlandske sygehusmyndigheder og sygeforsikringskasser.

»Det giver efter min opfattelse gode muligheder for at samarbejde internationalt, også når det drejer sig om højt specialiseret behandling«, fastslår ministeren.