Sundhedsøkonom: Sundhedsudspil vil intet ændre

Regeringen lancerer det ene udspil efter det andet på sundhedsområdet. Fredag kom også Socialdemokratiet med et samlet sundhedsudspil. Hvad skyldes den voldsomme initiativrigdom på netop sundhedsområdet?

Spørger man professor i Sundhedsøkonomi Jes Søgaard, skyldes det en politisk hensyntagen til, at sundhedsområdet er det velfærdsområde, der kan samle hele befolkningen. Han ser de mange udspil som en reaktion på, at sundhed i dag uden sammenligning er blevet ”den stærkeste markør på velfærdsområdet”.

”Sundhed – det kan alle blive enige om, er vigtigt. Det er straks sværere, når det handler om overførsler og helt svage. Sygdom kan ramme os alle”, siger han.

Nej til ”små sygehuse”

Når befolkningen ved middagsbordene snakker om sundhedsområdet, har de fleste hørt skrækhistorien om en gammel mor, der kom hjem fra sygehuset kl. 23 fredag aften, uden at kommunen havde fået noget at vide. Det forklarer ønsket om at tale om ”det borgernære”.

”Mens sygehusvæsenet i dag er relativt velfungerende, oplever mange, at det knirker i overgangene mellem sygehuset og ”det nære” sundhedsvæsen, dvs. praksissektor eller kommune”, siger Jes Søgaard, der på det område oplever et déja vu fra diskussionerne om sundhedsreform i nullerne.

”Problemet er, at de mange udspil kun angriber sammenhængsproblemet rent formelt, nemlig ved at trække nogle nye grænser – f.eks. ved at tale om at erstatte nogle politiske overbygninger (regionerne) med nogle andre, der måske skal hedde ’klynger’. Lidt som at gå tilbage til de tidligere amter”, siger Jes Søgaard.

”Men ved at få 20 sygehusbestyrelser eller sygehusråd, eller hvad de skal hedde, har du bare ændret en struktur. Men du ændrer ikke noget i sundhedsvæsenet, for du har ikke adresseret de egentlige sammenhængsudfordringer”.

Jes Søgaard advarer mod tanken – som Socialdemokratiet har luftet – om at etablere ”små sygehuse”. At gå tilbage til de små, ineffektive og fagligt ringe sygehuse, som det endelig er lykkedes at få nedlagt, vil være ”katastrofalt”, mener han, for de vil aldrig kunne leve op til nutidens teknologiske eller kvalitative krav.

Løft praksissektoren

- Men hvad skal man gøre, hvis man virkelig mener det ”borgernære” alvorligt?

”På det lange træk skal praksissektoren have et markant løft. Det er jo den praktiserende læge, der er krumtappen ude i det nære sundhedsvæsen. Kommunerne har jo ikke klinisk arbejdende læger – måske bortset fra de allerstørste. Derfor skal praksissektoren udvides med flere læger, større praksis og måske også mere praksispersonale”.

Men det er det lange sigt; på det kortere ser Jes Søgaard det som nødvendigt at løfte kvaliteten af de kommunale sundhedstilbud. Og kommunerne bliver nødt til at dokumentere effekten af deres indsats, så der kan sikres en vis ensartethed af tilbuddene på tværs af kommuner.

”De bruger jo udtrykket ’det kommunale sundhedsvæsen’ – men der findes jo ikke noget kommunalt sundhedsvæsen. Og det kommer ikke, bare fordi man taler om det”, siger Jes Søgaard.

Det, jeg savner, fra begge sider af det politiske landskab, er at høre noget mere om substansen i det, man vil. Specielt i Østdanmark har man en ledelseskrise i sygehusvæsenet – specielt i Region Hovedstaden”.

Efter Jes Søgaards mening må enhver reformbestræbelse tage fat på regionernes større eller mindre ledelsesproblemer. ”Man ændrer intet i substansen ved bare at flytte om på nogle grænser”, siger han.

Fælles økonomi = samarbejde

Hvad angår sammenhængen mellem sektorerne, handler det om pengene – ikke diverse forsøg med økonomiske incitamenter, f.eks. til at lægge behandlinger ud af sygehusvæsenet. Det kan være udmærket, men kan også føre andre, utilsigtede problemer med sig. Det der ifølge Jes Søgaard behøves, er fællesøkonomi:

”Man kunne lade sig inspirere af Skotland, hvor man har etableret et egentligt samarbejdsniveau for kommuner og det, der svarer til regioner. Økonomien fra local health community og sygehusene – og det er faktisk halvdelen af de samlede sundhedsbudgetter – er placeret i sådan et mellemlag, der styres politisk af nogle nye råd. Halvdelen af medlemmerne kommer fra kommunerne, og halvdelen fra regionerne”.

”Formålet er at skabe en fælles økonomi for de sundhedsaktiviteter, der går på tværs. I erkendelse af, at økonomi ofte bliver en udfordring for samarbejde på tværs af kommune og region”.

- Er det overhovedet muligt at blive så borgernær uden at poste flere penge ud i kommunerne?

”Vi skal passe på med at sende en masse ekstra penge ud til kommunal sundhed, før vi får noget, der faktisk virker. Kommunerne er gode til plejeopgaven. Sundhedsopgaven …? Hvis der skal flere penge ud til kommunerne, skal det ske hånd i hånd med, at der kommer flere dokumenterede, egentlige sundhedstilbud”.

Den fællesøkonomi, Jes Søgaard forestiller sig skal understøtte et samarbejde, der i sig selv ikke burde volde vanskeligheder:

”Der er en lang række opgaver, hvor der er flere sundhedspersoner omkring borgeren. På det praktiske niveau foregår samarbejdet som regel uden problemer – når sygeplejersker, ergoterapeuter og læger mødes. Problemerne opstår, når personer, der refererer til forskellige instanser, vender tilbage til deres budgetansvarlige chefer”.

Når Jes Søgaard læser de forskellige udspil på sundhedsområdet, kan han godt se, hvilke tanker, der har ligget bag. ”Men man er nødt til at se på den faglige og den økonomiske substans. Det er ikke nok at afstikke nogle nye grænser og ændre på strukturen. Det er måske nok det, der umiddelbart ligger lige for. Men jeg tror ikke, det løser problemerne”, siger Jes Søgaard.