Skip to main content

Sundhedsstyrelsen: Unges brug af stoffer falder

Stadig færre 15-16-årige eksperimenterer med stoffer som hash, amfetamin og ecstasy.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Forfatter

18. nov. 2015
1 min.

Sundhedsstyrelsens årsrapport over narkotikasituationen i Danmark og den internationale skoleundersøgelse ESPAD, der for nylig er gennemført blandt 9.-klasse-elever i Danmark, viser, at forbruget af stoffer blandt unge falder. Det skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.

I 2015 har godt hver tiende af de 15-16 årige, svarende til 13 pct., prøvet at ryge hash, og fem pct. har prøvet at ryge det indenfor den seneste måned, fremgår det.

"Det er stadig et højt niveau, men også for hash er der tale om et klart fald blandt de helt unge sammenlignet med 2011, hvor 18 pct. havde prøvet at ryge hash", skriver styrelsen.

Når det gælder stoffer som amfetamin og ecstasy er populariteten også dalende. Kun en pct. af de 15-16 årige har prøvet de stoffer i 2015. Kun forbruget af lsd er steget - fra 0,7 pct. i 2011 til 1,5 pct. i 2015. Der er dog fortsat tale om en meget begrænset udbredelse, skriver styrelsen.