Skip to main content

Svar

Peter C. Gøtzsche, overlæge, Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet. E-mail: pcg@cochrane.dk

1. nov. 2005
2 min.

Sagen handler om, at industrisponsoreret forskning ofte er planlagt og analyseret på en sådan måde, at nye produkter ser bedre ud, end de er. I en nylig oversigt var chancen for et positivt udfald fire gange så stort, når forsøget eller metaanalysen var industrisponsoreret [1]. Gennemgange af afprøvninger af psykofarmaka har vist udtalt manipulation med design [2], analyse og afrapportering [2, 3] og brug af urimeligt høje doser af de gamle stoffer, hvorved de fremstår med langt flere bivirkninger, end de reelt har [2].

Dette er alvorligt, men Waldorff & Heslet (WH) afsporer debatten ved personlige angreb; ved ukonkrete påstande, der ikke kan besvares; ved at tillægge mig meninger, jeg ikke har; og ved at hænge sig i en semantisk detalje, der vedrører ét af mine syv eksempler.

WH anker over, at jeg kaldte »aktiveret protein C« for »protein C« (for at spare plads). De forkorter dog selv præparatnavnet, som repræsentanter for Eli Lilly i deres indlæg beskrev som »rekombinant humant aktiveret protein C (drotrecogin alfa (aktiveret)-Xigris)«. I øvrigt fremgik det af titlerne på de artikler, jeg citerede, at det drejede sig om »aktiveret protein C«. WH påstår - uden reference - at jeg skulle have hævdet, at protein C er det samme som aktiveret protein C. Det har jeg ikke.

WH mener, at det er »uvederhæftigt« at pege på, at Cochrane-oversigten af albumin viste øget dødelighed, og at nævne, at man i »rekombinant humant aktiveret protein C«-studiet havde skiftet placebo ud med albumin. Det er naturligvis ikke uvederhæftigt. Det er derimod relevant information for læseren.

Endelig påstår WH fejlagtigt, at jeg ikke har svaret på et indlæg, Heslet skrev om humant albumin (som de forkorter til »albumin«, men det skal de ikke høre for). Jeg tilbageviste Heslets argumenter [4], og han fik også svar fra redaktørerne af Cochrane Anaesthesia Group, som han selv svarede på [5], alt i samme nummer af Ugeskriftet.


Referencer

  1. Lexchin J, Bero LA, Djulbegovic B et al. Pharmaceutical industry sponsorship and research outcome and quality: systematic review. BMJ 2003;326:1167-70.
  2. Safer DJ. Design and reporting modifications in industry-sponsored comparative psychopharmacology trials. J Nerv Ment Dis 2002;190:583-92.
  3. Melander H, Ahlqvist-Rastad J, Meijer G et al. Evidence b(i)ased medicine - selective reporting from studies sponsored by pharmaceutical industry: review of studies in new drug applications. BMJ 2003;326:1171-3.
  4. Gøtzsche PC. Mortalitet efter humant albumin. Ugeskr Læger 2001;163: 2260-1.
  5. Jørgensen BG, Rasmussen LS, Heslet L. Human albumin til kritisk syge patienter (svar). Ugeskr Læger 2001;163:2259-60.