Svar:

Tak til Gunnar Lauge Nielsen for indlægget vedrørende DANAMI-2. Det er rigtigt, at resultaterne er søgt implementeret i klinikken på baggrund af kongres- og internetpræsentationer. Implementering af kliniske undersøgelser forudgås vanligvis af publicerede originalarbejder, hvorfor vor fremgangsmåde kan forekomme usædvanlig. Undersøgelsens styrekomité opfatter imidlertid fremgangsmåden som nødvendig. I modsætning til andre kliniske undersøgelser krævede gennemførelsen af DANAMI-2 en løbende opbygning af en ny behandlingsstrategi, herunder transport af patienter over betydelige afstande. Dette blev muliggjort gennem et forbilledligt samarbejde med de henvisende afdelinger, og velvilje fra amternes administrative og politiske system. Det var og er fortsat vores overbevisning, at udsættelse af implementeringen med det år eller mere publiceringsfasen kræver, havde medført tab af indvundne erfaringer og svækket muligheden for at indføre primær PCI-behandling af infarktpatienter. Det politisk/administrative system bad om en tidlig orientering, og fik den. Betydningen af disse forhold ses måske bedst af, at det såvel i USA (1) som i Frankrig (2) ikke har været muligt at gennemføre lignende undersøgelser grundet blokering fra de henvisende instanser. Det er langtfra rigtigt, at DANAMI-2 er implementeret i de fleste amter. I 2002 blev der på landsplan udført 1.420 primære PCI-behandlinger, mod et skønnet behov på omkring 4.000.

Hvad angår effekten af primær PCI på mortalitet, muliggjorde DANAMI-2's størrelse ikke påvisning af en signifikant reduceret dødelighed. I en nylig metaanalyse omfattende 23 randomiserede undersøgelser og knap 8.000 patienter (3) reduceredes etårsmortaliteten med omkring 2%. For hver hundrede PCI-behandlede reddes to liv og én invaliderende apopleksi undgås. For de 1.129 patienter, der primært blev indlagt på lokalt sygehus i DANAMI-2, var der en insignifikant reduktion i 30-dages-mortaliteten på 2,0%, fra 8,5 til 6,5%.

Et væsentligt resultat af DANAMI-2 er, at patienter med et stort myokardieinfarkt kan transporteres sikkert over betydelige afstande og uden tab af behandlingsgevinst. Dette har noget misvisende været anvendt i debatten om centralisering versus decentralisering af modtagelsen af akutte hjertepatienter. Som eksemplet fra Odder viser, har DANAMI-2-undersøgelsen i sig selv kun ringe indflydelse på den samlede logistik omkring patienter med klinisk mistanke om en blodprop i hjertet.

Den snarlige publicering af DANAMI-2-undersøgelsen vil forhåbentlig kunne afklare en del af de spørgsmål, der naturligt rejses i øjeblikket.

Århus