Svarprocenter ved spørgeskemaundersøgelser er en udfordring

I dette nummer af Ugeskrift for Læger præsenterer Lauszus et al en artikel, der er baseret på en spørgeskemaundersøgelse om niendeklasseselevers erfaring og viden om seksuelle forhold [1]. Ved gennemlæsning af artiklen fremgår det, at svarprocenten er på hele 98, og den høje svarprocent gør, at man umiddelbart vil vurdere studiet til at have en høj pålidelighed.

Spørgeskemaundersøgelser er en udbredt metode til at indhente information fra respondenter på. Både nationalt og internationalt har der dog været en tendens til, at svarprocenterne i offentliggjorte spørgeskemaundersøgelser er faldet [2], hvilket kan medføre en risiko for, at respondenterne er associeret til særlige karakteristika, der er forskellige fra den samlede population, som undersøges [3]. Det er derfor væsentligt at stræbe efter høje svarprocenter i epidemiologiske undersøgelser, men der er ikke en fastlagt grænse for, hvornår undersøgelsen betragtes som valid eller ikkevalid.

I en metaanalyse fra 2008 var hovedkonklusionen, at risikoen for bias blev reduceret ved øgede svarprocenter [4]. Selvom en høj svarprocent som udgangspunkt er udmærket, er det ikke i sig selv en garanti for, at undersøgelsen er pålidelig. Det kan f.eks. skyldes, at stikprøven ikke modsvarer den målgruppe, der ønskes undersøgt. Håndfaste regler om svarprocenter på minimum 60, som visse biomedicinske tidsskrifter anbefaler, er derfor også problematiske. Dels fordi det kan friste forfatterne til at afrapportere ad hoc-resultater for at øge svarprocenterne, f.eks. ved at inkludere returnerede skemaer, der ikke er udfyldt, dels fordi høje svarprocenter ikke i sig selv er ensbetydende med høj gyldighed. Årsagen til dette er, at spørgsmålene kan ramme ved siden af det område, der skal belyses, og hermed vil den eksterne gyldighed blive lav. I Ugeskrift for Læger er der tidligere publiceret undersøgelser, hvor man har beskæftiget sig med validiteten af spørgeskemaundersøgelser med lav svarprocent [2]. Forfatterne undersøgte et spørgeskema til brug ved børnepsykiatrisk lidelse. Spørgeskemaet skulle udfyldes af forældrene, og forfatterne påviste bl.a., at besvarelsen af skemaet var korreleret til, om forældrene vurderede, at spørgeskemaet indeholdt etisk anstødelige spørgsmål, eller om de oplevede manglende viden om børns trivsel og adfærd. Den gennemførte udeblivelsesanalyse sandsynliggjorde, at undersøgelsens resultat var generaliserbart for den samlede population [2].

Som det fremgår, er det ret kompliceret at forstå og tolke svarprocenter i spørgeskemaundersøgelser. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at man i Ugeskrift for Læger i fremtidige artikler, der er helt eller delvist baseret på denne metode, afrapporterer overvejelser om udvikling, validering, praktisk gennemførelse, svarprocenter og udeblivelsesanalyser på lige fod med anvendelsen af statiske metoder. Herved kan der skabes en større transparens til glæde for læseren. At vælge 60 som svarprocentgrænse er lige så arbitrært, som at vælge 5% som p-værdi-grænse. På den baggrund vil vi ikke fastlægge en ufravigelig grænse på 60%, for at artiklerne kan accepteres til publikation, men 60 som svarprocent vil være en rettesnor, hvorudfra afvigelser skal argumenteres.

Korrespondance: Frans Boch Waldorff, Forskningsenheden for Almen Praksis, Institut for Sundhedsvidenskab, København Universitet, Nørregade 10, 1017 København K. E-mail: fransw@sund.ku.dk

Interessekonflikter: Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige på ugeskriftet.dk under Forside > Kontakt > Videnskabelig redaktion.