Kampagnen #detkuhaværetmig, som blev iværksat af læger og lever og vokser på de sociale medier, er det vidnesbyrd, der undertiden skal til for at tydeliggøre, hvor stort et problem landsrettens dom er for hele sundhedsvæsenet.
Svendborgsagen ender nu i Højesteret – en sag, hvor en yngre læge blev dømt for ikke at have fået journalført en mundtlig ordination til sygeplejersken om blodsukkermåling, ikke at have fulgt op på målingen og lagt plan for, hvordan blodsukkeret skulle behandles. Patienten havde type 2-diabetes, men henvendte sig pga. mavesmerter – og blev indlagt, da det var midt om natten, og i den hensigt at få fremmet en planlagt ambulant CT. Et månedlangt forløb efterfølger – indledningsvist med fund af lavt blodsukker, interkurrent sygdom og afslutningsvist med, at patienten dør. En tragisk sag for patient og pårørende – det kan ikke siges tydeligt nok. Men også tragisk, at man i iveren efter at få placeret skyld går efter den læge og hendes kollega, der en måned forud for dødsfaldet ikke fik journalført en plan om blodsukkermåling.
»Det ku’ have været mig« udtrykte først tidligere lægekollegaer, dernæst læger, der ikke kendte den dømte læge og aldrig har arbejdet i Svendborg. For det handler ikke om Svendborg – det handler om den måde, vi arbejder sammen på, den tillid, vi viser hinanden, den opbakning, vi gerne skal opleve fra vores ledelser, og det fokus, vi har på patienterne. Og på den tilsyneladende tilfældighed, hvormed man kan blive individuelt ansvarlig for et forløb, hvor meget gik galt, og for en fejl, vi i andre sammenhænge ville indberette som en utilsigtet hændelse.
Man må godt stille store krav til læger, vi er bevidste om det individuelle ansvar, men vi vil behandles ordentligt – vi siger ikke kun fra på egne vegne, men i høj grad på patienternes.
Efterfølgende istemte endnu flere sundhedsprofessionelle #detkuhaværetmig – overlæger, sygeplejersker, jordemødre og mange andre, der kender den praktiske virkelighed. Solidariteten var imponerende, men for mange var der også en parallel til deres egen virkelighed, som er præget af travlhed, mangel på tid til opgaven og manglende lydhørhed, når der siges fra. Man må godt stille store krav til læger, vi er bevidste om det individuelle ansvar, men vi vil behandles ordentligt – vi siger ikke kun fra på egne vegne, men i høj grad på patienternes.
For lægers fokus er patienterne – på at have tid til patienten, at levere en ordentlig behandling af høj kvalitet, og på at patientsikkerheden er i orden. Og rammerne for dette skal være til stede – det bør være prioritet nummer ét for alle i sundhedsvæsenet. Ingen læger ønsker at lave fejl, men når fejl sker – for det vil ske fra tid til anden – skal vi lære af dem: indberette dem, dele viden og blive klogere, så vi undgår, at det sker igen. Og måske undervejs lave om i organisation, normering eller arbejdsgange, hvis det er det, der skal til – også på trods af økonomi.
Kampagnen #detkuhaværetmig, som blev iværksat af læger og lever og vokser på de sociale medier, er det vidnesbyrd, der undertiden skal til for at tydeliggøre, hvor stort et problem landsrettens dom er for hele sundhedsvæsenet. For der er ikke overensstemmelse mellem dagligdagens arbejdsgange og praksis på den ene side og juraen på den anden. Ikke proportionalitet mellem manglende journalføring og dom for grov forsømmelse. Mellem behov for læring af fejl – ofte systemfejl – og politisk behov for individuelle syndebukke.
Æren for #detkuhaværetmig tilfalder ikke Yngre Læger eller mig – kampagnen ville slet ikke have fået samme medvind, hvis den havde været »orkestreret fra toppen«. Men som læge ku’ det også ha’ været mig, og som formand for Yngre Læger kan jeg love, at jeg samler budskaberne op og følger dem til dørs ét for ét. Mens vi venter på Højesteret.
