"Et moderne sundhedsvæsen skal have et tilsyn, som kan gribe ind, hvis læger eller andre er til fare for patienterne.... Men det er også afgørende, at vi, som arbejder på afdelinger eller i praksis, oplever, at tilsynet og den lovgivning, som regulerer det, er fair og fremsynet. Det kniber det med for tiden...", skriver Andreas Rudkjøbing.
Én læge har selvfølgelig mest på spil i den såkaldte Svendborgsag, nemlig den forvagt i sygehusets akutmodtagelse, som i august blev dømt ved Østre Landsret for grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i behandlingen af en patient. Men sagen er også principiel: Alt ansvar er lagt på de smalleste skuldre, og landsretsdommen er urimeligt hård.
Nu skal Højesteret tage stilling. Afgørelsen kommer den 21. marts, og vi er mange, der er spændte på, om Højesteret vurderer sagen på samme måde som landsretten. Det viser bl.a. den imponerende opbakning til #detkuhaværetmig-kampagnen og en debat om lægers vilkår og retssikkerhed, hvis lige ikke er set.
Lægeforeningen har bistået med at få landsrettens dom indbragt for Højesteret. Men vi er samtidig helt opmærksomme på, at denne kamp ikke kun føres af advokaterne i retslokalet. Der er brug for at sætte bredt ind for at skabe rimelige rammer for vores arbejde og for at ændre de skrappe sanktioner, som Styrelsen for Patientsikkerhed nu griber til langt oftere end tidligere.
Vi er helt opmærksomme på, at denne kamp ikke kun føres af advokaterne i retslokalet.
Eller sagt på en anden måde: Svendborgsagen er blevet et sindbillede på, at vi som læger på den ene side skal agere i et stadig mere komplekst sundhedsvæsen, hvor der skal tages mange hurtige beslutninger, og på den anden side risikerer arbejde og faglig ære, hvis en fod sættes forkert.
Lægeforeningen har gennem efterår og vinter presset på over for regeringen, Folketinget og myndigheder for at få dem til at indse, at det er urimeligt og uholdbart for alle parter. Et moderne sundhedsvæsen skal have et tilsyn, som kan gribe ind, hvis læger eller andre er til fare for patienterne. Det anerkender Lægeforeningen fuldt ud. Men det er også afgørende, at vi, som arbejder på afdelinger eller i praksis, oplever, at tilsynet og den lovgivning, som regulerer det, er fair og fremsynet. Det kniber det med for tiden – for nu at sige det mildt.
Lægeforeningen ser behov for en række forandringer. Vi presser på for, at journaliseringsfejl ikke skal tælle så tungt som faglige fejl, og at de ikke skal kunne føre til offentliggørelse af lægens navn i »gabestokken«, som tilfældet er i dag. Vi presser på for bedre retssikkerhed. Som læge kan man få frataget sin autorisation uden varsel og må affinde sig med, at det kan tage op til to år, før Styrelsen for Patientsikkerhed tager stilling til, om den går videre med sagen ved retten og kræver en permanent frakendelse. Det er ikke rimeligt over for mennesker, som ikke er dømt og risikerer at miste job eller praksis, og derfor bør der etableres en hurtigtarbejdende ankeinstans for disse afgørelser.
Vi presser på for at skabe politisk erkendelse af, at straf og »gabestok« ikke er vejen frem i arbejdet for større patientsikkerhed. Det er til gengæld læring af de fejl, som desværre sker i sundhedsvæsenet. Her kunne man ønske, at Styrelsen for Patientsikkerhed var lige så aktiv. Vi har rejst dette som et krav over for minister og styrelse.
Svendborgsagen har også skabt usikkerhed om, hvilke krav man kan stille til en læges journalføring. Hvor meget skal fældes ned, for at man kan have rygdækning i en eventuel senere klage- eller tilsynssag? Lægeforeningen har opfordret sundhedsministeren til at nedsætte et ekspertudvalg til at se på det spørgsmål. Hun har reageret med lydhørhed, men afgørende er naturligvis de endelige resultater.
Nu er der så to og en halv måned til, at Højesteret afsiger sin dom. Forhåbentlig får lægen oprejsning. Men hvis Højesteret stadfæster dommen fra Østre Landsret, betyder det ikke, at Lægeforeningens engagement i sagen stopper. Så vil vi kaste kræfterne ind på at ændre loven. Efter Svendborgsagen er status quo ikke en mulighed.
