Justitsminister Karen Hækkerup afviser, at jurister tilsidesætter lægefaglige vurderinger i sager om humanitær opholdstilladelser. Det er dog præcis, hvad Skejby-læge oplevede.
Det er ikke sandt, når professor Morten Sodemann kritiserer Justitsministeriet for at presse læger til at lave erklæringer, der gør det muligt at sende flygtninge, der søger om humanitær opholdstilladelse, hjem.
Det siger justitsminister Karen Hækkerup (S) til Information, efter at Morten Sodemann i en rapport i juli kritiserede hendes embedsmænd for at tilsidesætte lægers faglige vurdering – og i nogle tilfælde presse læger til at ændre deres lægeerklæringer i den ønskede retning.
Morten Sodemann har i en årrække været leder af Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital. Hans rapport bygger bl.a. på anonymiserede samtaler med en række læger,
”Det er meget overraskende at se, hvor langt juristerne har bevæget sig ind på lægers område, uden at der har været en politisk eller faglig drøftelse af det”, hedder det bl.a. i Sodemanns rapport
Justitsministeriet ”intimiderer” læger og drager deres faglige beslutninger i tvivl, blandt andet med ”direkte telefonopkald, der ikke dokumenteres i sagens akter”, og de forsøger systematisk at ændre lægelige beslutninger, konkluderer Sodemann blandt andet.
Men det afvises kategorisk af Karen Hækkerup. Ifølge Information skriver hun i en redegørelse til Folketingets integrationsudvalg, at ”ministeriet tager alle lægelige oplysninger og oplysninger om behandlingsmuligheder i hjemlandet i betragtning, når de konkrete sager om humanitært opholdstilladelse skal afgøres”
Det var nu ikke det indtryk, afdelingslæge Christian Wejse, infektionsmedicinsk afdeling i Skejby, fik i et par sager om humanitær opholdstilladelse, som han har været involveret i.
Han har ikke været udsat for pres eller intimidering, understreger han. Men han vil bestemt ikke skrive under på, at ministeriet tog ”alle lægelige oplysninger og oplysninger om behandlingsmuligheder i hjemlandet i betragtning”:
”Jeg kan sagtens genkende rapportens fornemmelse af, at min lægefaglige vurdering er blevet overruled af et juridisk embedsværk”, siger han.
”Når jeg udfylder erklæringer til en offentlig instans, er der normalt en lægelig fagkyndig til at vurdere den. Men i de par sager, jeg har været involveret i om humanitær opholdstilladelse, har mine erklæringer ført til det rene ingenting, og uden begrundelse. Derfor kan jeg heller ikke vide, om det er en jurist, der har tilsidesat min lægefaglige vurdering. Men det er ikke mit indtryk, at der er sket en lægefaglig vurdering, for der var ingen diskussion af det indholdsmæssige i de meget grundige erklæringer”.
Christian Wejse finder det i orden, at han i begge tilfælde blev bedt om at udfylde meget omfattende og detaljerede erklæringer.
”Hvad der undrer mig er, at de ikke fører til, at der kommer noget tilsvarende fagligt eller udførligt tilbage igen. Patienten får bare et afslag lydende på, at ’der er ikke fundet grundlag for humanitær opholdstilladelse’, selv om jeg i begge tilfælde synes, det var uforsvarligt at sende patienterne til hjemlandene”, siger han.
I det ene tilfælde drejede det sig om en ung afghansk mand med Hepatitis B. I nogle tilfælde kan man, hvis man bor i Kabul, være heldig at få en gammeldags behandling, der ikke er særlig effektiv.
”Men det nåede vi aldrig til at diskutere, før han blev hentet af politiet og sendt ud. Jeg tror, det bliver meget svært for ham at få behandling i Afghanistan, og han er i høj risiko for at få leverkræft, som hans far allerede har”, siger Christian Wejse.
Det andet tilfælde drejede sig om en hiv-smittet libyer, som var henvist til infektionsmedicinerne af AIDS Fondet, som efter et stort forarbejde havde konstateret, at muligheden for at få hiv-behandling i det krigshærgede land nærmest er ikke-eksisterende.
”Også UN AIDS og andre relevante instanser vurderer, at der er meget store problemer med at få adgang til hiv-behandling i Libyen, og at mange derfor rejser til nabolandet Tunesien for at blive behandlet. Han fik også afslag på ophold. Og det var begrundet, for Justitsministeriet havde åbenbart nogle oplysninger om, at man godt kunne få adgang til behandling”.
”Der var i det mindste en begrundelse. Men jeg må sige, at den undrer mig”.
