Skip to main content

Sygehusene udskriver ældre tidligere og tidligere

Indlæggelsestiden for borgere over 65 år faldt med 22 procent fra 2008 til 2013.

(Foto: colourbox.com)
1. sep. 2015
2 min.

En ny undersøgelse fra Kommunernes Landsforening (KL) viser, at den gennemsnitlige indlæggelsestid i de senere år er faldet – især for ældre. I 2008 var indlæggelsestiden for ældre over 65 år gennemsnitligt 6, 8 dage. I 2013 var det faldet til 5, 3 dage. Det er et fald på 22 procent, skriver KLs blad, Momentum, der sammenligner med den tilsvarende udvikling for aldersgruppen 18 til 64 år. Her er indlæggelsestiden kun faldet med 15 procent i samme periode.

At de ældre udskrives tidligere er en udfordring for sundhedsvæsenet.

»Det er dem, der har alle de komplekse livsstilsygdomme. Der er rigtig mange demente i aldersgruppen, og generelt er det i den gruppe, at man møder den komplekse, medicinske patient, der har er et meget stort behov for koordination,« siger Jakob Kjellberg, professor og programleder for Sundhed i Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) til Momentum.

Det er ikke mindst kommunerne, der har en udfordring med at have tilbud klar til de ældre patienter efter sygehusopholdet. Hvordan hele situationen skal gribes ind, skal et regeringsnedsat udvalg komme med bud på. Opgaven fra sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) lyder på at udarbejde en plan for det nære sundhedsvæsen.

Til Momentum siger Lægeforeningens formand Andreas Rudkjøbing:

»Uden at fornærme nogen kan man godt sige, at udviklingen i det regionale hospitalsvæsen har været drivende for, hvilke patienter man så i det primære sundhedsvæsen. Jeg har en opfattelse af, at det nære sundhedsvæsen er blevet en restmængde, som man efterfølgende har måttet forholde sig til. Det er uambitiøst. Man skal hellere have en snak om, hvor man bedst varetager behandlingen af patienterne og lade det være udgangspunktet.”