Tænketank om sygehusenes nye organisationsformer

organisation  Den kan blive noget af en løvehule, den nye tænketank, NORFOS, som de Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, har taget initiativ til. I den sidder nemlig topfolk fra de fem regioners lægelige administration. Hver især repræsenterer de forskellige måder, som fremtidens sygehuse skal fungere på. De nye sygehuse bliver nemlig ikke bare forskellige at se på. De bliver også forskellige at arbejde i.

Får man som læge arbejde på et sygehus f.eks. i Region Syddanmark, skal man fungere i tværfaglige klinikker eller centre, hvor ens nærmeste daglige lægelige kolleger først og fremmest er fra andre specialer. Får man derimod hyre i Region Midtjylland, skal man sandsynligvis arbejde mest sammen med kolleger fra samme speciale.

Der er med andre ord lagt op til intense diskussioner i tanken, der netop har haft sit andet møde om emnet: Sygehusenes nye organisationsformer. Det første store spørgsmål, som tænketanken i det første år vil søge at finde svaret på er: Kommer der den samme faglighed ud af det, uanset hvordan vi organiserer os i sundhedsvæsenet?

Klinikchef Henrik Sillesen, er en af LVS’ to repræsentanter i tænketanken, og han forklarer, hvorfor der skal være en tænketank:

»Vi har fem regioner, og de har meget forskellig opfattelse af, hvordan man bygger et sygehus, og hvordan man organiserer sig i det. Det spænder lige fra Region Midt, som gør, som man altid har gjort: en afdeling – et speciale, og hvis patienterne skal se læger fra andre specialer, bliver de kørt ud til dem. I den anden ende af paletten er Region Syddanmark og Nordjylland, som danner klynger og centre, hvor patienter ligger samlet i afdelinger, der går på tværs af specialer, og hvor specialer og speciallæger ikke har deres egen geografi. LVS står for lægefaglighed i højeste potens, og vi er bekymret for, hvordan man bevarer det faglige niveau og sikrer, at de speciallæger, som vi uddanner, bliver lige så gode, når de nu bliver puttet ind i meget forskellige enheder«.

Hvorfor bliver fagligheden truet af de nye organisationsformer?

»Noget af det vigtigste i lægefagligheden er, at du er i en gruppe, der kan snakke og arbejde sammen om de vanskelige tilfælde, at vi kan holde hinanden skarpe og opdatere viden sammen. Det kan blive vanskeligt, når man ikke er i samme afdeling. Derudover har vi i de senere år i specialeplanlægningen haft mantraerne: samling på færre enheder og specialisering. Det første gælder stadig. Men det andet, større specialisering, tror jeg er truet, hvis man blander bolsjerne på den måde i team med tværgående specialer. Vi skal også sikre forskningen i de nye strukturer, da den bidrager til at holde kvaliteten for patienterne«.

Og hvordan er speciallæge- og lægeuddannelsen truet, mener du?

»Her er den største bekymring, at man ikke gør det ens i regionerne. Hvis den samme viden og uddannelse skal bruges i meget forskellige modeller, er bekymringen, om alt er lige godt og om alt i lige høj grad matcher uddannelsen«.

Hvad kan NORFOS gøre ved det?

»Der er lægelige regionale topfolk i NORFOS, og de går hver især ind for de systemer, de selv har foreslået. De har ingen bevisførelse, kun god tro på, hvordan de synes, det skal være. De har taget en chance, og det må man indimellem gøre. Vi skal samle op på erfaringerne, høre på hinandens erfaringer, så vi kan nå at rette ind«.

Alle vil vel kæmpe for sin model?

»Jo, men de vil også høre på andres erfaringer. Vi skal være ærlige om, hvad vi oplever«.

Hvad med åbenhed?

»Vi har en forpligtelse. Hvis noget er rivende galt, skal det ikke holdes hemmeligt. Vi vil sikre os, at informationsstrømmen er i orden, så det politiske lag er orienteret Og hvis vi citerer hinanden, aftaler vi det på forhånd. Vi overvejer at lægge mødereferater ud på hjemmesiden«.

I tænketanken sidder også forskere. Det er for at forsøge at tilvejebringe noget dokumentation af en art:

»Forskerne ved noget om organisation, og om hvordan man måler systemer og tolkningen af dem. Hvis man på en eller anden måde kan måle, om noget er af bedre behandlingsmæssig kvalitet, så er vi i LVS glade. Det kan vi forholde os til, og vi kan bruge det i relation til LVS’ medlemmer«, siger Henrik Sillesen.

Det kræver vel nogle målepunkter?

»Ja, helt rigtigt. Og jeg kan godt blive lidt stille, når du om lidt spørger mig om, hvad det skal være. En speciallægeeksamen eller en recertificering har vi jo desværre ikke i Danmark. Men vi har brug for at vide, hvad der duer og ikke duer – vi har nogle ideer om, at vi måske kan bruge de kliniske databaser og måske noget fra NIP også, og måske Den Danske Kvalitets Model. Vi må se på det. Jeg har ikke svaret«.

Henrik Sillesen tilføjer, at NORFOS ikke er en gruppe, der skal sidde et år »og så er gåden løst. Tidsperspektivet er år, i flertal«.