Skip to main content

Tættere samarbejde mellem praktiserende læger og kræftlæger

Region Hovedstaden indfører i dag et nyt system, hvor de praktiserende læger kan ringe direkte til 10 forskellige kræftspecialister på hospitalerne, mens patienterne sidder i konsultationen.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

1. jun. 2016
2 min.

Borgerne i Region Hovedstaden kan nu få gavn af hospitalernes kræftspecialister, allerede når de møder deres egen praktiserende læge.

Fra 1. juni kan de praktiserende læger i Region Hovedstaden ringe direkte til et netværk bestående af 10 af hospitalernes specialister i forskellige former for kræft, mens patienten sidder i konsultationen.

”Kræftlægerne på hospitalerne sidder inde med en meget specialiseret viden om symptomer og behandlingsmuligheder, som de praktiserende læger kan have rigtigt god gavn af i deres snak med patienten. Med den nye ordning bringer vi den viden direkte ind i konsultationen mellem patienten og egen læge”, siger en af initiativtagerne, ledende overlæge på brystkirurgisk afdeling på Herlev Hospital Henrik Flyger, i en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.

Kræftspecialisterne står klar til at hjælpe, både når det drejer sig om en mulig diagnose, eller når en tidligere kræftpatient går til sin egen læge med nye symptomer, fremgår det.

Vi er glade for initiativet. Al form og mulighed for sparring og rådgivning tager vi imod med kyshånd Flemming Skovsgaard, formand for PLO-Hovedstaden

De praktiserende læger ser frem til det nye samarbejde.

”Vi er glade for initiativet. Al form og mulighed for sparring og rådgivning tager vi imod med kyshånd”, siger formanden for PLO-Hovedstaden, Flemming Skovsgaard.

Han forestiller sig, at der især vil være tre situationer, hvor de praktiserende læger og deres patienter kan få gavn af ordningen.

”Nummer et er rådgivning om de patienter, der ikke passer ind i kræftpakkerne – eller spørgsmål om kræftpakkerne. Nummer to er situationer, hvor patienten er i behandling på hospitalet men kontakter os med noget, hvor vi så spørger specialisten, om det kan hænge sammen med deres kræftsygdom. Og nummer tre er måske nogle af de kræftpatienter, der er færdigbehandlede. Der kan vi også bruge specialisterne til at finde ud af, om nogle symptomer kan skyldes et tilbagefald af kræftsygdommen”, siger han.

De praktiserende læger skal nu til at tage ordningen i brug, og umiddelbart er det eneste ønske et lidt nemmere telefonsystem.

”Det kan være lidt svært at have 10 forskellige numre, som lægen nu skal huske. Vi så helst et single point of contact system, hvor man har ét fast nummer og så kan vælge speciale. Men hovedoverskriften er, at vi er glade for ordningen”, siger Flemming Skovsgaard.

De ti kræftlæger på hospitalerne kommer ikke til at sidde og vente på, at de praktiserende læger ringer. De passer deres almindelige arbejde men har ganske enkelt en telefonlinje til almen praksis, som de holder øje med samtidig.