Skip to main content

Tegn en erhvervsansvarsforsikring!

Nils Michelsen, Juridisk Sekretariat

4. nov. 2005
1 min.

Hvis du som ansat læge ikke allerede har en erhvervsansvarsforsikring, vil Lægeforeningen råde dig til at tegne én snarest. Det skyldes en ændring af patientforsikringsloven, der træder i kraft den 1. januar 2004. Fra nytår får amternes forsikringsselskaber/selvforsikrende sygehusmyndigheder mulighed for at gøre regres mod en skadevoldende læge, hvis lægen anses for at have udvist grov uagtsomhed. Det betyder, at ansatte læger - i modsætning til tidligere - kan risikere at komme til at betale erstatning til en patient af egen lomme.

Lægeforeningens aftale med Tryg Forsikring om vilkår for ansatte lægers erhvervsansvarsforsikring er derfor blevet ændret, således at den nu også omfatter dækning for behandlingsskader forvoldt ved grov uagtsomhed, ikke alene under bibeskæftigelse, men også under hovedbeskæftigelsen.

Såfremt du allerede har en erhvervsansvarsforsikring for ansatte læger med bibeskæftigelse hos Tryg Forsikring, behøver du ikke at foretage dig noget. I modsat fald kan forsikringen tegnes ved at klikke ind på DADLNET under domænet Medlemstilbud\Forsikring\Lægeansvarsforsikring. Print tilmeldingsblanketten vedrørende erhvervsansvarsforsikring for ansatte læger ud. Udfyld den og send den ind til Lægeforeningen, så er du sufficient forsikret.

Årspræmien for 2004 for erhvervsansvarsforsikringen for sygehusansatte læger udgør kr. 333.