Telemedicin giver ikke bedre livskvalitet

KOL-, diabetes- og hjertepatienter får ikke bedre livskvalitet – målt på kvalitetsjusterede leveår – ved at supplere den almindelige behandling og pleje med telemedicinske løsninger som f.eks. elektronisk overvågning af målinger.

Det viser et nyt studie publiceret i British Medical Journal. Studiet er et af mange udløbere af det store Whole Systems Demonstrator forskningsprojekt i Storbritannien og viser, at der ikke er nogen forskel mellem interventionsgruppen – den med det telemedicinske udstyr – og kontrolgruppen uden den slags grej.

Studiet viser også, at de telemedicinske løsninger er dyrere end den sædvanlige metode, og konklusionen er således, at telemedicin ikke lader til at være omkostningseffektiv som et supplement til standardbehandlingen.

Det lyder umiddelbart ikke specielt godt. Men formand for Dansk Selskab for Telemedicin, Klaus Phanareth, peger på detaljerne.

Studiet ser nok på kvalitetsjusterede leveår på den måde, de normalt beregnes. Men det ser også på yderligere to resultater (outcomes): angst og depression. Og det faktum, at der ikke er nogen forskel i hverken livskvalitet, angst eller depression mellem interventions- og kontrolgruppe er en god nyhed, mener han.

”Da man ikke kan se nogen forskel, uanset om patienterne bruger telemedicin eller ej, er det et kraftigt argument for, at telemedicin ikke fremmedgør og isolerer patienterne. Det er den store bekymring ved telemedicin, og den er her modbevist”, siger han.

Hvad angår omkostningseffektiviteten er der ikke noget uventet i, at telemedicinen er dyrere.

”Nyudvikling er ofte dyrt, men dette her er ikke skaleret op i de størrelser, hvor det begynder at blive økonomisk interessant”, siger han.

Det er normen, at elektronisk udstyr normalt er dyrt i starten men hurtigt falder i pris, efterhånden som brugen øges, og der kommer effektiviseringsgevinster bl.a. ved at slippe markedskræfterne løs blandt leverandørerne.