Fremtiden ligner aldrig helt de forestillinger, man kan gøre sig ved at fremskrive den kendte nutid. I 1890’erne forudså mange, at man en dag kunne rejse til Månen. Forfatteren Jules Verne lod sine astronauter foretage rejsen i en kæmpemæssig hul artillerigranat, iført ulasteligt tweed, høj hat og knækflip. Og man kunne sagtens ryge pibe på Månen. Lufttransport foregik i små, énmandsbetjente luftskibe, og posten ankom med et postbud, der sad overskrævs på et lille raketlignende fartøj.
Vi véd, hvordan vores nutid ser ud, og den ligner ikke den fremtid, vores oldeforældre forestillede sig.
Og dog.
Den første brug af telemedicin fandt formentlig sted under den amerikanske borgerkrig 1861-1865. Her brugte Unionshæren telegrafen (opfundet i 1844) til at rapportere om tabstal, koordinere patienttransport og anmode om medicinske forsyninger til tropperne. Det skete med simple signaler som f.eks. morsekode.
I begyndelsen af 1900-tallet var ny teknologi som telegrafen, telefonen og radioen på vej til at revolutionere kommunikationen på alle områder, fra underholdning til krigsførelse. At den også kunne ændre mødet mellem læge og patient var derfor en nærliggende tanke. Og tænk, hvad det kunne betyde for patienter i tyndt befolkede egne.
Historiens første egentlige telefonsamtale var ikke planlagt. Og man kan argumentere for, at den drejede sig om medicinsk assistance.
De første ord, som blev sagt gennem en telefon, blev udtalt af selve telefonens opfinder, Alexander Graham Bell den 10. marts 1876. Ordene lød: »Mr. Watson, kom her, jeg har brug for Dem«.
Samtalen blev ført, da Bell ved et uheld havde væltet batteriet, der forsynede hans telefon med strøm, så svovlsyren løb ud over hans tøj. Assistenten Watson modtog opkaldet og ilede hen ad gangen for at yde førstehjælp.
Den første danske omtale af telefonen i et dansk lægetidsskrift finder man formentlig i Hospitalstidende, 1878 (s. 748-750). Den handler om, hvordan man kan anvende den nyopfundne »Bell’s telefon« og en mikrofon som en slags forstærket stetoskop.
I The Lancet gjorde en lederskribent sig samme år telemedicinske overvejelser, da han i 1878 skrev (s. 1284), at en læge nu ville være i stand til at tilse sin patient »selv over store afstande«. »Kan man ikke forestille sig, at lægen i f.eks. London kan undersøge en patient, f.eks. på landet, stetoskopisk og nå frem til en korrekt diagnose?«. Ja, faktisk havde et stetoskop ved et forsøg været forbundet til en mikrofon, og »lyden af hjertet var blevet transmitteret over adskillige miles telefonledninger til læger i forskellige dele af London. Lydene, som hørtes, var lige så høje og tydelige, som når de hørtes på stedet«.
Derefter skal man tilsyneladende frem til 1890 for at finde den næste omtale af egentlig telefoni. Det sker i Bibliotek for Læger, 1890 (s.256), hvor Københavns magistrat bekendtgør, at ved behov for akut indlæggelse »vil Hospitalets Sygevogn kunne rekvireres pr. Telefon fra Politistationen«.
Den første egentlige telemedicinske konsultation fandt sted i 1910, da The Lancet kunne oplyse, at lyd fra en telefon var blevet brugt til at diagnosticere strubehoste hos et barn. Fra 1910 blev lyd fra et stetoskop transmitteret via telefon, brugt til at diagnosticere hjertelidelser.
I 1924 havde radioen vundet så stor udbredelse, at et amerikansk magasin, Radio News, kunne bringe en fiktiv satire, som angiveligt var skrevet af bladets bydreng, som præsenterer sin opfindelse: et audiovisuelt link til den fiktive »Dr. Hackensaw« på hans kontor i New York. Alt går fint, men da apparatet tager redaktørens temperatur, kortslutter det, og redaktøren brænder fingrene på ledningen. I arrigskab sparker han til apparatet, så det smadres, og stykkerne flyver omkring. Frustrationer over teknik, der ikke virker, er ikke noget nyt.
Allerede året efter kunne det populærvidenskabelige blad Science and Invention præsentere et lignende apparat. Og det er hverken humor eller satire, men gravalvorligt. Apparatet består af en del, der står hos lægen og et hjemme hos patienten. På en skærm kan lægen se patienten og fjernstyre en slags robotarm, der kan foretage den fysiske undersøgelse. Apparatet, den såkaldte Radio Teledactyl var ganske vist en fremtidsvision. Men – forklarede opfinderen og forfatteren Hugo Gernsback – det kunne bygges med eksisterende teknologi. Eneste hindring var indtil videre den begrænsede transmissionsrækkevidde.
USA var ikke ene om fascinationen af de medicinske muligheder i de nye kommunikationsmidler. Radioen var allerede i brug på skibe ved konsultationer for besætninger på langfart. Et problem var dog – fremgik det i 1927 af en artikel i British Medical Journal – at lægen ikke kunne se patienten eller hurtigt få de nødvendige informationer for at stille en hurtig diagnose og lave en behandlingsplan. Og hverken patienten eller skibets officerer ville nødvendigvis være klar over, hvilke oplysninger der havde medicinsk relevans. En læser foreslog at indføre standardiserede skemaer til alle skibe, som kunne udfyldes, så man derved kunne undgå at sende overflødig information til lægen, som så måtte sende spørgsmål den anden vej osv. Et andet problem var det begrænsede indhold i skibets medicinkiste. Det blev ikke nemmere af, at der ikke fandtes standardiserede, færdiglavede lægemidler, men at lægens receptskrivning var magistrel, dvs. en opskrift til apotekeren med angivelse af, hvilke ingredienser der skulle indgå i medicinen og i hvilke mængder.
Ved slutningen af 1920’erne var der dog udarbejdet retningslinjer for diagnosticering og behandling af søfolk på fartøjer uden skibslæge, og radiokommunikation var nu så veludviklet, at det kunne danne grundlag for en »fjernbetjent« medicinsk hjælp til søens folk.
Så vidt vides blev udtrykket telemedicin første gang brugt for 53 år siden. Det skete i et læserbrev på side 47 i Greeley Daily Tribune (Greeley Town, Colorado, USA) den 16. november 1970. Her spurgte læseren, Geo W. Gale: »Hvis vi har telefotografi, hvorfor kan vi så ikke have telemedicin, så man kunne gå hen til radioapparatet, putte sin dollar i sprækken, tage den relevante modtager og holde den på den del af ens anatomi, hvor det gør ondt?«.
Telemedicinen havde fået et navn, der blev hængende. Ikke i et videnskabeligt tidsskrift, men på læserbrevssiden i en lokalavis.
Siden har teknologien foretaget spring, som ingen kunne forestille sig for 100 år siden.
Mennesker færdes hjemmevant i rummet, mens læger på Jorden rutinemæssigt overvåger deres helbredparametre på tusinder af kilometers afstand. På håndleddet registrerer dit eget smart watch dine sundhedsdata i realtid. Kroniske patienter kan hjemmemonitoreres og sparer derved turen til hospital eller læge, og samtidig får sundhedsvæsenet frigjort tid til andre opgaver. Videokonsultationer, transmission af røntgen- og skanningsbilleder, måleresultater, prøvesvar og robotassisteret fjernkirurgi var fjern fremtidsmusik for mindre end en generation siden.
I disse år investeres der kraftigt i forskning og udvikling af telemedicin.
Hvordan vil telemedicinen se ud om 50 år, i 2074?
