Skip to main content

Thisted-chef: Gode takter fra regeringens Lægedækningsudvalg

Thisted vil få flere muligheder for at tiltrække yngre læger til sygehuset med Lægedækningsudvalgets forslag, siger sygehusdirektør i Thisted.

Henrik Larsen er hospitalsdirektør på Regionshospital Nordjylland i Thisted – og på fire andre hospitaler i Vendsyssel. Foto: Sygehus Vendsyssel.
Henrik Larsen er hospitalsdirektør på Regionshospital Nordjylland i Thisted – og på fire andre hospitaler i Vendsyssel. Foto: Sygehus Vendsyssel.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

19. jan. 2017
2 min.

Hospitalet i Thisted får en udstrakt hånd, der på sigt kan sikre sygehuset en bedre lægedækning.

Sådan siger Henrik Larsen, hospitalsdirektør på Regionshospital Nordjylland i Thisted – og på fire andre hospitaler i Vendsyssel - om regeringens Lægedækningsudvalg, der onsdag er kommet med 18 konkrete forslag til, hvordan man i fremtiden kan sikre bedre lægedækning i hele landet.

Blandt andet hæfter han sig ved forslaget om at geografisk ændre uddannelsesstillingerne, og forsøg med sammenhæng mellem KBU, introduktionsstillingerne og hoveduddannelsesforløb i lægedækningstruede områder.

”Det er nødvendigt, at der kommer fokus på at få mere fleksibilitet ind i uddannelsesforløbene, så noget af den uudnyttet uddannelses kapacitet vi eksempelvis har i Thisted kommer i spil i gode og spændende fleksible uddannelsesforløb ” siger Henrik Larsen og fortsætter:

”Vi har eksempelvis i Thisted en patientvolumen og et case-mix, der rummer et stort uddannelses-potentiale, som slet ikke udnyttes i dag. Det gælder bl.a. Center for Planlagt Kirurgi, hvor vi har et stort indtag af galdevejs-kirurgi, det gælder brokoperationer og på scopiområdet, hvor vores speciallæger opererer rigtig mange. Der er en uddannelsesværdi, som vi ikke udnytter i dag. Det kan vi udnytte samtidig med, at vi bidrager til at sikre lægebemandingen i Thisted og andre steder, hvor det kniber i dag,” siger hospitalsdirektøren.

Med større fleksibilitet vil de små sygehuse i Danmark i øget grad få muligheden for at have uddannelseslæger . Henrik Larsen, hospitalsdirektør på Regionshospital Nordjylland i Thisted

”Med større fleksibilitet vil de små sygehuse i Danmark i øget grad få muligheden for at have uddannelseslæger uden, at man selvfølgelig går på kompromis med kvaliteten af uddannelsen. Det betyder, at de får en tilknytning til byen og måske bliver som speciallæge,” siger Henrik Larsen.

Han erkender, at sygehuset mangler speciallæger, og det er forudsætningen for, at yngre læger kan læres op.

”Vi skal have faste overlæger, der kan lære de unge læger, og det får vi ikke umiddelbart med lægedækningsudvalget. Men der er gode takter i forslagene set fra de lægetynde steder i Danmark,” siger Henrik Larsen.

Læs også: Stor millionsatsning på vej til almen praksis