Tidlig diagnostik og behandling af reumatoid artritis

Reumatoid artritis er en alvorlig sygdom, som er karakteriseret ved lokal celleproliferation med vævsdestruktion, spredning til led og bindevæv, nedsat livskvalitet og øget mortalitet. Inden for 5-10 år mister 50% af patienterne arbejdsevnen, og levetiden bliver nedsat med 5-10 år. Forekomsten af reumatoid artritis er ca. 35.000 i Danmark, og 50% debuterer før 50-års-alderen. Sygdommen har således store konsekvenser for både den enkelte patient og for samfundet.

Behandlingen af reumatoid artritis er blevet betydeligt bedre i de senere år. Behandling med nye biologiske lægemidler synes i væsentlig grad at kunne standse udviklingen af leddestruktioner [1], og i en enkelt undersøgelse har behandling med methotrexat også vist en forbedring af overlevelsen [2]. Men afgørende for prognosen er en tidlig diagnose og en tidlig indsættende intensiv behandling, idet blot få måneders forsinkelse af behandlingen medfører en større leddestruktion og større funktionstab i årene fremover [3].

En tidlig diagnose af reumatoid artritis er vanskelig, da der ikke findes patognomoniske fund, men diagnosen i høj grad er baseret på omfang og lokalisation af ledhævelser (synovitis). Den kliniske vurdering af tilstedeværelse af lettere syno-vitis er vanskelig - også for specialister. Der er en betydelig interindividuel variation [4]. Nye billediagnostiske metoder med anvendelse af ultralyd, magnetic resonance imaging (MRI) og skintigrafi anvendes i stigende grad til påvisning af synovitis og kan være en fremtidig hjælp til den tidlige diagnosticering af reumatoid artritis.

Som anført i artiklen af Lindegaard et al [5] er det vigtigt, at patienter med tegn på polyartritis henvises inden for få uger efter symptomdebut til vurdering hos en reumatologisk speciallæge/på en specialafdeling med henblik på undersøgelse for reumatoid artritis og evt. iværksættelse af en intensiv og konsekvent behandling.

Både den tidlige diagnosticering af reumatoid artritis, til-rettelæggelse af behandlingsstrategien med en mere intensiv anvendelse af langsomtvirkende antireumatika (DMARD's), intraartikulære steroidinjektioner i inflammerede led, anvendelse af biologiske lægemidler samt samarbejde med reuma-kirurg, fysioterapi og ergoterapi varetages ofte bedst på en reumatologisk specialafdeling.

Specialafdelingen har nemmere adgang end primærsektoren til samarbejdende specialister (bl.a. reumakirurg), fysioterapeut, ergoterapeut og parakliniske undersøgelser, herunder billeddiagnostik (skintigrafi, ultralyd og MRI). Dertil kommer undervisning og forskningsaktiviteter til vurdering af nye sygdomsmarkører til belysning af diagnose og prognose samt registrering i kliniske kvalitetsdatabaser. Endvidere er det kun på hospitalsafdelinger, man kan give behandling med nye biologiske lægemidler. Det er imidlertid afgørende, at afdelingerne kan modtage nye patienter uden ventetid. For at skabe rum til dette, er det nødvendigt med et større samarbejde med praktiserende læger og reumatologiske speciallæger. Patienter med diagnoser og sygdomsstadier, som ikke nødvendiggør hospitalsbehandling, må umiddelbart kunne tilbagesendes til den praktiserende læge/speciallægen. Når behandlingsstrategien er lagt for patienter med reumatoid artritis, bør disse følges af en reumatologisk speciallæge eller en praktiserende læge, og hyppigheden af kontroller på specialafdelingen nedsættes ved ukomplicerede forløb til 1-2 gange årlig til vurdering af behandlingsrespons og tilrettelæggelse af den fortsatte behandlingsstrategi. Patienterne bør oplæres i selv at være opmærksomme på tegn på øget sygdomsaktivitet, herunder nytilkomne ledhævelser, som nødvendiggør lokalinjektion med glukokortikoider.

Hvis vi fremover skal forbedre prognosen ved reumatoid artritis, skal tiden fra symptomdebut (ledhævelser) til diagnose og iværksættelse af en mere intensiv behandling end tidligere afkortes væsentligt. De praktiserende læger bør umiddelbart henvise artritispatienter til en reumatologisk speciallæge eller en reumatologisk afdeling, hvor arbejdsgangen bør tilrettelægges, så patienterne kan modtages uden ventetid. For at muliggøre dette, bør samarbejdet mellem den primære og den sekundære sundhedssektor forbedres, så både praktiserende læger og praktiserende reumatologiske speciallæger medinddrages i den løbende kontrol og behandling i samarbejde med specialafdelingen.

Korrespondance: Troels Mørk Hansen , Medicinsk Afdeling Q, Amtssygehuset i Herlev, DK-2730 Herlev.

E-mail: trha@herlevhosp.kbhamt.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet