Tillykke - det blev en læge!

FREDERICIA

Overskægget er markant og profilen bydende, som Carl Frederik Guldberg hænger der i entreen - i gips forstås - hjemme hos et af oldebørnene, praktiserende læge Stig Gerdes i Fredericia.

»Det er familiens første læge«, siger Stig Gerdes og peger.

Siden skulle der blive ganske mange.

For Guldbergs datter giftede sig med læge Jens Ulrik Gerdes, og sammen fik de ti børn, hvoraf de seks blev læger. Siden gik det slag i slag med endnu flere medicinere i næste generation - Stig Gerdes er selv at finde i fjerde generation, og den femte tæller foreløbig Line Gerdes Pontoppidan, som p.t. har en introduktionsstilling i almen praksis i Fredericia.

Hvorfor så mange læger?

»Vi har et særligt kærlighedsgen«, spøger Stig, men der er nu nok snarere tale om, at slægtens børn har fået lægegerningen ind med opvæksten, og at mange har følt sig tiltrukket af de værdier, den repræsenterer.

Noget forældrepres har der ikke været tale om, bedyrer de Gerdeser, Ugeskriftet har talt med.

Rå hjertelighed

At mødes med Gerdes-lægerne er at få et lynkursus i den særlige rå hjertelighed, der ofte præger medicinske miljøer. Som om nærheden til livets helt store dimensioner med liv, død, sygdom og helse helst skal bringes ned på jorden igen. Så tonen er barsk, da Ugeskriftet møder en flok Gerdeser en sensommerdag i Fredericia. Ingen tøver f.eks. med at gøre grin med, at Ib - tidligere praktiserende læge i Fredericia - sidder i kørestol efter at have fået begge ben amputeret over knæet.

Dette er ikke en familie for mimoser eller folk, som tager tingene for højtideligt.

Men Gerdes-familien udgør også et lynblik ind i, hvad man kunne kalde samtidslægehistorie, og hvordan lægerollen har udviklet sig. Ib og Jess, der hører til tredje generation, lægger f.eks. ikke skjul på deres sybaritiske livsstil med både røg og en lille en til øjet. Niels fra fjerde generation nyder også livet - han er vild med at motionere.

Det ene udelukker naturligvis ikke det andet - Ib er f.eks. tidligere Danmarksmester i tennis, og Niels ligner ikke nogen asket - men man fornemmer alligevel forskel.

»At ryge og drikke moderat øger ens livskvalitet væsentligt«, som Jess slår fast. Han fortæller, at han starter dagen med en Gammel Dansk for »at få liv i kadaveret«, får øl og snaps til frokost og sluttelig to glas rødvin om aftenen.

Det er heller ikke en familie for puritanere.

Misunder ikke hinanden

Hver generation mener sjovt nok, at de andre har - eller havde - det værre end de selv som travle læger gennem mange år.

»Far var jo læge, og det var et virkeligt hårdt job. Han arbejdede døgnet rundt - der var ikke lægevagt eller noget i den stil. Han havde 4.000 patienter«, fortæller Jess.

Han og flere brødre - i alt fire - kom på forskellige tidspunkter ind i faderens praksis, og som Ib formulerer det, »var det skægt. Jeg kunne sidde i en stol og dirigere«.

Han var dog tit »dødtræt« og savner det ikke.

Næste generation har andre byrder.

»Det er ikke blevet lettere nu. Der er så mange administrative pligter. Journalføring for eksempel. Vi havde meget i hovedet og førte kun korte bemærkninger ind i journalen«, siger Jess.

Anne Brahe - fjerde generation, søster til Niels, kusine til Stig og praktiserende læge i Sønder Bjert - misunder ikke sine forgængere. I dag har læger fået mere ordnede arbejdsforhold end dengang. Til gengæld er jobbet måske blevet mere stressende på andre måder.

»Der er et stort tidspres. Hvert kvarter har du et nyt problem, du skal tage stilling til«, siger hun.

De senere generationer har også et problem, de foregående døjede mindre med: sammenhængen mellem arbejde og familie. Tidligere var det de færreste, som havde udearbejdende ægtefæller, mens det i højere grad er normen i dag.

Det kan muligvis være medvirkende til, at lægegenet i Gerdes-familien synes at være på vej til at udvandes. Det melder sig ganske vist i femte generation, men lægerne myldrer ikke frem i sådanne mængder som tidligere.

»Jeg kan huske som barn, at jeg kørte med far rundt på lægebesøg«, fortæller Anne.

»I dag er det kun hunden, der gider køre med«.

Familien inspirerer

Line Gerdes Pontoppidan - femte ge-neration - er dog ikke sikker på, hvor meget unge gymnasieelever egentlig tænker over job-familie-sammenhæng, når de vælger fag.

»Man er så ung og idealistisk, når man vælger. Men de studerende, der er børn af læger, må jo se det hjemme. På studiet er der mange børn af læger«, siger hun.

For en gangs skyld, når der er tale om en Gerdes-læge, gælder det ikke hende selv. Hverken hendes forældre eller hendes farfar, som var tredje Gerdes-generation, valgte den livsbane.

Hun selv blev læge, fordi hun gerne ville have med mennesker at gøre og samtidig have en videregående uddannelse. Familiehistorien fornægter sig dog ikke helt. »Det har da sandsynligvis været en inspiration, at der var læger i familien, selv om det ikke var den allernærmeste«, siger hun.

Spørgsmålet er nu, om Gerdes-»kærlighedsgenet« stopper her, eller om det evner at formere sig videre i kommende generationer. Line Gerdes Pontoppidan er selv et eksempel på, at det ikke nødvendigvis bevæger sig i en lige blodlinje men formår at hoppe og springe rundt i det vidtforgrenede stamtræ. Uden tvivl til stor fornøjelse for gamle Guldberg.