Skip to main content

Tre læger tiltalt for snyd med dna-prøver

Politiet har tiltalt tre læger for at udnytte deres indbyrdes netværk til at forfalske dna-prøver i en faderskabssag.

10. sep. 2014
1 min.

Først gjorde lægen en kvinde gravid men ville ikke vedkende sig faderskabet til barnet.

Så han fik en lægebekendt til at give sig en lægeerklæring, så han undgik den sædvanlige dna-test i faderskabssager, som foregår på Rigshospitalets Genetiske Afdeling.

I stedet fik han prøven taget på Herlev Hospital, hvor endnu en af hans lægebekendte arbejdede, som så forfalskede dna-testen. På den måde fremstod det, som om lægen ikke var far til det pågældende barn.

I løbet af faderskabssagen blev lægen imidlertid pålagt at lade sig teste på Rigshospitalet, og her viste prøver, at han alligevel var barnets far.

Sådan beskriver MetroXpress politiets tiltale mod tre læger, der er eller tidligere har været ansat på Rigshospitalet.

"Det, der er sket, er katastrofalt. Man rokker her ved en af grundpillerne i vort samfund, nemlig tilliden til lægerne", siger retspræsident Torben Goldin til MetroXpress.

Alle tre læger nægter sig skyldige, skriver avisen.