Tuberkulosebekæmpelsen i Danmark frem til 2050

I dette nummer af Ugeskrift for Læger påpeger Lillebæk et al, at der på grund af sen diagnose af tuberkulose (TB) er problemer med smittespredningen i Danmark [1]. Effektiv behandling af TB ophæver smitte- spredning i løbet af få dage. Tidlig diagnose og behandling af sygdommen vil betyde færre smittefarlige personer og dermed færre smittede. Tidligere diagnose vil desuden give mindre invaliditet og færre dødsfald. Tidlig diagnose kræver dog, at TB oftere overvejes som differentialdiagnose, og at der anvendes adækvate diagnosemetoder, herunder at muligheden for TB i nogle tilfælde fastholdes, selv om man ikke kan påvise Mycobacterium tuberculosis ved dyrkning.

I en stationær befolkning har TB to kilder: TB på grund af smitte inden for de seneste to år og TB på grund af tidligere smitte. Tidligere smitte, f.eks. før 2009, vil hvert år levere et let faldende antal patienter med TB i mere end 30 år frem. For tiden ca. 50% af alle tilfælde.

Epidemiens udvikling hviler især på smittespredningen inden for de seneste to år, og fire faktorer er afgørende: andel af smittefarlige tilfælde, antal årligt smittede, andel af smittede, der får TB, og tid mellem smittegenerationerne. De samlede forskydninger i disse faktorer er afgørende for, om epidemien vokser eller aftager. Intet enkelt tiltag kan alene føre til »elimination af TB i Danmark før 2050« (mindre end et tilfælde af smittefarlig lunge-TB pr. år pr. 1 mio.), men flere tiltag, hver for sig med beskeden effekt, kan sammen med fortsættelse af de nuværende bekæmpelsesmetoder bringe os nærmere målet [2].

Den aktuelle bekæmpelsesstrategi skal suppleres med en meget aktiv regional indsats med opsporende funktion. En aktiv indsats udgået fra sundhedsvæsenet over for risikogrupper (personer, der har været i kontakt med en patient med TB, og evt. persongrupper, der har kendt forhøjet TB-risiko også uden en aktuel kontakt) er nødvendig for at opnå tidlig diagnose og behandling.

Undersøgelse af personer, der har været i kontakt med en person med TB (uanset om denne smitter eller ej), skal foregå ved en aktivt opsøgende indsats fra sundhedsvæsenet. Det er ikke sufficient at give tilbud til personer med kontakt til patienter med TB om at henvende sig, hvis de får/har symptomer. Det »sikrer« kun, at patienterne er smittefarlige, når/hvis de dukker op. Ved smitteopsporing kan man påvise en del af smittespredningen og enkelte TB-tilfælde tidligt. Præventiv behandling af alle smittede, der for nylig har haft kontakt med en patient med TB, kan forebygge enkelte TB-tilfælde, men ca. 100 skal behandles for at hindre 2-4 TB-tilfælde.

Bedre gennemførelse af behandling kan reducere behandlingstid og nedsætte recidivraten [3]. Tilfælde af »afbrudt behandling«, dvs. behandling, der ikke genoptages og gennemføres inden for 12 måneder, skal reduceres. Det er lægens ansvar, at behandlingen gennemføres, ikke patientens.

Den epidemiologiske udvikling kan følges ved den årlige TB-incidens. Toårs-cluster -rate er et mål for den aktuelle smittes betydning og kunne være en obligatorisk del af den årlige TB-rapport. Toårs-clus -ter-raten steg fra 1993 (42%) til 2006 (69%) blandt danskere med TB [4].

Hvis det lykkes at forbedre indsatsen væsentlig nu og igennem de næste 40 år, kan vi formentlig undgå op mod 8.000 nye tilfælde af tuberkulose i Danmark. Lykkes det ikke, kan situationen være uændret eller værre i 2050 end i 2010, og der vil være omkring 16.000 TB-tilfælde i disse 40 år.

Korrespondance: Axel Kok-Jensen, Mykobakteriologisk Afdeling, Statens Serum Institut, 2300 København S.

Interessekonflikter: Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med lederen på Ugeskriftet.dk