Turen i medie-vridemaskinen

Medierne er demokratiets salt. Det er professor i klinisk onkologi ved Århus Universitetshospital Hans von der Maase skam slet ikke uenig i, og han mener, det er sundt at blive kigget over skulderen.

Men saltet kan smage bittert. Det gjorde det især i diskussionen om stereotaktisk strålebehandling i Århus.

Forhistorien er i ekstremt grove træk, at lægerne på onkologisk afdeling gennem flere år havde ønsket sig udstyr til at udføre stereotaktisk strålebehandling. En lokal kræftpatient blev sideløbende henvist til samme behandling på Karolinska Sjukhuset. Denne patient stod herefter i spidsen for en indsamlingskomité, i øvrigt med deltagelse af Hans von der Maase, som havde det formål at skaffe midler til det relevante udstyr til Århus. Midlerne fra indsamlingen kombineret med midler fra Århus Amt gjorde det muligt at indlede de første forsøgsprotokoller.

Meddelagtighed i mord

Men så begyndte polemikken. Forløbet fik nemlig i medierne den udlægning, at lægerne på onkologisk afdeling ikke ville behandle med det nyindkøbte udstyr, men kun lave forsøg, som ikke kom den brede patientmasse til gode.

Det udviklede sig til en politisk brandvarm sag, hvor bl.a. en række politikere intervenerede meget aktivt, og det udviklede sig også til en sag med en mediedækning, som personalet på onkologisk afdeling oplevede som næsten surrealistisk. Mediedækningen blev desuden præget af personlige angreb, hvor patienten, der havde ledet indsamlingen, blandt andet beskyldte Hans von der Maase for meddelagtighed i mord, fordi denne ikke ville anvende stereotaktisk strålebehandling til patienter med meget udbredt sygdom, hvor højpræcisionsstrålebehandling selvsagt ikke er indiceret.

»Vi kunne holde møde med de mest højtråbende politikere og med de mest aktive journalister den ene dag og informere dem om, at vi faktisk behandlede alle potentielle patienter, og at dette - som det havde været planlagt fra starten af - foregik som led i en forsøgsprotokol. Vi forklarede, hvad denne gik ud på, og understregede, at ingen patienter, som overhovedet kunne have gavn af stereotaktisk strålebehandling, blev udelukket fra forsøgsprotokollen. Vi forklarede ligeledes, hvorfor patienter med udtalt dissemineret sygdom ikke ville have gavn af en meget præcis strålebehandling rettet mod et lille område i kroppen. Der var ingen tvivl om, at det, vi sagde, blev forstået. Hvorefter de gik i medierne dagen efter med det stik modsatte budskab. Mod bedre vidende. Det var højst frustrerende, fordi det så tydeligt var noget andet, det handlede om. Det var politisk populisme, og det var den gode avishistorie om den lille mand mod det store system. Historien om at det er os, der har indført stereotaktisk strålebehandling i Danmark, at vi har gjort det på en måde, som vi får international ros for, og at onkologisk afdeling i Århus nu er et af de største europæiske centre på området, er ikke nær så interessant. Lige som det er overraskende, at stereotaktisk strålebehandling har så stort fokus, når det under alle omstændigheder, uafhængigt af hvilke resultater vi vil opnå, kun vil kunne gavne en meget begrænset del af det store antal kræftpatienter, som har brug for ny og forbedret behandling,« siger Hans von der Maase.

Vi må ikke blive populistiske

Det stod fra starten klart, at onkologisk afdeling i denne sag primært skulle tegnes af ét ansigt, og Hans von der Maase var enig i, at han måtte påtage sig ansvaret.

»Det er da ikke voldsomt morsomt at blive eksponeret på den måde, fordi sådan en omgang sluger en vældig masse energi. Men det er nødvendigt, og jeg mener ikke, vi på nogen måde kunne have forebygget, at situationen opstod. Der var politisk interesse i at køre sagen op, og der var for mange gode elementer i historien, men jeg synes, vi har håndteret sagen så godt, som det overhovedet har været muligt,« siger Hans von der Maase, der klart oplevede frustrationen ved at skulle forklare indviklede størrelser, som f.eks. hvad forsøgsprotokoller egentlig er, og hvordan de fungerer på de få sekunder, der er til rådighed i en nyhedsudsendelse.

»Vi havde svært ved at trænge igennem, fordi der ofte var en skjult dagsorden, og fordi det er komplicerede størrelser at forklare i løbet af så kort tid. Men man får øvelse i at kæde sine sætninger sammen på en måde, så man har nogenlunde kontrol over, hvordan der kan klippes i dem,« siger Hans von der Maase med et smil.

Hans von der Maase er kendt for at udtale sig meget konsekvent, når det blandt andet gælder principperne om evidensbaseret medicin. Han mener, det er vigtigt at stå fast, at bevare fagligheden og gøre det i en sober tone.

»Man skal holde fast ved sin faglighed - og blive ved uden at falde for fristelsen til at angribe modparten. Så vil budskabet trænge igennem til sidst. Det er jeg i hvert fald nødt til at tro på,« siger Hans von der Maase, der mener, at sundhedsvæsenet har en klar public service-forpligtelse.

»Vi skal vise åbenhed, så offentligheden oplever tryghed. Men vores tilgang må og skal være fagligt baseret. Vi skal ikke leve ud fra en marketingstankegang. Det må aldrig blive overbudspolitik, hvor vi bliver populistiske. Der er simpelthen for meget på spil lægefagligt og -etisk,« siger han.

Det er ham en kilde til stadig undren, hvad der bliver til gode mediehistorier, og hvad der ikke gør.

»Ja, jeg synes, det er mærkeligt, at det ikke er en god historie, at en tysk læge er i stand til at trække 150.000 kroner ud af danske kræftpatienter for en behandling, der i den ene internationale undersøgelse efter den anden har vist sig ikke at virke. Det er en pudsig refleks hos nogle journalister, at de næsten per definition opfatter en læge - og helst en svensk eller tysk læge - der går enegang i modstrid med internationale ekspertgrupper og tilgængelige data, som en slags helt, der nødvendigvis må have ret,« som Hans von der Maase siger.

Eklatant eksempel på lægelig arrogance

Hans von der Maase mener så til gengæld, at det er mere end vigtigt, at man ikke gør det til noget personligt, når en lægefaglig diskussion bliver ophedet i medierne.

»Det hører med til jobbet, at man kan være nødt til at stille op i forhold til medierne og politikerne. Det skal passes. Men man skal tage vare på patienterne, og så skal man huske, at ens udtalelser ikke opfattes som ens personlige udsagn. Man vil altid blive opfattet som repræsentant for lægestanden og for sit fag. Derfor mener jeg, det er essentielt, at man sørger for at have et kollegialt fællesskab, hvor man drøfter tingene igennem og lægger en fælles strategi. Det er fornuftigt, at man bestemmer, hvem der skal udtale sig, så der er en, der har snor i tingene, og så der ikke opstår forvirring. Og det er meget vigtigt, at man har sit faglige bagland i orden, så man ikke kommer til at opleve det som en sag mellem en selv og den samlede presse,« siger Hans von der Maase, der netop mener, at han har oplevet sagen som relativt lidt belastende, fordi han har fået stor opbakning fra både kolleger og administrativt bagland.

»Men jeg finder da, at det er ubehageligt at læse, at filosoffen

Peter Kemp, som ikke kender mig, i en aviskronik kalder mig for et eklatant eksempel på lægelig arrogance. Dette begrundes med, at jeg har sagt, at vi på min afdeling behandler ud fra evidens, og at vi ikke deltager i behandlinger, som vi ikke kan stå inde for. Og det kan jeg selvfølgelig sagtens stå inde for. Men at kæde det sammen med arrogance. Jeg finder det utrolig groft at skrive sådan om nogen, man ikke kender.«

Når Hans von der Maase ikke for alvor har følt sig personligt ramt, har det klart været fordi, kritikken er kommet fra det, som han oplever som populistiske politikere og så folk, der kun kender ham fra mediernes fremstilling.

»Jeg har ikke mødt kritikken fra egne patienter. Så ville jeg være blevet utrolig ked af det, for det er det, der tæller. Det ligger mig meget på sinde, at mine patienter oplever, at de får en anstændig behandling, og at de føler sig godt taget af. Selv i de ulykkelige situationer, hvor der ikke findes yderligere aktive behandlingsmuligheder.«

Forskere bør tage ansvar

Sundhedsvæsenet, og ofte især det onkologiske felt, er interessant mediestof.

Det er en virkelighed, man som læge er nødt til at forholde sig til.

»Det er en del af mit arbejde, at jeg meget jævnligt bliver kontaktet af patienter og pårørende, som har læst om eksperimentel behandling, og som ønsker sagkyndig information. Det er en væsentlig funktion, for disse menneskers behov er naturligt og fuldstændig legitimt. Men det fylder meget i min hverdag, og det tager så ressourcer fra noget andet, herunder den kliniske hverdag på afdelingen med alle de mange af vores egne patienter som nu og her har brug for, at vi tager os af dem. Derfor kunne jeg ønske mig, at diverse forskergrupper ville være mere varsomme, når de varsler et gennembrud i kræftbehandlingen. De bør være opmærksomme på at få formidlet de relevante facts om lægemiddeludvikling, så patienter og pårørende ikke får urealistiske forventninger. Det er nogle gange næsten ubarmhjertigt, at meget syge mennesker skal præsenteres for »mirakelkuren« i avisen, hvorefter vi andre må fortælle dem, at behandlingen skal prøves af først, og at hvis den overhovedet kommer på markedet, er det tidligst om flere år. Vi er som forskere og som læger nødt til at lære at kommunikere med og via medierne, og det kan faktisk fint lade sig gøre at lave aftaler med journalister,« siger Hans von der Maase, der understreger, at belastningen i det daglige virke ikke er den viden og de oplysninger, patienter henter på Internettet og via litteratur.

»Det er helt integreret i vores daglige arbejde at forholde sig til patienternes medbragte viden, og vi finder det naturligt, at patienter søger oplysninger og stiller spørgsmål. Vi er for længst vokset fra den ensidige kommunikation. Det er mirakelhistorierne i dagspressen, der umiddelbart ligner seriøs formidling, som fylder på en til tider ukonstruktiv måde. Sammen med de historier der primært skaber mistillid.

Ikke alt skal luftes

Informationssamfundet, hvor alt principielt er til diskussion, er kommet for at blive. Det er positivt, mener kræftprofessoren. Men han mener dog stadig, at der er visse faglige diskussioner, man har ansvar for at tage internt. Simpelthen fordi det er mere ansvarligt og konstruktivt.

»Det er en svær balance, for jeg vil meget nødig tages til indtægt for den gammeldags holdning, at vi i den hvide verden er lukkede i forhold til samfundet, og at vi censurerer os selv og hinanden. Jeg mener bare, at der er mange faglige diskussioner, der er så komplicerede, at de ikke egner sig til at foregå i offentligheden, og hvor man mest af alt opnår at skræmme alvorligt syge mennesker og deres pårørende« siger Hans von der Maase.

»Er der forhold, der ikke fungerer optimalt i relation til patienterne, har vi et ansvar for at gøre noget ved det - men det betyder jo ikke, at man skal fare i pressen. Det skal primært varetages i dialog med de involverede faglige og/eller administrative instanser. Hvis det til gengæld ikke løser problemerne, må man efterfølgende overveje andre muligheder,« siger Hans von der Maase, der mener, at man som stand betragtet har et ansvar, når man udtaler sig offentligt.

»Vi har naturligvis vores ytringsfrihed som alle andre, men vi er nødt til at acceptere, at vi ikke kun udtaler os personligt. Vores udtalelser vil blive taget til indtægt for vores stand og vores fag. Så vi skylder os selv og hinanden at tænke os godt om. Primært af hensyn til patienter og deres pårørende, men også af hensyn til vore kolleger og øvrige samarbejdspartnere.«