Turnus - et evigt dilemma

Siden starten af 1990'erne har nyuddannede danske læger skullet gennemgå 18 måneders ansættelse i klassificerede turnusstillinger for at kunne opnå den såkaldte tilladelse til selvstændigt virke. Begrebet selvstændigt virke er efterhånden uden større praktisk betydning udover, at Sundhedsstyrelsen kræver, at man medsender sit selvbetalte autorisationsbevis ved ansøgning om speciallægeuddannelsesstillinger. Lægeansvaret et det samme, om man er ansat i turnus eller i stillinger efter opnåelse af selvstændigt virke. Dog indebærer tilladelse til selvstændigt virke, at man har lov til at nedsætte sig som praktiserende læge, udstede sygemeldinger og selvstændigt deltage i lægevagtordninger.

I praksis er det dog umuligt at opnå overenskomst med sygesikringen, før man er uddannet speciallæge i almen medicin.

Jus practicandi

For hundrede år siden opnåedes retten til at praktisere - jus practicandi - ved aflæggelsen af lægeløftet. Nåleøjet for at nedsætte sig i praksis bestod altså i at tilvejebringe økonomien til at erhverve sådan én.

Hospitalsvejen var prestigefyldt og yderst besværlig. I bogen »Mellem kald og kamp - Yngre læger i 100 år«, som udkommer til november, beskrives situationen for 100 år siden:

»Kongeriget havde omkring forrige århundredeskifte kun ét universitet, som udklækkede omkring 60 medicinske kandidater årligt. Flaskehalsen var turnusordningen. Der var blot 18 årlige turnuspladser på de københavnske hospitaler, der tilbød en alsidig og samlet uddannelse under vore mest ansete lægers ledelse«, som det hed. Dette misforhold førte til kødannelser.

Kandidaterne havde et massivt ønske om en mere formaliseret hospitalsvidereuddannelse, fortæller bogen. Modstanden mod en turnusordning var dog til stede i form af ytringer fra ældre læger om studietidsforlængelse, indgreb i kandidaterne personlige frihed, og sygehusejernes modstand mod at påtage sig en uddannelsesforpligtigelse.

Et andet problem for etableringen af en turnusordning var, at fakultetet og flere overlæger mente, at en turnusordning i sig selv var så givende, at den ikke kunne afvikles med løn. Det dilemma var antagelig en af grundene til dannelse af Foreningen af Yngre Læger i 1904.

I 1908 etableredes dog en turnusordning mellem foreningen og fakultetet. Først med lægelovens tilblivelse i 1934 blev det lovfæstet, at man for at opnå jus practicandi skulle have gjort 12 måneders - lønnet - hospitalstjeneste.

Basal bred uddannelse - ja tak

En gennemført turnusuddannelse har altså kun i 70 år været en formel betingelse for at praktisere. I løbet af dette par menneskealdre har ordningen undergået flere ændringer i forhold til, hvordan man søger eller tildeles de tællende stillinger.

Indholdsmæssigt gælder dog stadig princippet om, at det både er lægefagligt ønskeligt og samfundsmæssigt nødvendigt, at den nyuddannede læge har en vis basal, bred lægekunnen. Dette har da heller aldrig været udfordret, idet både lægerne og sygehusejerne - og senere de alment praktiserende læger - har været enige om nødvendigheden heraf.

Hvad der derimod har været tilbagevendende strid om, er antallet af turnuspladser og tilgængeligheden til dem. I lægeoverskudstider har foreningen skullet slås for at få stillinger nok og har til gengæld herfor været nødt til at acceptere sygehusejernes ret til at bestemme, hvor de skulle placeres. I tider med lægemangel har vi til gengæld kunnet stille krav om indhold og uddannelsesmiljø i de enkelte stillinger.

Dette er nok en forsimplet analyse, men det ændrer ikke ved, at der ikke er nogen kendte vedholdende ønsker fra lægeside om at afskaffe selve turnusordningen. De store polemikker har været interne debatter og stridigheder om, hvorvidt lodtrækningssystemet var og er den rette nøgle til fordeling af turnuspladserne.

Lodtrækning

Det er for denne forfatter ikke helt klart, hvornår lodtrækningsprincippet er indført første gang. I hvert fald har det eksisteret siden 1950'erne. I et særnummer af Stud. med er der genoptrykt to artikler om turnusordningen fra 1958, hvor to forfattere har fået til opgave at analysere henholdsvis fordele og ulemper ved den dengang nye udbudte turnusordning og dens lodtrækningssystem. Baggrunden var indførelsen af en turnusordning, hvor man kunne tilmelde sig, og så ved lodtrækning sikre sig en stilling straks efter kandidateksamen. Men kandidaterne havde også mulighed for, ved en kirurgisk og en medicinsk ansættelse, selv at sammenstykke deres turnus og efterfølgende håbe, at den blev godkendt i Sundhedsstyrelsen.

Den ene artikel argumenterer for, at lodtrækning giver eksamensro mod de forstyrrelser, som jagt efter stillinger ville medføre, samt at sygehusejernes forpligtigelse i ordningen gør, at man i tider med lægeoverskud kan sikre sig mod flaskehals på vejen fra studium til lægegerning.

Den anden argumenterer for, at man for at opnå hurtig jus practicandi sælger for dyrt ud ved at acceptere stillinger langt fra det geografisk ønskelige. Derudover anfører denne artikel, at turnuskandidater ikke ydedes løn under sygdom, i modsætning til øvrige yngre læger.

Efter 1970'ernes arbejdsløshed og gennem 1980'ernes mangel på slutstillinger blev enden omkring 1990 en enkeltstillingsklassifikation, hvor kun specifikke stillinger kunne tælle som turnus. Egen sammenstykning af løse ansættelser og efterfølgende godkendelse i Sundhedsstyrelsen måtte afskaffes, idet samtlige yngre læge-stillinger skulle bruges specifikt i videreuddannelsen til speciallæge.

Gennem 1990'erne har diskussionerne bølget om, hvorvidt denne form for blokstilling var for stiv, eller var nødvendig for at få sat speed under speciallægeuddannelsen. Den oprindelige relation til retten til at praktisere er i dag uden større praktisk betydning, og turnusdrøftelser indsnævrer sig i relationen til den generelle videreuddannelse.

Litteratur: