Turnusuddannelsen ... den kan blive meget bedre

Turnusuddannelsen har gennem årene med mellemrum været genstand for heftig debat: ventetid, fordelingsnøgle og kvalitet. Meget tyder imidlertid på, at turnus er kommet for at blive, og i de sidste par år har en gruppe arbejdet med en ny turnusmålbeskrivelse, et værktøj, som skal hæve standarden og med baggrund i Speciallægekommissionens 7 kompetencer hæve niveauet af »kundskaber« blandt yngre læger efter endt turnus. I Gruppen af Yngste Læger (GYL) har vi været med på sidelinjen og fulgt arbejdet samt vurderet og kommenteret resultatet, som nu har været til høring. Desværre er vores anbefalinger ikke blevet taget til efterretning.

GYL har ved FAYL's såvel som ved DADL's repræsentantskabsmøder udtrykt bekymring over ændringen i ansættelsesvarighed i turnus, hvor man med den nye bekendtgørelse åbner op for ansættelser af ned til 3 mdr.s varighed. Årsagen til denne ændring er prognoser om »store årgange«, der i de kommende år vil betyde øget ventetid på turnus, et begreb, som har været på vej i glemmebogen. Vores bekymring bunder i de lægekulturmæssige problemer, som vi er vidner til rundt om på landets afdelinger. Som ung læge vil vi de første mange år leve et »sigøjnerliv« med mange korte ansættelser. Tremåneders ansættelser vil ikke give os tid til at vænne os til arbejdspladsen til gensidig tilfredshed og nytte. Det tager typisk 1-2 måneder, før man kan begynde at »producere« og få de små succesoplevelser, som er vigtige, når man skaber det første fundament til en faglig identitet.

Socialt set giver korte ansættelser ligeledes bagslag. Med baggrund i lægekulturdebatten finder vi det ikke acceptabelt med så korte ansættelser. Det vil ikke virke motiverende for engagementet i afdelingen, og accepten af turnuskandidaten som en ligeværdig kollega vil vanskeliggøres, når turnus reduceres til et kort »klinisk ophold«.

Turnuslæger er ikke fyld

Argumentet med, at ventetiden til turnus vil stige, er let at forstå, hvis man ser på de nuværende antal afdelinger og antallet af turnuslæger sammenholdt med antallet af turnuslæger om nogle få år. Spørgsmålet er dog, om regnestykket skal gøres så enkelt! Mange steder er afdelinger med turnuslæger særdeles travle, og en stor del af turnuslægens tid går med vagtarbejde. Dette har en vis uddannelsesmæssig værdi, hvis den udnyttes optimalt. Det er dog sjældent tilfældet, og pga. travlhed bliver der ofte slækket på supervisionen. Hvis man erkender, at lægeuddannelsen i høj grad er baseret på mesterlæreprincippet, er ovenstående skæmmende for fremtiden. Derfor mener vi, at mange af de nuværende turnusafdelinger kan rumme flere turnuskandidater, og inddragelsen af »nye specialer« kan minimeres. En opnormering af turnusafdelingerne vil give mulighed for, at turnuslægen kan få mere dagtid med stuegang, ambulatorium, operationer etc. Dette vel at mærke superviseret, da der vil blive frigivet tid til, at seniore kolleger kan påtage sig denne opgave.

Økonomisk er denne løsning på kort sigt dyrere, da turnuslægen ikke vil gå ind og fylde ud i »forsømte forvagtslag«. På længere sigt tror vi dog, at pengene er givet godt ud. Det gælder fremtidens læger ... og dermed fremtidens patienter.

Den nye turnusbekendtgørelse, som åbner op for de korte ansættelser, er nu accepteret af DADL, og spørgsmålet er om løbet er kørt? Er det tilfældet, gælder det selvfølgelig om at få det bedste ud af det. Her er det de regionale råd for videreuddannelse, som vil bære et stort ansvar for, at antallet af korte ansættelser minimeres. Ligeledes skal det hver gang overvejes, om afdelingen kan opfylde målbeskrivelsens krav til en turnusuddannelse.

Brug målbeskrivelsen som et værktøj!

Positivt er det at læse den nye turnusmålbeskrivelse, som i omfang og indhold er et kvantespring i forhold til den gamle kittellommemodel, som absolut var uden større visioner for, hvad man kan nå på 1 år. Eksempelvis rummede punktet »behandlingsprocedurer«, som turnuslægen »så vidt muligt skulle lære« i almen praksis: »Antikonceptionel vejledning, inkl. oplæggelse af spiral og måltagning til pessar m.m., øreskylning, vaccinationer, vortebehandling og udfærdigelse af diverse attester«. En tynd kop te. Den nye målbeskrivelse, som bygger på opnåelse af kompetencer, rummer en tjekliste, hvor både den uddannelsessøgende og den uddannelsesgivende læge skal signere og kontrasignere, når kompetencen er opnået. Nu er et stykke papir imidlertid ikke saliggørende i sig selv. Arbejdet og ansvaret ligger ude på afdelingerne og i særdeleshed hos den enkelte turnuslæge. Ingen skal forvente at »få« en uddannelse, den skal »tages«, og med den ny målbeskrivelse i hånden er turnuslægen godt rustet til, at det skal lykkes. Medansvarlige er afdelingerne, som har turnuslæger ansat. Her ligger der en stor opgave i at gennemarbejde de nuværende uddannelsesprogrammer, så de afspejler den nye målbeskrivelse. Denne proces må ikke forhales. Uddannelsesmiljøet prioriteres højt, og uddannelse skal opfattes som produktion på lige fod med operationer og ambulatoriekonsultationer, hvis målet skal nås.

Og hvordan kommer vi videre?

Vi har i GYL gjort os nogle tanker om, hvad der skal til, for at uddannelse bringes i fokus, og »kandidaten« modnes til en læge »med ret til selvstændigt virke«.

Hvad er de 7 kompetencer?

Medicinsk ekspert
Kommunikator
Samarbejder
Leder/administrator
Sundhedsfremmer
Akademiker
Professionel

Midler til opnåelse af kompetencerne

Mesterlære hedder nu »Supervision«, men rummer de samme elementer. Enhver klinisk situation kan udnyttes uddannelsesmæssigt, og det er vigtigt, at tingene sættes i system. Stuegang, som er omdrejningspunktet på medicinske afdelinger, bør i videst muligt omfang ledes af yngste læge med en senior kollega ved siden. Vi skal væk fra situationen, hvor den ældre læge tager den unge med på stuegang. Uddannelsesudbyttet er klart højere ved den omvendte situation.

Vejleder/turnuslægerelationen skal vægtes højt for at opnå kontinuitet i uddannelsesforløbet. Her er det vagtplanlæggerens opgave at optimere antallet af vagter, de to har sammen. Vejlederrollen skal tages alvorligt, og vejlederen skal være ordentligt rustet til at påtage sig opgaven. Dette kan eventuelt ske ved forud at have deltaget i pædagogiske kurser. Et økonomisk tillæg kan overvejes til vejlederen. Her åbner Ny Løn nogle muligheder.

Forvagt/bagvagtrelationen skal tages op til vurdering på de enkelte afdelinger. Mange steder fungerer alt vel. Men hvis en ny ung turnuslæge får fornemmelse af, at det er et succeskriterium for en overstået vagt, at bagvagten ikke har været kaldt, mener jeg, at vi er ude på et skråplan. Bagvagten bør gøre det klart for turnuslægen, at han/hun først bliver sur, hvis der ikke bliver ringet ved tvivlstilfælde! ... og det er selvfølgelig tilladt at tænke sig om først.

De fleste steder går turnuslægerne rundt uden personlige »kaldere«. Hvis alle har en sådan, gøres det lettere at udnytte de kliniske situationer, som o pstår i hverdagens arbejde.

Flere steder har man indført »feedbackkort«, hvor den seniore læge efter gennemgang på en patient udfylder et kort til reservelægen, hvor der kommenteres på journaludformning, udredning, planlægning, ordinationer osv. Dette system optimerer uddannelsesværdien af forvagtens arbejde.

Uddannelse er således meget mere end undervisning på skolebænken. »Returndays«, hvor turnuslægerne mødes og gennemgår større emner, kan sammen med det daglige arbejde give et bredt fagligt fundament.

Ovenstående skal opfattes som inspiration til turnuslæger og uddannelsesansvarlige. Det vigtige er, at vi gør os klart, at uddannelse ikke er en størrelse, der opstår af sig selv. Rammerne skal skabes og indarbejdes i de daglige procedurer.

Evaluering

For at sikre turnusuddannelsens kvalitet, findes der et evalueringssystem. Som situationen er nu, foregår det typisk ved intro-, justerings- og afslutningssamtalen, som holdes med vejlederen. Desuden udfyldes til slut et evalueringsskema, hvor afdelingen evalueres på introduktions- og uddannelsesprogram, vejleder, arbejdstilrettelæggelse og øvrige forhold, herunder afdelingens samlede uddannelsesindsats. Værdien af disse evalueringer er svingende. Flere afdelinger har fået advarsler grundet gentagne dårlige evalueringer. Men jeg er ikke bekendt med, at nogen afdeling nogen sinde har fået frataget retten til at uddanne turnuskandidater.

I stedet for denne pisk kan evalueringer bruges som en gulerod til at skaffe afdelingerne midler og ansøgere til introstillinger.

Vi mener, evalueringssystemet, som det er nu, er for stift. En løbende evaluering af daglige kliniske situationer vil smidiggøre systemet for forandringer. Således kan de superviserede situationer efterfølgende evalueres, og turnuslægen kan rette på fejl og mangler, inden de bliver indgroede vaner.

Del erfaringer!

Til sidst skal der lyde en opfordring til alle, der arbejder med uddannelse, om at dele erfaringerne med hinanden. Kun på denne måde kan vi hæve niveauet. Vi skal som turnuslæger være bevidste omkring hvilke krav, vi har på uddannelse. Men ansvaret ligger i høj grad hos os selv. Vi skal bruge den nye målbeskrivelse som et uddannelsesværktøj, og lever afdelingerne ikke op til deres ansvar, skal de gøres opmærksom på det inden slutevalueringen.

Så .... opråb til alle landets turnusafdelinger: Støv de gamle uddannelsesplaner af og lad os bringe fokus på uddannelsen. Husk du selv kan risikere at blive patient en dag!