Skip to main content

Tvillingefødsel i blitzlys

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk

14. jan. 2011
3 min.

05.10 Telefonen ringer. Jeg har ikke sovet mange timer efter at have hentet en datter fra en gymnasiefest kl. 01.30. Det er jordemoderen, som er blevet kontaktet af vores patient og har mistanke om, at fødslen er i fuld gang. Jeg kontakter de andre på holdet og skynder mig af sted. Jeg har min private bolig på Rigshospitalets område. Rigshospitalet har de seneste dage været konstant overvåget af medierne. Ved alle indgange sidder der folk i biler med motoren i tomgang for at holde varmen. Jeg vælger at bruge en underjordisk adgang derfra, hvor jeg bor.

05.40 Holdet samles på fødeafdelingen. Vores patient er undervejs. Normalt tager jeg mig ikke af, hvem der tager hvilke billeder. Men lige præcis denne patient, som ankommer i mere eller mindre fuld fødsel, skal helst ikke fotograferes i en sårbar situation. Så jeg er ret opmærksom på, hvordan patienten kan komme forbi de mange telelinser og ind på hospitalet på en diskret måde. Hospitalet er som en rævehule med mange indgange, så det lykkes. Jeg har i hvert fald ikke set billeder af vores patient, der ankommer.

06.15 Vi havde håbet, at fødslen stille og roligt ville gå i gang over nogle timer. Men patienten er midt i fødslen, da hun ankommer. Vi får hende kørt ind på en fødestue, hvor de andre deltagere er kommet. Patienten kender alle på holdet, og medlemmerne på holdet har arbejdet sammen i mange år, alle er spændte og håber på et godt fødselsforløb.

10.30 Tvilling A bliver født - en fin dreng. Normalt er risikoen lav ved en tredjegangsfødsel, men ved en tvillingefødsel er der altid flere risici. Rollefordelingen på stuen er helt veldefineret, alle er fokuserede - det er fødsel af tvilling B, der kan blive en udfordring.

10.56 Barn nr. 2 - en pige - bliver født i samme fine stand som den første.

11.15 Mor og børn har det godt. Kronprinsen er gået ud for at informere hoffets medarbejdere om de veloverståede fødsler. Kort efter går han ned for at holde sin traditionelle pressebriefing, og traditionen tro går en del af holdet med ned for at bakke op og supplere. Det er en let opgave, når alt er gået så fint. Det ville unægtelig være sværere at skulle fortælle et presseopbud, at der var indtrådt den ene eller den anden komplikation. Der er sikkert nogle af mine kolleger, som på grund af tvillingegraviditeten havde set en fødsel ved kejsersnit i krystalkuglen. Men sådan blev det ikke, og det glæder mig.

13.00 Vores patient er kommet fra fødestuen over på barselstuen. Der er en lind strøm af besøgende, og vi andre hilser pænt på. Det er lørdag, og arbejdsdagen er egentlig slut.

14.00 Jeg holder kontakt med fødegangen, der efter en rolig formiddag begynder at være hektisk, men alt er under kontrol.

15.00 Læser nogle af de glade sms-beskeder og mail med lykønskninger fra nær og fjern.

16.00 Vi drikker kaffe, og folk begynder så småt at takke af.

17.00 Jeg er så træt, at det næsten er pinligt. Jeg har det som efter en lang eksamen, og øjenlågene bliver ved at falde i. Kollegerne synes, jeg skal gå hjem og åbne en rigtig god flaske rødvin, for i de seneste uger har vi skullet være klar døgnet rundt og kunne ikke drikke alkohol.

18.00 Jeg er hjemme og så mentalt udkørt, at jeg overhovedet ikke skal drikke så meget som et glas vin. Snakker med min kone og børnene og med andre familiemedlemmer i telefonen. Klokken er vist ikke engang 22.00, før jeg går i seng og sover til op ad søndag formiddag.