Type 2-diabetes: Behandlingen skyder med spredehagl

Jo før man opdager type 2-diabetes jo bedre. Både for patienten og for samfundsøkonomien. Sygdommen koster hver dag det danske samfund 86 millioner kroner i omregnede udgifter, og type 2-diabetes er i eksplosiv vækst. Hvert år kommer der over 20.000 nye tilfælde, og tallet stiger med 5% hvert år. Der findes over 240.000 med sygdommen i Danmark i dag, og en fremskrivning viser, at der vil være dobbelt så mange om bare ti år. Dertil kommer alle de uregistrerede, som man regner med, der er lige så mange af.

Men kurven kan knækkes, siger professor i endokrinologi Henning Beck-Nielsen. Han er også bestyrelsesformand i Dansk Center for Strategisk Forskning i Type 2 Diabetes, DD2, på Odense Universitetshospital. DD2 er et nystartet femårigt nationalt projekt, der skal forbedre behandlingen af type 2-diabetes-patienter i Danmark - og erfaringerne skal naturligvis også gerne komme udlandet til gode.

»Danmark er blandt verdens førende lande i diabetesforskningen - men trods det må vi erkende, at behandlingen af den enkelte kunne være meget bedre«, siger Henning Beck-Nielsen.

Som det er nu, fejl- eller overmedicineres en meget stor del af type 2-diabetes-patienterne, de lever 12 år kortere end gennemsnitsdanskeren og har som regel en stærkt forringet livskvalitet på grund af komplikationer til sygdommen. Mange får sår på fødderne, problemer med synet og tænderne, og de har alle forøget risiko for hjerte-kar-sygdomme.

Individuel behandling

Type 2-diabetikerne behandles i alt for høj grad efter nogle standardiserede behandlingsmønstre, der ikke rammer den enkelte patient godt nok. Den forskning, der ligger til grund for behandlingen af type 2-diabetes i dag, tager afsæt i undersøgelser foretaget på meget store grupper. Det er godt til at vise overordnede behandlingsmuligheder, men rammer slet ikke den enkelte godt nok, forklarer Henning Beck-Nielsen.

»Hvis vi tilbyder en bedre behandling tidligt, reducerer vi også patienternes komplikationer og mindsker på den måde resursebehovet. Det er jo meget dyrere at behandle de patienter, man først finder på hjerte- eller øjenafdelingen«, siger han.

Det traditionelle behandlingsforløb tager afsæt i Sundhedsstyrelsens guidelines fra 2005. Her tages der udgangspunkt i stratificeringsmodellen, der deler patienter op i tre grupper: de kun lidt syge, de syge og de meget syge. Men det kan være et problem, mener bl.a. Diabetesforeningen. For når der prioriteres efter den model, starter behandlingen først, når patienten er meget syg. Resurserne bør i lige så høj grad bruges på tidlig opsporing af diabetes, da man kun på den måde kan nå at forebygge de alvorlige følgesygdomme og undgå de tunge sygdomsforløb. Hvis den praktiserende læge tidligt i forløbet får etableret et godt samarbejde med specialisten, kan sparre med ham om patienten og også er i løbende kontakt med de kommunale tilbud om for eksempel rygestop, diætist og motion, er muligheden for at behandle individuelt og korrekt til stede.

»Vi har gode data, der viser, at hvis man har diabetes og motionerer, så forebygger det komplikationer og stabiliserer blodsukkeret. Motion er simpelthen et lægemiddel, når man har diabetes«, siger overlæge Bente Klarlund, der også er tilknyttet DD2.

»Det springende punkt er, at når man nu ved det, hvorfor motionerer alle med diabetes så ikke? Det er den hurdle, vi skal overvinde nu«.

I DD2-regi vil man undersøge, hvilken effekt motionsformen intervalgang har på diabetes. Den kommer fra Japan og er en kombination af almindelig gang og gang i meget højt tempo. Det er en motionsform, der kan dyrkes af de allerfleste, og DD2-folkene har forventninger om, at det vil give gode resultater.

Læs mere på www.dd2.nu

De ti knaster

En ekspertgruppe har netop udsendt en hvidbog, der redegør for de ti vigtigste punkter til en forbedring af type 2-diabetes-behandlingen. Hvidbogen er også et oplæg til konferencen, Diabetestinget, der holdes i København den 13. september.

1.Der mangler de rigtige værktøjer til at motivere patienterne.

2.Der mangler dataindsamling, så der kan laves kvalitetssikring for behandlingen både i almen praksis og på sygehusene.

3.Der skal forskes i sekundær forebyggelse og ske en adfærdsændring hos patienterne.

4.Der skal etableres fælles it-værktøjer, som fx på sundhed.dk med åbne patientjournaler.

5.Der skal gøres op med en for rigid stratificeringstankegang. Der ønskes en effektiv shared care-model, hvor der »deles viden - ikke patienter«.

6.Der mangler fælles minimale faglige standarder for hele landet.

7.Obligatorisk opportunistisk screening/opsporing af uerkendt diabetes anbefales.

8.Sammenhængende patientforløb skal fungere i den virkelige verden.

9.De sociale og etniske skævheder i patientbilledet skal afdækkes.

10.Al den gode forskning skal anvendes i praksis. Der skal skabes grundlag for tværsektoriel kompetenceudvikling, best practice og læring.