Skip to main content

Tyske læger må gerne få store gaver

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

31. aug. 2012
1 min.

Læger med egen praksis er ikke korrupte, når de modtager gaver i form af kontanter, computere, ferier eller udstyr til en værdi under 10.000 euro (74.500 kr.).

Ifølge Forbundsdomstolen i Karlsruhe, som er Tysklands Højesteret, kan en lægemiddelvirksomhed ikke straffes for at betale selvstændige læger for at udskrive deres medicin. Og ligeledes må lægerne gerne tage imod pengene uden at risikere en straffesag, fremgår det af dommen.

Domsafgørelsen kan få betydning for 124.000 af de 342.000 læger, som arbejder i Tyskland, og som selvstændige har kontrakt med det offentlige sundhedsvæsen.

Sagen vedrører en sælger fra et større tysk lægemiddelfirma, som udbetalte 5 pct. kommission til læger, som arbejdede for det offentlige sundhedsvæsen. Officielt var der tale om honorarer for præsentationer ved faglige seminarer, som bare aldrig fandt sted. Det fik en lavere retsinstans til at idømme salgsrepræsentanten en bøde for bestikkelse.

Dommen blev appelleret til Forbundsdomstolen, som omstødte den. Dommerne lagde til grund, at lægerne hverken er tjenestemænd eller repræsenterede en statslig institution og derfor ikke kan sigtes for »bestikkelse af tjenestemand«.

Og da lægerne heller ikke er ansat hos eller repræsenterer en kommerciel virksomhed, kunne de heller ikke dømmes efter bestemmelserne om kommerciel bestikkelse.