En uventet drejning
Mens Christina Jacobsen og det meste af Danmark holdt weekend, blev Peter Madsen fundet og bragt ind til personundersøgelse på Retspatologisk Afdeling, mistænkt og anholdt for drab.
»Jeg var derhjemme og fulgte med på sidelinjen i eftersøgningen af Kim Wall, der blev intensiveret i dagene efter. Jeg håbede selvfølgelig på, at hun blev fundet i live, men jeg vidste også, at hvis hun var død og efterfølgende smidt i havet, ville hun komme op på et tidspunkt. Derfor var det egentlig det, jeg gik og ventede på«, fortæller Christina Jacobsen.
Ti dage senere den 21. august sidst på eftermiddagen blev forvagten på Retspatologisk Afdeling ringet op af Københavns Politi, der fortalte, at der var fundet en torso i vandkanten på sydvestsiden af Amager.
»Da vi så torsoen, stod det hurtigt klart, at sagen havde taget en uventet drejning. Vi har et par sager om året, hvor lig er blevet parteret, og vi oplever ofte voldsomme skader i forbindelse med for eksempel togpåkørsler. Så det er ikke usædvanligt at få en torso eller dele af en krop ind til ligsyn. Det usædvanlige var den måde, torsoen så ud på«.
Christina Jacobsen holder en pause og ser ud ad vinduet. Som retsmediciner har hun gennemført flere hundrede ligsyn. Men det, hun så i ligsynslokalet den eftermiddag, adskilte sig fra alt andet, hun tidligere havde set.
»Det, der gjorde det specielt, var metalgenstandene, der var fæstnet rundt om torsoen, og at der var nogle atypiske skader, som vi ikke plejer at se. Jeg kunne jo godt se, at det ikke var en, der var forulykket og faldet i vandet. Det var påført med vilje«.
Synet af torsoen fik både politiet og retsmedicinerne til at antage, at der var en stor sandsynlighed for, at det kunne være den savnede svenske journalist.
»Vi har nogle helt særlige procedurer, vi følger, når vi foretager et ligsyn. Vi registrerer, hvilket køn det er, og vi ser på, og om der er nogle særlige kendetegn som for eksempel tatoveringer eller operationsar, der kan hjælpe med identificeringen. Derudover ser vi på, om der er tilsmudsninger og tegn på vold eller sygdom«, fortæller Christina Jacobsen.
Meget på spil
Ligsynet varede en times tid, hvorefter det blev besluttet, at der skulle laves en obduktion af liget dagen efter.
»En obduktion er jo i sig selv destruktiv, så det er langt sværere at rekonstruere noget bagud end at få fat i alting fra start af. Derfor begyndte vi hurtigt at tænke meget strategisk i forhold til, hvilke spor der skulle sikres, og hvilke trin vi skulle tage først, så vi ikke kom til at ødelægge noget, vi skulle bruge bagefter«.
På grund af sagens omstændigheder og den påbegyndte forrådnelse var Christina Jacobsen klar over, at hun sandsynligvis stod over for en af de største udfordringer nogensinde som retsmediciner.
»Fagligt var der meget på spil. Politiet skulle have styr på alt det efterforskningsmæssige. Kriminalteknikerne skulle tænke på sporsikring, og vi som retsmedicinere skulle kombinere begge dele og komme med vores input i forhold til det retspatologiske. Derfor var det vigtigt, at vi var ekstremt systematiske, så der ikke gik bevismateriale tabt«, fortæller Christina Jacobsen.
Ved obduktionen næste dag blev der blandt andet taget DNA-prøver og udtaget vævsprøver, som kunne bruges til senere undersøgelser. Christina Jacobsen og obducenten noterede efterfølgende i obduktionserklæringen, at der var påført adskillige stik på torsoens forside og omkring de ydre kønsorganer. Det blev også noteret, at de efter alt at dømme var påført på forskellige tidspunkter før, omkring eller efter dødens indtræden.
»Torsoen bar præg af forrådnelsesforandringer, og meget af blodet var skyllet væk, fordi den havde ligget så længe i vand, så det var ikke nogen nem opgave for os. Meget talte for, at der kunne være tale om et drab. Men som retsmediciner vil man altid helst foretage en hel obduktion. Det gør udtalelserne meget mere sikre, end hvis man kun har en enkelt kropsdel«, siger Christina Jacobsen.
Følelserne blev lukket ned
I obduktionsrummet på Frederik V’s vej på Østerbro blev der arbejdet stille og koncentreret. Men uden for murene glødede nyhedsmedierne med telegrammer om den fundne torso.
Interessen og bevågenheden fra offentligheden var ekstrem. Hele verden fulgte med i den opsigtsvækkende sag, og pressen havde i flere dage givet detaljerede beskrivelser af Kim Wall og hendes liv – både som privatperson, som datter af to fortvivlede forældre og som dedikeret journalist og eventyrer.
»Det var jo en forfærdelig sag. Gyselig. Selvfølgelig var jeg ikke upåvirket. Men i situationen var jeg udelukkende fokuseret på at gøre mit arbejde bedst muligt. Jeg blev nødt til at abstrahere fra personen og de pårørende for at kunne være hundrede procent professionel«, fortæller Christina Jacobsen.
Hun vidste, at hun ikke ville kunne udføre sit arbejde, hvis hun begyndte at tænke på de pårørende og de lidelser, som offeret kunne have gennemlevet i timerne op til sin død. Derfor lod Christina Jacobsen være med at læse, hvad pressen skrev, og undgik at diskutere sagen med andre end sine nærmeste kolleger.
»Jeg blev nødt til at blokere alle følelser ud og kanalisere al min energi i at fokusere på obduktionen og erklæringerne, som var af afgørende betydning for politiets bevismateriale«, siger Christina Jacobsen.
Surrealistisk
Få dage senere lå svaret på DNA-prøverne på skrivebordet.
»Det kom ikke bag på mig, at det var Kim Wall. Jeg registrerede det blot og gik bare og ventede på, at de andre kropsdele ville blive fundet«, fortæller Christina Jacobsen.
Hun nåede at vente i to uger, før politiet gjorde nye fund. Den 7. oktober fandt man Kim Walls hoved og begge ben i Køge Bugt. Kropsdelene blev bragt ind til Retsmedicinsk Institut, og endnu engang var det Christina Jacobsen, der stod i spidsen for obduktionen, der denne gang varede det meste af aftenen og natten.
»Da vi fik hovedet, kunne vi med sikkerhed sige, at der ikke var nogen læsioner, der kunne modsvare at have fået en luge i hovedet. Derudover kunne vi konstatere, at der var nogle misfarvninger i huden på kinderne og omkring munden, som var atypiske, og som muligvis kunne være opstået som aftryk fra en genstand«, fortæller Christina Jacobsen.
Det, der var startet som en opsigtvækkende nyhed to måneder tidligere, havde på kort tid udviklet sig til en sag, der var langt mere grusom og perfid, end Christina Jacobsen havde fantasi til.
»Sagsomstændighederne var meget, meget usædvanlige og surrealistiske. Ingen kunne jo forestille sig, at sådan noget kunne foregå i vores lille Danmark. At en journalist går ned i en ubåd og ikke kommer op levende. Det sker bare ikke her«, siger Christina Jacobsen.
Puslespillet
I den efterfølgende periode mellem obduktionen af Kim Walls hoved og retssagen mod ubådskaptajn Peter Madsen fandt politiet sammen med forsvarets dykkere begge Kim Walls arme, der med en uges mellemrum blev bragt ind til Retsmedicinsk Institut.
»Det var som et puslespil, der blev stykket sammen brik for brik. Og netop det langtrukne forløb gjorde, at sagen kom til at overgå alt, hvad jeg tidligere havde oplevet som retsmediciner«.
Som supervisor og ansvarlig for erklæringerne var Christina Jacobsen med til alle obduktionerne, og i de mange uger, der gik forud for retssagen, brugte hun og de tre involverede obducenter en stor del af deres vågne tid på at beskæftige sig med at få alle detaljer endevendt og nedfældet i en 300 sider lang samling af erklæringer.
»Netop fordi denne her sag var så usædvanlig, var det vigtigt for mig og vores statsobducent, at de erklæringer, der kom ud af huset, repræsenterede tolkninger og konklusioner, som vi var nået frem til i fællesskab på afdelingen. Derfor havde jeg undervejs mange drøftelser med den anden overlæge og de tre involverede obducenter på afdelingen samt vores nuværende og den tidligere statsobducent«, fortæller hun.
Nogle af de spørgsmål, som Christina Jacobsen og hende kolleger var usikre på undervejs, var blandt andet, hvilke læsioner der var opstået, mens offeret var i live, og hvilke der var opstået efter dødens indtræden:
»Vi skulle jo hele tiden tage højde for, at der var udtalte forrådnelsesforandringer, og at meget blod var skyllet væk. På den måde var det vanskeligt at afgøre. Men vi fik blandt andet hjælp fra noget af det væv, der blev taget ud til mikroskopisk undersøgelse. Og her kunne vi se, at en del af læsionerne, på grund af blodudtrædningerne, formentlig var opstået omkring dødens indtræden«.
Retssagen
For Christina Jacobsen kulminerede det godt syv måneder lange forløb, da hun skulle afgive sin vidneforklaring på tredjedagen af retssagen mod Peter Madsen i Københavns Byret den 22. marts i år.
Kl. 9.50 satte Christina Jacobsen sig i vidneskranken. Retslokalet var spækket med mennesker. Men Kim Walls forældre var der ikke.
»Det vidste jeg på forhånd, og det var fint. Både for dem og for mig. Jeg skulle jo sige det, jeg vidste, uanset hvem der sad i retssagen. Det havde ikke været muligt for mig at tage hensyn til dem«.
Under vidneafhøringen forklarede Christina Jacobsen, at det sjældent er muligt at konstatere dødsårsagen med 100 procents sikkerhed, men at Kim Wall muligvis kunne være død som følge af halsoverskæring eller ydre spærring, og at obduktionerne viste, at hun blev udsat for vold før, under eller kort tid efter dødens indtræden. Christina Jacobsen forklarede også, at det ikke var muligt at fastslå, om Kim Wall kunne være død af kulilteforgiftning på grund af udstødningsgasser i ubåden, men at der ikke var forbrændinger, som man ville have forventet på grund af de formentlig stigende temperaturer i ubåden, hvis der havde været udstødningsgasser.
Anklageren stillede Christina Jacobsen spørgsmål i halvanden time. Derefter var der et kvarters pause, og så var det forsvarerens tur til at stille spørgsmål.
»Det var meget intenst. Jeg forsøgte at svare fyldestgørende på de spørgsmål, jeg blev stillet, uden at give anledning til, at der kunne opstå større tvivl. Som retsmediciner må jeg ikke være forudindtaget. Min opgave er at være objektiv og berette, hvad jeg har fundet, hvordan fundene er blevet fortolket, og hvilken evidens der ligger til grund herfor. Hvis ikke man er objektiv, ville det i et retssamfund have forfærdelige konsekvenser«, siger Christina Jacobsen.
Hvad tænkte du, da det var overstået?
»Der var jeg lettet. Jeg følte, at det var gået godt, og at jeg havde svaret så godt, jeg kunne, på alle spørgsmålene. Jeg havde en del overvejelser omkring, hvordan jeg ville have det, hvis sagen faldt ud til Peter Madsens fordel. Men der måtte jeg holde fast i min neutralitet, og at min opgave ikke var at løfte bevisbyrden. Min opgave var objektivt at fremlægge, hvad vi havde fundet«.
Sagens afslutning
Alligevel kunne Christina Jacobsen ikke give slip, mens hun ventede på, at afgørelsen skulle falde.
»Der kom nogle personlige efterdønninger, da retssagen var overstået. På det tidspunkt vidste jeg ikke, om Peter Madsen ville anke dommen, og om jeg ville blive kaldt ind som vidne igen. Jeg brugte derfor meget tid på at tænke over, om jeg skulle gå tilbage og se, om der var noget, jeg havde overset«, fortæller hun.
En måned senere den 25. april blev Peter Madsen fundet skyldig i drab, usømmelig omgang med lig og seksuel mishandling af Kim Wall, og han blev af en enig domsmandsret idømt fængsel på livstid.
Dommen blev anket. Men kun i forhold til strafudmålingen. Og dermed har Christina Jacobsen nu fået sat et punktum for sagen.
»Sagen er for mit vedkommende afsluttet, og jeg føler efterhånden, at jeg har fået det hele vendt og landet. Men når nogen spørger mig om sagen, kommer jeg meget hurtigt ned i rillen igen, så længere væk er det ikke. Det har fyldt meget«.
Det lange forløb har bekræftet Christina Jacobsen i, at man som retsmediciner må være åben over for alle scenarier og bruge sin faglighed og fantasi til at forestille sig, hvordan det, man ser, kan være foregået. Men at det udviklede sig, som det gjorde, kunne hun aldrig i sin vildeste fantasi have forestillet sig:
»Det overgik enhver forstand. Og det er jo fordi, man støder på sin forestillingsevnes grænser. De fleste af os i Danmark lever et privilegeret liv, men til tider oplever vi som retsmedicinere sager, hvor personer er blevet udsat for former for vold, som man har vanskeligt ved at forestille sig, blandt andet fordi den form for vold er så grænseoverskridende. Det skal man tage højde for, når man som retsmediciner står i situationen: at tingene måske er mere komplekse end det, man umiddelbart forestiller sig«.
