Ud med erhvervsevnen - ind med arbejdsevnen

I artiklen »Førtidspensionisters udnyttelse af resterhvervsevnen« dokumenteres det, at erhvervsevnevurdering, som i en årrække har været kernebegrebet i førtidspensionstilkendelser, ikke har haft noget reelt indhold (1). Tilkendelse af førtidspension tager udgangspunkt i varig nedsættelse af erhvervsevnen med halvdelen, to tredjedele eller med så stor en del, at den resterende erhvervsevne kun er ubetydelig. Det er tanken, at den tilbageblevne resterhvervsevne skal udnyttes på arbejdsmarkedet og dermed supplere den tilkendte pension. Men resterhvervsevnen bliver stort set aldrig udnyttet til arbejdsindtægt. I de få tilfælde, hvor resterhvervsevnen udnyttes, viser det sig, at de, som får de højeste førtidspensioner og dermed forventes at have mindst resterhvervsevne, har den højeste sandsynlighed for at udnytte resterhvervsevnen til lønindtægt. Det er første gang denne manglende sammenhæng mellem resterhvervsevnen og den faktiske udnyttelse så klart er dokumenteret, selv om de, der til dagligt har arbejdet med førtidspensionstilkendelse og -forhøjelser, har haft en klar fornemmelse af denne sammenhæng.

Det har ofte været vanskeligt at forklare den teoretiske erhvervsevnenedsættelse og de forskellige grader af førtidspension for ansøgere og involverede læger. Da det i dagligt arbejde er vanskeligt at beskrive og måle erhvervsevnenedsættelse, er der snarere end egentlig gennemskuelige begrundelser lagt vægt på »praksis«. Praksis er bl.a. koordineret ved løbende udsendelse af Sociale Meddelelser fra Ankestyrelsen, men området har også været præget af holdninger, der har medført geografiske variationer af pensionstilkendelser (2). Førtidspensionsområdet har inden for de sidste par år været under pres fra flere forskellige sider, herunder Højesteret, ligesom lægers inddragen har været genstand for overvejelser (3).

Imidlertid er de vanskelige overvejelser om størrelse af førtidspension og resterhvervsevne forældede, idet der per 1. januar 2003 indføres en ny førtidspensionslov (4), der kun indeholder én ydelse på dagpengeniveau. Det forudsættes, at evnen til at arbejde på normale vilkår eller i fleksjob stort set er opbrugt, inden der kan tilkendes pension. Samtidig erstattes erhvervsevnebegrebet med arbejdsevnebegrebet, primært for ved signalværdi at rette fokus på borgerens ressourcer frem for de evner, borgeren ikke længere besidder. Til belysning af arbejdsevnen er indført en lovpligtig metode, som skal anvendes til at beskrive, udvikle og vurdere arbejdsevnen (5).

Som en væsentlig del af arbejdsevnemetoden nedprioriteres det lægelige i forhold til det socialfaglige, idet det i bemærkninger til lovforslaget anføres, at erhvervsevnekriteriet har betydet, at det lægelige invaliditetsbegreb har domineret ved pensionsbedømmelsen. I fremtiden vil lægefaglige forklaringer ved arbejdsevnevurderingen blive et delelement blandt en række sociale og arbejdsmarkedsfaglige forklarende faktorer.

Indførelse af en mere gennemskuelig førtidspensionstilkendelse, fokusering på personens evner frem for begrænsninger, vægt på rummelighed på arbejdsmarkedet og styrkelse af retssikkerheden kan naturligvis kun ses som et fremskridt.

Men ud over det positive menneskesyn rummer lovændringen naturligvis også en nyttefilosofi - flere på arbejdsmarkedet, færre på offentlig/passiv forsørgelse. Ændringen vil givetvis få betydning for lægernes samarbejde med patienter og offentlige myndigheder. Alene det at skulle forholde sig til patientens ressourcer frem for indskrænkninger (sygdomme) kan være en udfordring. I en del sager kan det være hensigtsmæssigt at stoppe »diagnosejagten«, herunder indhentning af talrige lægelige oplysninger og vurderinger, hvis der resterer et socialt eller forsørgelsesmæssigt problem, som retteligt bør løses af de sociale instanser. Men samarbejde med læger og indhentelse af oplysninger og vurderinger vil fortsat være en væsentlig faktor - og i en række sager altafgørende.

Rigtigt brugt vil den nye førtidspensionslov og indførelse af arbejdsevnemetoden være et bidrag til at bedre samarbejdet mellem læger og socialvæsen ved at klargøre henholdsvis lægers og sociale myndigheders videns- og ansvarsområder.

Lovændringen gælder kun for nye pensionister, så i adskillige år vil vi have fornøjelse af både den gamle og den nye lov. Og der er ikke tvivl om, at indførelsen vil kræve meget af alle involverede, inden man finder frem til en praksis. Og mon ikke der også i fremtiden vil være behov for »korrigerende« lovændringer?