Uddannelsen i almen medicin - hvorfra og hvorhen?

I disse dage udstedes de første speciallægeautorisationer efter den nye almenmedicinske uddannelse. Lægerne vil høre til blandt de længst og bedst uddannede almen praktiserede læger i verden - måske de bedste? Dette er glædeligt, ikke blot for patienterne i almen praksis, men også for resten af sundhedsvæsenet. En veluddannet og velfungerede primærsektor har en veldokumenteret positiv indflydelse på hele sundhedsvæsenets behandlingsresultater [1].

Uddannelsen til alment praktiserende læge i Danmark har de sidste 32 år gennemgået en meget positiv udvikling. I 1976 bliver 12 måneders ansættelse i almen praksis obligatorisk for nye praktiserende læger, og i 1982 indføres »60-måneders- uddannelsen«, hvor kravet til hospitalsansættelse udvides. Året efter indføres praksisreservelægeordningen. For at styrke uddannelsens kvalitet begynder man i 1990 at ansætte almenmedicinske uddannelseskoordinatorer i amterne, og det bliver starten på et stærkt landdækkende uddannelsesnetværk. I 1991 bliver praksisansættelsen en obligatorisk del af turnusuddannelsen for alle læger, og turnusuddannelsen bliver i den forbindelse udvidet til 18 måneder.

Specialeanerkendelsen opnås i 1994, og næste store fremskridt er den nye specialelægeuddannelse i almen medicin, der starter i 2003: uddannelsen består nu af to års ansættelse i almen praksis, to år på udvalgte hospitalsafdelinger samt en række generelle og specialespecifikke kurser, herunder forskningstræning.

Uddannelsen har været - og bliver stadig - båret frem af et velkvalificeret og dynamisk landsdækkende netværk af almenmedicinske uddannelseskoordinatorer, kursusledere og først og fremmest af en stor stab af engagerede tutorlæger.

Uddannelsesforløb i almen praksis er i publikationer vurderet til at være værdifuldt for såvel kommende almenpraktiserende læger som for læger, der ender i andre specialer [2]. Uddannelseslæge og tutorlæge kommer i almen praksis til at kende hinanden godt. Det giver ikke blot et godt udgangspunkt for læring, men også for karrierevejledning. Det er vigtigt, at tutorlægerne er bevidste om deres rolle og bistår yngre kollegaer i karrierevalg, som beskrevet i dette nummer af Ugeskriftet. Tutorlæger i almen praksis har givetvis en rigtig god og bred tilgang til den vigtige sparring med unge læger angående karrierevalget.

I det aktuelle nummer af Ugeskriftet er der samlet en bred vifte af artikler om uddannelse, bl.a. om feedback, karrierevejledning, kurser, klinikophold, forskningstræning samt uddannelsesforskning - og det er vigtigt, at vi i almen medicin også henter inspiration uden for vort eget speciale - som f.eks. fra denne vidensbank. Omvendt mener vi, at også almen medicin har noget at bidrage med til andre specialer - vi vil her bl.a. pege på brugen af elektronisk portefølje/logbog. Mon ikke alle specialer får den elektroniske »Lægens Uddannelsebog« som lovet på et tidspunkt?

Blandt fremtidens udfordringer ser vi skabelsen af en inspektorordning i almen praksis. En ordning, der i lighed med hospitalernes inspektorordning [3], kan facilitere erfaringsudveksling og understøtte et godt læringsmiljø. Vi skal sikre, at uddannelsesforholdene beskrives, evalueres og underkastes regulær forskning - kun på den måde kan vi sikre en fortsat udvikling af uddannelsen. Vi vil også gerne måle vores uddannelse op mod de bedste i udlandet og op mod de andre gode danske speciallægeuddannelser.

En anden udfordring bliver en revision af fagets målbeskrivelse på basis af egne og internationale erfaringer. Målbeskrivelsen er central for uddannelsen, og man bør bestandigt tilstræbe, at den giver en så præcis som mulig beskrivelse af det nødvendige læringsudkomme. Ændret epidemiologi og nye opgaver i almen praksis gør allerede nu en justering af målbeskrivelsen nødvendig. Speciallægeuddannelsen skal gerne fortsætte i livslang læring, og næste trin må være at få lavet en efteruddannelsesmålbeskrivelse, der bygger oven på speciallægeuddannelsen. Det bør sikres, at alle praktiserende læger bevarer og fortsat udvikler den nyuddannede praktiserende læges kompetenceniveau. Dette er ét af principperne i Dansk Selskab for Almen Medicins og Praktiserende Lægers Organisations forslag om systematisk efteruddannelse for praktiserende læger.

En tredje udforing bliver at introducere nye læringsmetoder som for eksempel brug af færdighedslaboratorier til træning af nødvendige kompetencer, som det er vanskeligt at opnå i klinikken [4].

Vi håber, at almen medicin formår at bevare initiativet i en fortsat positiv udvikling.

Korrespondance: Niels Kristian Kjær, Lægehuset V. Sottrup, Lindevej 18, DK-6400 Sønderborg. E-mail: niels.kjaer@dadlnet.dk

Interessekonflikter: Ingen