Skip to main content

Uddannelsespris til akutmodtagelse i Esbjerg

Sundhedsstyrelsens uddannelsespris går i år til Akutmodtagelsen ved Sydvestjysk Sygehus. Den anden pris – ”højdespringerprisen” – går til Ortopædkirurgisk afdeling på OUH.

Sundhedsstyrerlsens uddannelsespris 2015 går til akutmodtagelsen i Esbjerg. Foto: Region Syddanmark
Sundhedsstyrerlsens uddannelsespris 2015 går til akutmodtagelsen i Esbjerg. Foto: Region Syddanmark
17. mar. 2015
2 min.

Sundhedsstyrelsens uddannelsespris går i år til Akutmodtagelsen ved Sydvestjysk Sygehus. Den anden pris – ”højdespringerprisen” – går til Ortopædkirurgisk afdeling på OUH.

Afdelingen er valgt på baggrund af en rapport fra Sundhedsstyrelsens inspektorer, der er et korps af speciallæger, udpeget af de lægevidenskabelige selskaber.

Uddelingen finder hvert år sted på Inspektorordningens årsmøde. Akutmodtagelsen ved Sydvestjysk Sygehus, der modtager årets hovedpris, har fået det højst mulige antal point ved alle temaer. Lægerne fra Inspektorordningen tager rundt og besøger landets uddannelsesafdelinger for at kvalitetssikre og udvikle de yngre lægers videreuddannelse. Inspektorerne vurderer afdelingerne på 16 temaer og giver dem scores mellem 1 og 4.

”Det er en meget flot præstation og det er kun anden gang, det ses i ordningens historie”, sagde chefen for Sundhedsstyrelsens Enhed for Uddannelse og Autorisation, overlæge Birte Obel, ved overrækkelsen.

”Det er samtidig glædeligt, at det kan lade sig gøre at levere så god uddannelse inden for det akutte område, hvor der er sket meget store strukturelle og organisatoriske ændringer de senere år – så det har ikke nødvendigvis været let at nå så langt og så flot, som afdelingen er nået”, sagde hun.

Det er samtidig glædeligt, at det kan lade sig gøre at levere så god uddannelse inden for det akutte område, hvor der er sket meget store strukturelle og organisatoriske ændringer de senere år. Chef for Sundhedsstyrelsens Enhed for Uddannelse og Autorisation, overlæge Birte Obel

I deres rapport fra afdelingen fremhæver inspektorerne, at afdelingen giver god mulighed for at spørge en erfaren kollega til råds og fremhæver, at akutmodtagelsen på Sydvestjysk Sygehus bør være inspirationskilde for resten af landet, da drift og uddannelse her går op i en højere enhed.

Sundhedsstyrelsens anden uddannelsespris, den såkaldte højdespringerpris, går i år til Ortopædkirurgisk afdeling ved Odense Universitetshospital. Afdelingen har flyttet sig fra en gennemsnitsscore i 2008 på 2,2 til et gennemsnit på 3,6 i 2014.

Læs også: FAM i Esbjerg scorer helt i top