Udokumenterede migranter i sundhedsvæsenet er en alvorlig udfordring

Adgang til sundhedsvæsenet er ifølge internationale konventioner en menneskeret. I praksis er der på tværs af lande og befolkningsgrupper store forskelle i, hvad denne rettighed indebærer. En særlig udsat gruppe er udokumenterede migranter, hvis formelle status afviger fra den, der gælder for andre. Det er også tilfældet i Danmark, som det fremgår af en statusartikel i dette nummer af Ugeskrift for Læger [1]. I artiklen redegøres der for den uklare lovgivning vedrørende adgang til sundhedsydelser for personer uden gyldig opholdstilladelse, og der gives gode råd til sundhedspersonalet, som skal håndtere disse regler.

Problemstillingen er ikke alene et dansk fænomen, men er genstand for international opmærksomhed på grund af negative konsekvenser for såvel migranter som sundhedspersonale. European Union Agency for Fundamental Rights påviste i en analyse af ti lande i EU store forskelle, hvad angår både formelle rettigheder og praksis samt i mange tilfælde betydelig diskrepans mellem lovgivning og praksis [2]. Især fremhæves manglende viden om rettigheder blandt både migranter og personale, angst for politianmeldelse hos migranterne, fri individuel fortolkning af reglerne hos myndigheder og sundhedspersonale, omkostninger for migranterne og uklare procedurer vedrørende betaling. Konsekvensen er dårlig kvalitet og manglende kontinuitet i behandlingen. Danske undersøgelser [3, 4] blandt udokumenterede migranter og sundhedspersonale viser ligeledes frygt, manglende viden og dårlige netværk som barrierer, og selvmedicinering, lån af sygesikringskort samt forsinket eller manglende behandling som konsekvens. Interview med praktiserende læger viser usikkerhed om håndtering af henvendelser og problemer ved henvisninger, mens situationen for skadestuepersonalet er enklere i lyset af retten til akut behandling [1]. Også her kan der dog opstå vanskeligheder på grund af tvivl om akutbegrebet og som følge af manglende dokumentation af personlige og helbredsmæssige oplysninger og dermed følgende kontinuitetsbrud - oven i de generelle sproglige og kulturelle barrierer. I internationale undersøgelser [5] har man dokumenteret problemer for gravide med uønsket graviditet, manglende prænatal indsats, børneundersøgelser og vaccinationer, forsinket behandling af kronisk sygdom og særlige vanskeligheder ved diagnostik og behandling af psykiske lidelser og stress. Helbredsproblemer hos en i forvejen udsat befolkningsgruppe kan dermed uden rettidig indsats udvikle sig til alvorlige, uoprettelige og livstruende tilstande.

Aabenhus & Hallas kan med deres artikel [1] afhjælpe noget af den usikkerhed, som mange i sundhedsvæsenet oplever, når de møder udokumenterede migranter, men artiklen afspejler, at situationen i Danmark fortsat er meget uklar vedrørende konkret fortolkning af deres sundhedsrettigheder. Det efterlader både sundhedsvæsen og migranter i en vanskelig situation, som næppe er i overensstemmelse med internationale konventioner om retten til sundhed. Danmark er ikke alene, hvad dette angår, men adskillige andre lande i Europa giver bedre vilkår i form af mere åben adgang til det etablerede sundhedsvæsen og særlige sundhedsklinikker. Den nye klinik for udokumenterede migranter i København er et skridt i den rigtige retning. Den kan ikke løse alle problemer, men den kan være en hjælp for nogle og medvirke til at dokumentere udækkede sundhedsbehov blandt udokumenterede migranter.

Aabenhus & Hallas' artikel og klinikken vidner om, at danske politikere og sundhedsmyndigheder har undladt at løse svære problemer for sundhedspersonalet og for migranterne. Der er behov for klarere lovgivning og deraf følgende entydige centrale og lokale udmeldinger til professionelle og migranter samt sikring af adgangsveje til en kvalificeret sundhedsmæssig indsats. Intet tyder på, at det vil påvirke migrantstrømmen; her spiller andre forhold den afgørende rolle. Men det vil afbøde de værste sundhedsmæssige konsekvenser og reducere sundhedspersonalets usikkerhed og frustration i mødet med »de uønskede«.

KORRESPONDANCE: Allan Krasnik, Center for Etnicitet, Migration og Sundhed, Afdeling for Sundhedstjenesteforskning, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, Øster Farimagsgade 5, 1353 København K. E-mail: alk@sund.ku.dk

INTERESSEKONFLIKTER: ingen