Skip to main content

Udskældt Storm åbner udskældt Sundhedshus

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

21. jan. 2013
2 min.

»Hun tør nok ikke komme«, lød det blandt de helsingoranere, der var mødt frem, da Region Hovedstadens formand, Vibeke Storm Rasmussen (S), i sidste uge skulle indvie Helsingørs nye Sundhedshus.

Ugen forinden var hun udeblevet fra et borgermøde, hvor 400 af byens borgere fik luft for deres harme over regionsrådets lynlukning af Helsingør Hospital.

Men den stærkt udskældte regionsrådsformand mødte op og klippede da også behørigt snoren over.

Vreden i Helsingør skyldes, at åbningen af Sundhedshuset er den direkte anledning til, at kommunens 62.000 indbyggere ikke længere har en lægevagtskonsultation. Hvis en borger i sundbyen har brug for at se vagtlægen, foregår det fremover i Hillerød.

Når Nordsjællands største by overhovedet er kommet i en situation, hvor der ikke findes en lægevagt inden for kommunegrænsen, kan man takke regionsrådet i Region Hovedstaden for det, siger de praktiserende lægers formand i regionen, Birgitte Alling Møller.

Sådan spiller klaveret ikke

Regionen ønsker en lægevagt med adresse i det lille sundhedshus, som også skal rumme en uvisiteret, sygeplejerskebetjent akutklinik. Det har de praktiserende læger afvist, fordi de ikke mener, at de er fagligt rustede til at håndtere akut opståede situationer med alvorligt syge patienter.

For at berolige gemytterne har Region Hovedstaden besluttet, at der skal være en skadestuelæge til stede i akutklinikkens åbningstid hver dag fra 7-22.

Det har fået Birgitte Alling Møller til at skrive til den lægelige koncerndirektør, Svend Hartling, og påpege, at hvis regionen bemander akutklinikken med læger, ser de praktiserende læger ingen problemer i at have lægevagten liggende ved siden af akutklinikken.

Men »sådan spiller klaveret ikke«, siger Svend Hartling:

»Når de praktiserende læger ikke vil sidde der i de få situationer, hvor der måtte være behov for det, kan de ikke bagefter komme og sige, at nu vil de gerne alligevel. Så skal vi i princippet betale både deres honorar og akutlægen«, siger han til Ugeskriftet.dk.

Det undrer Birgitte Alling Møller: »Når vi ikke er der, vil de gerne bemande akutklinikken«, siger hun. »Men hvis lægevagten flytter ind, vil de ikke. For mig ser det ud til at handle om principper og ikke om at få tingene til at fungere. For hvis de kan have læger i akutklinikken, når vi ikke er der - hvorfor kan de så ikke være der, hvis vi er der?«, siger Birgitte Alling Møller.