Skip to main content

Udvalg: Gymnasiedukse bliver ikke nødvendigvis gode læger

Regeringens Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser anbefaler, at karakterer droppes som eneste adgangskrav på bl.a. medicinstudiet. Er det nødvendigt at prioritere blandt for mange ansøgere, må kravet være på maksimalt 7, lyder det.

Foto: Wikipedia.
Foto: Wikipedia.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

29. jan. 2015
3 min.

UG-piger og -drenge med tårnhøje karakterer bliver ikke nødvendigvis de bedste læger.

Det mener regeringens Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser - normalt blot Kvalitetsudvalget - som er barslet med en diger rapport om udfordringerne i uddannelsessystemet.

Udvalget kommer også med en række anbefalinger, som vil få betydning for medicinstudiet, hvis de vedtages.

Først og fremmest anbefaler udvalget, at karakterkrav droppes som eneste saliggørende parameter på bl.a. medicinstudiet.

Det er ikke "givet, at en ansøger til medicinstudiet med et meget højt karaktergennemsnit fra gymnasiet scorer lige så højt på de øvrige kompetencer, der også er behov for, hvis man skal blive en god læge", skriver udvalget i sin rapport.

Så de dygtige fra gymnasiet skal spredes.

"Det er samfundsmæssigt uholdbart, at de studerende, som har klaret sig bedst i gymnasiet, sammenklumpes i hjørner af uddannelsessystemet", som der står.

Drop karakterkravene

Udvalget anbefaler derfor, at optagelsessystemet til de videregående uddannelser skal reformeres. Nærmere betegnet ved at de forskellige institutioner skal "fastsætte fagligt begrundede uddannelsesspecifikke adgangskrav" med det mål, at "karaktergennemsnittet som eneste optagelsesgrundlag på sigt (kan) afskaffes".

Det skal dog stadig være muligt at bruge karakterer fra gymnasiet som en rettesnor, hvis der - som typisk på medicin - er for mange ansøgere til antallet af pladser.

Her skal det efter udvalgets menng simpelt hen besluttes, at "uddannelserne maksimalt kan have karakteren 7 som adgangskrav".

Medicinstudiet i København er et af de studier, der har det allerhøjeste adgangskrav i dag, nemlig 11,2, som det fremgår af udvalgets analyserapport.

Derimod har Syddansk Universitet i Odense en anden tilgang, hvor halvdelen af de studerende optages via kvote 2. Her er det ikke - kun - karaktererne, der er vigtige, men nok så meget en personlig samtale, som afgør, om ansøgeren bliver optaget eller ej. I Odense har systemet med et stort kvote 2 optag betydet lavere frafald.

Ros fra Lægeforeningen

Lægeforeningen har tidligere rost Kvalitetsudvalgets arbejde - bl.a. i de mellemrapporter, der er udkommet, mens udvalget har arbejdet - og det samme gælder den endelige rapport.

”At være en dygtig læge handler også om evnen til at tage afsæt i patienten, Man skal også kunne navigere og prioritere i en travl hverdag og kunne samarbejde på tværs af faggrupper. Derfor har sundhedsvæsenet brug for læger med forskellig profil og brede kompetencer", siger Mads Skipper, formand for Lægeforeningens Udvalg for Uddannelse og Forskning, i en udtalelse på læger.dk.

"Derfor er det godt med bredere optagelseskriterier, som tager flere facetter med, men som selvfølgelig også tager højde for, at den boglige kompetence er i orden”, siger han.