Ulykkesregistrering i sygehusregi

Da antallet af trafikdræbte i 1971 toppede i Danmark med 1.213 dødsfald, var trafikskaderne meget nærværende. Derfor iværksatte overlæge dr.med. Erik L. Nordentoft ved skadestuen i Odense systematisk dataindsamling vedrørende trafikskader. I 1976 blev registreringen udvidet til at omfatte alle ulykkestyper. UlykkesAnalyseGruppen (UAG), der formelt blev godkendt af Odense Universitet og Fyns Amts Sygehusvæsen i maj 1977, blev resultatet af denne indsats. Efter nogle omtumlede år blev UAG i 1994 institutionaliseret som en del af den ortopædkirurgiske afdeling ved Odense Universitetshospital. På opfordring fra UAG har 25-års-jubilæet givet anledning til ugens videnskabelige tema i Ugeskriftet.

European Home- and Leisure Accident Surveillance System (EHLASS)-projektet, der påbegyndtes i slutningen af 1980'erne i EU-regi, indebar registrering ved skadestuer i 12 EU-lande af oplysninger om hjemme- og fritidsulykker. Henning Bay-Nielsen kombinerede som dansk projektleder denne dataindsamling med data vedrørende trafik- og arbejdsskader i det såkaldte 5-by-projekt, hvor skadestuerne i Herlev, Glostrup, Frederikssund, Randers og Esbjerg deltog. Dette udviklede sig til Ulykkesregisteret, fra 1997 i Sundhedsstyrelsen og fra 1999 i Statens Institut for Folkesundhed.

Parallelt med denne udvikling arbejdedes der i regi af Nordisk Medicinalstatistisk Komité (NOMESKO), bl.a. med udgangspunkt i UAG's klassifikationer, med udvikling af den Nordiske Ulykkesklassifikation (1), som nu er obligatorisk i flere nordiske lande ved indberetning af skadestuebesøg og indlæggelser, der er relateret til ulykker. Klassifikationen giver mulighed for systematisk registrering af data vedrørende kontaktårsag, skadesmekanisme, aktivitet på ulykkestidspunktet, trafikulykker, arbejdsulykker, produkter, voldsepisoder m.m. Sammen med ICD-diagnosekoder er klassifikationen i høj grad dækkende for beskrivelse af ulykkesomstændigheder.

Ønsket om at opbygge sygehusbaserede registre på grundlag af en gennemarbejdet klassifikation var baseret på en erkendelse af, at kun systematisk, vedvarende og standardiseret dataindsamling giver et godt grundlag for den epidemiologiske metode (beskrivende og analytisk), der anvendes i forbindelse med ulykkesanalyse, samt en erkendelse af, at det mest retvisende billede af ulykkers og personskaders art og omfang opnås ved registrering i sygehusregi. Årsagen er, at kun en brøkdel af de personskader som følge af trafikulykker, der behandles på landets skadestuer, er kendte i den officielle ulykkesregistrering (2). Denne diskrepans kan blive større, såfremt Danmarks Statistik begrundet i besparelser reducerer indsatsen for tilvejebringelse af oplysninger om personskader i trafikken. Samtidig er skadestueregistrering den eneste kilde til systematiske data vedrørende hjemme- og fritidsulykker. Skadestueregistrering er således et godt grundlag for prioritering af forebyggelsesindsatser og -midler.

Sygehusbaserede ulykkesdata er blevet publiceret og anvendt i mange sammenhænge, men registrering og præsentation af data har ikke mening alene. Først når der foretages en analyse af data og på grundlag heraf opstilles hypoteser om ulykkesårsager og påvises årsagssammenhænge samt efterfølgende påpeges muligheder for iværksættelse af konkrete forebyggende initiativer, får indsatsen fuld mening. Her hører sygehusvæsenets opgave normalt op, og andre må tage over, idet sygehusvæsenet dog fortsat bør bistå med monitorering.

Et godt samarbejde mellem »registerejerne« og »registerbrugerne« er derfor nødvendigt. Eksempler herpå er anvendelse af oplysninger fra UAG i forbindelse med »sort plet-bekæmpelse«, Sundhedsstyrelsens indsats for forebyggelse af fyrværkeriskader, Havarikommissionen, der er nedsat af Trafikministeriet, og Forbrugerstyrelsens brug af data om produktrelaterede ulykker. Ulykkesforebyggelse adskiller sig ikke principielt fra »kvalitetscirklen«, der anvendes i kvalitetssikring. Ulykkesanalyse- og forebyggelse kan derfor opfattes som kvalitetssikring af den enkeltes hverdag, idet vi alle er potentielle ofre for ulykker og deres følger.

Fra 1971 til 2001 faldt antallet af dræbte i trafikken i Danmark fra 1.213 per år til 431 per år på trods af øget trafik. Også inden for andre ulykkestyper er antallet af skader og deres alvorlighed faldet. Dette skyldes en systematisk indsats fra mange sider. Sygehusvæsenet har bidraget til denne indsats, og den bør fortsætte, både fordi antallet af tilskadekomne stadig er stort, og fordi ulykker kan forebygges og principielt elimineres. Mere end 50 % af leveårstabet for de 10-24-årige skyldes ulykker, med en klar overvægt af trafikulykker. Samfundet kan samtidig opnå en betydelig gevinst, idet der kan vindes ressourcer til gavn for anden sygdomsbehandling/sociale behov i stedet for at behandle følgerne efter skader.

Hvor der i pionerfasen ofte var problemer med at skaffe økonomi til systemudvikling, registrering og analysearbejdet i sygehusregi, er aktiviteten nu højt prioriteret og anses for en nødvendig opgave. Hovedopgaven fremover er at bevare interessen for den ulykkesforebyggende indsats, der konkurrerer med den behandlende indsats, og at udvikle mulighederne for samfundets udnyttelse af den store viden, der ved ulykkesregistrering er oparbejdet i sundhedsvæsenet.