Skip to main content

USA: Kvinde død af resistent infektion

Under langvarig nærkontakt med indiske hospitaler efter et lårbensbrud udviklede pådrog en amerikansk kvinde sig en totalt resistent bakteriel infektion.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

18. jan. 2017
2 min.

En amerikansk kvinde døde i efteråret af en multiresistent infektion med en bakterie, der ikke kunne behandles med noget kendt antibiotikum. Det oplyses nu af det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention (CDC).

Kvinden, som var i 70’erne, var blevet indlagt i august 2016 med tegn på sepsis. Infektionen skyldtes en carbapenem-resistent tarmbakterie (CRE), som var resistent over for alle de antibiotika, der er til rådighed i det amerikanske sundhedsvæsen. Hun døde, efter at den svære infektion havde medført septisk shock.

Hjem fra Indien

Da den specifikke CRE, Klebsiella pneumoniae, var identificeret, var patienten blevet isoleret. Hun var kort forinden kommet hjem fra Indien, hvor hun i to år havde været ind og ud af hospitaler efter et brud af lårbensknoglen. Her havde hun udviklet en knogleinfektion.

På baggrund af den historie blev en bakterieprøve blev sendt til undersøgelse hos CDC. Her blev det konstateret, at resistensen skyldtes enzymet New Delhi metallo-beta-lactamase (NDM).

Enzymet blev først konstateret i 2008, i et Klebsiella pneumoniae-isolat fra en svensk patient af indisk herkomst. Siden er det fundet i bakterier i Indien, Pakistan, England, USA, Canada og Japan.

Det er oftest Gram-negative bakterier som Escherichia coli og Klebsiella pneumoniae, der producerer NDM-enzymet, men generne for NDM kan sprede sig horisontalt fra én bakteriestamme til en anden.

CDC: Tjek forhistorie

CDC udpegede i 2013 CRE som ”en umiddelbar trussel mod folkesundheden, der kræver en øjeblikkelig og aggressiv indsats”.

CRE-bakterier er ifølge CDC årsag til 9.000 infektioner og 600 dødsfald årligt. De fleste resistente CRE-infektioner kan stadig behandles med et eller flere antibiotika. Men hos den ældre kvinde var bakterierne ifølge CDC modstandsdygtige over for alle de antibiotikatyper, som er godkendt af de amerikanske myndigheder.

Der var tale om et meget sjældent tilfælde, tilføjer CDC. Men lange hospitalsophold, især i Indien, og eksponering for forskellige typer antibiotika, øger sandsynligheden for at udvikle en resistent bakteriel infektion.

Det får CDC til at understrege, at hospitaler ved indlæggelse altid bør forhøre sig om patientens eventuelle kontakt med andre landes sundhedsvæsen, især i egne med hyppig forekomst af CRE.