Skip to main content

V-regeringen vil genindføre 30-dages garanti

Regeringsgrundlaget vil genindføre 30-dages garantien for udredning og behandling. ”Det giver ikke faglig mening”, siger Lægeforeningens formand, som dog roser andre af regeringens hensigtserklæringer

Foto_ Colourbox
Foto_ Colourbox

Klaus Larsen kll@dadl.dk

29. jun. 2015
3 min.

Ret til hurtig udredning og behandling. En ”Kræftplan IV” og en målrettet indsats for ældre medicinske patienter.

Det er tre hjørnestene i den sundhedspolitik, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i weekenden præsenterede som en del af sit regeringsgrundlag.

Den fjerde hjørnesten i sundhedspolitikken er ældreområdet, og det nye ministerium har da også fået navnet Sundheds- og Ældreministeriet.

Kræftplan IV

Ifølge regeringsgrundlaget skal en patient, der ikke kan blive udredt på et offentligt sygehus inden for 30 dage, have mulighed for at søge ”hele eller dele af udredningen” på private hospitaler og klinikker.

Desuden skal alle patienter uanset betalingsevne have ret til at vælge hurtig behandling, når ventetiden på offentlige sygehuse overstiger 30 dage. Udrednings- og behandlingsgarantien skal gælde for borgere med såvel somatiske som psykiatriske lidelser.

På kræftområdet vil regeringen fremlægge en kræftplan IV, som skal sikre kræftpatienter ”den bedst mulige behandling, hele vejen fra familielægen til specialisten på sygehuset”.

Desuden vil regeringen arbejde for at udbrede patientansvarlige læger i sundhedsvæsenet. Først for kræftpatienter og siden ”til flere dele af vores sundhedsvæsen”.

De ældre

For de ældre medicinske patienter skal der sættes ind for at mindske antallet af unødige indlæggelser og patienter på gangene. I den forbindelse ser regeringsgrundlaget kommunernes økonomiske incitament til at hjemtage færdigbehandlede patienter som et ”centralt instrument til at skærpe kommunernes prioritering af området”.

Samlingen af sundheds- og ældreområdet i ét ministerium skal understøtte indsatsen for ”mere sammenhængende indsatser i forhold til forebyggelses-, rehabiliterings- og plejeområdet”, hedder det.

Ifølge regeringsgrundlaget vil regeringen ”ikke gennemføre ny brugerbetaling på sundhedsområdet i denne valgperiode”, og afslutningsvist lover regeringen, at den sidst på sommeren vil gøre status på sundhedsområdet og tage stilling til, hvilke områder der særligt skal prioriteres.

”I lyset af denne status vil regeringen umiddelbart efter sommerferien indbyde Danske Regioner til drøftelse af de økonomiske rammer for regionerne i 2016, således at regionerne kan have afsluttet budgetlægningen senest 15. oktober 2015”, står der i regeringsgrundlaget.

Garanti ”giver ikke faglig mening”

Lægeforeningen roser regeringen for at afsætte flere penge til sundhedsområdet, for løfternme om at gøre mere for at skabe sammenhæng for de ældre medicinske patienter samt for løftet om at udbrede ordningen med patientansvarlig læge.

Derimod er der smæk til løftet om at genindføre behandlingsgarantien. For når regeringen vil genindføre en behandlingsgaranti på 30 dage frem for nu to måneder, kan det muligvis lyde som et fremskridt. Men ifølge Andreas Rudkjøbing er der tale om det stik modsatte:

”Den giver ikke faglig mening, modsat to-måneders-fristen, som er fleksibel og sikrer, at de mest alvorlige lidelser skal behandles før andre og dermed frigiver den ressourcer til patienter med sygdomme, som privathospitalerne ikke har tilbud til”, siger lægeformanden.

Venstres regeringsgrundlag ”Sammen for fremtiden” (pdf):

Læs mere: Det mener Lægeforeningen (link)