Vaccination mod mæslinger skal opprioriteres

Det var Peter L. Panum, der efter en epidemi på -Færøerne i 1844 påviste både mæslingesygdommens store smitsomhed og den efterfølgende solide immunitet mod sygdommen. Smitsomheden er fortsat formidabel. På vores afdeling gik en pårørende til en -anden patient blot forbi en dør, der stod på klem til en stue med en patient, der var hjemkommet fra troperne med feber og udslæt. Dette var nok til, at han blev smittet og efterfølgende startede en lille epidemi i København.

Imod smitsomheden er immuniteten omvendt vores sikreste værn mod mæslinger. Vaccinen - en -levende svækket virusvaccine - der herhjemme anvendes i mæslinger, fåresyge og røde hunde (MFR)-programmet, udryddede næsten forekomsten af mæslinger straks efter indførelsen i 1987. Medvirkende til det gode resultat er det forhold, at mæslingevirus er immunologisk monotypisk. De hæmaglutininepitoper, som vaccinen immuniserer imod, er konstante overalt på kloden og igennem alle år. Mutationer i -virusgenomet og genetiske undertyper påvirker ikke vaccineeffekten [1].

Et problem med MFR-vaccinen er til gengæld, at den er levende og derfor noget reaktogen. Feber evt. også med udslæt eller parotitis ses ofte og har givet grobund for fejlagtige associationer til alvorlige bivirkninger, sågar også til autisme. Selvom dette endegyldigt er videnskabeligt manet i jorden, fravælger ca. 10% af børnefamilierne fortsat vaccinationen, hvorfor der årligt tilkommer 5.000-6.000 nye sygdomsmodtagelige indbyggere i Danmark.

Et andet vaccineproblem er det modsatte: forekomsten af vaccinesvigt hos 3-5% af de vaccinerede, et fænomen, der også kendes for de fleste andre vacciner. Dels forekommer der primært manglende anslag især hos børn, der er blevet vaccineret før 12-måneders-alderen, og dels forekommer der sekundært svigt 10-20 år senere, hvilket øger den befolkningspool, som mæslingevirus kan boltre sig i. Der forskes aktivt i de immunologiske mekanismer, der bevirker, at vaccinen ikke slår an, men foreløbig uden at der er opnået anvendelige resultater, ud over at to vaccinedoser, som man f.eks. i Danmark giver i 15-måneders- og 4-års-alderen, forbedrer respons [2].

Globalt er man nået langt i WHO's plan for udryddelse af sygdommen. Antallet af mæslingedødsfald er på blot ti år faldet fra 1 mio. til nu ca. 150.000 pr. år, men elimination har endnu lange udsigter. Det er lykkedes i Amerika, men selv i Europa, hvor målet var udryddelse inden 2010, er der fortsat udbrud, og forekomsten i Afrika og Asien vil i mange år fremover medføre import af virus [3]. Kasuistikken om et mæslingetilfælde hos en tiårig dreng i dette nummer af Ugeskrift for Læger understreger to vigtige problemer for udryddelse af sygdommen [4]. Det ene er, at mange læger - og forældre - ikke længere (gen)-kender sygdommen, og ikke husker at et ud af 1.000 tilfælde medfører encefalitis, samt at måske en tredjedel af alle får komplicerende bakterielle infektioner som otitis media og pneumoni, bl.a. betinget af den forbigående immunsuppression, som mæslingesygdommen også medfører. Det andet problem er det føromtalte vaccinesvigt, der især ses efter kun en -vaccination.

Der er ikke udsigt til nye, bedre vacciner, så her og nu er der kun en vej frem: Vaccinationsdækningen skal øges fra de nuværende 90% til over 95% ved at motivere de endnu tvivlende forældre. Dels for at beskytte deres egne børn mod de nævnte mulige komplikationer, dels for at bidrage til immunitet i hele den danske børneflok, således at infektionen ikke får fodfæste og ny udbredelse. Et yderligere argument er, at vaccinen muligvis har en såkaldt uspecifik immunologisk effekt, der kan reducere forekomsten eller dødeligheden også af andre sygdomme [5]. På den samme baggrund er der netop nu i Danmark påbegyndt en stor undersøgelse af, om også bacille Calmette-Guérin -vaccination har en tilsvarende uspecifik, immunologisk effekt.

KORRESPONDANCE: Peter Skinhøj , Klinik for Infektionsmedicin og Reumatologi, Rigshospitalet. E-mail: peter.skinhoej@regionh.dk

INTERESSEKONFLIKTER: ingen