Vægtkontrol og fysisk aktivitet - betydning for udviklingen af kræftsygdomme

I dagene 13.-20. februar 2002 var en international ekspertgruppe under ledelse af W.C. Willett samlet i Lyon på International Agency for Research on Cancer (IARC) under WHO for at gennemgå den eksisterende litteratur vedrørende betydningen af overvægt og fysisk aktivitet for udviklingen af kræftsygdomme. Den samlede rapport vil udkomme senere i 2002 (1). På grund af emnets vigtighed for forebyggelse af kræftsygdomme, skønnes det af interesse at præsentere konklusionerne af ovennævnte arbejde for Ugeskriftets læsere.

Prævalensen af overvægt og fedme er i de fleste lande steget dramatisk over de seneste årtier. I mange industrialiserede lande er mindst halvdelen af den voksne befolkning i dag overvægtige eller fede, og en tilsvarende prævalens er nået i byområder i mange udviklingslande. Overvægt defineres som et BMI på 25,0-29,9 kg/m2 , mens fedme defineres som et BMI på 30,0 kg/m2 eller derover (2). Manglende fysisk aktivitet skønnes at være en vigtig årsag til denne udvikling.

Epidemiologiske undersøgelser, dyreeksperimentelle undersøgelser samt mekanistiske studier støtter alle en gavnlig effekt af vægtkontrol og fysisk aktivitet i forebyggelsen af kræftsygdomme. Arbejdsgruppen konkluderer følgende vedrørende den kræftforebyggende effekt hos mennesker af vægtkontrol og fysisk aktivitet.

Der findes sufficient evidens hos mennesker for en kræftforebyggende effekt af tyktarmskræft, brystkræft efter overgangsalderen, kræft i livmoderhulen, nyrekræft (kun renal cellekræft) og spiserørskræft (kun adenokarcinomer) ved at undgå overvægt. For brystkræft før overgangsalderen findes der ingen evidens for sammenhæng med overvægt. For alle øvrige kræftformer er evidensen utilstrækkelig, ligesom det heller ikke ud fra litteraturen var muligt for arbejdsgruppen at vurdere, om der kan opnås en kræftforebyggende effekt af et tilsigtet vægttab.

Der findes sufficient evidens hos mennesker for en forebyggende effekt af fysisk aktivitet for tyktarmskræft og brystkræft hos kvinder. Der findes endvidere begrænset evidens for, at fysisk aktivitet kan forebygge kræft i livmoderen hos kvinder og i prostata hos mænd. For alle øvrige kræftformer er evidensen utilstrækkelig. Den gavnlige effekt af fysisk aktivitet er til dels uafhængig af effekten ved vægtkontrol.

Alt i alt skønnes effekten af overvægt og manglende fysisk aktivitet at være årsag til mellem 25% og 30% af alle tilfælde af brystkræft, tyktarmskræft, kræft i livmoderhulen, renal cellekræft i nyrerne og adenokarcinomer i spiserøret, hvilket gør disse faktorer til nogle af de vigtigste forebyggelige risikofaktorer for de nævnte kræftformer. Arbejdsgruppen anbefalede, at vægtstigningen for normalvægtige personer op igennem voksenalderen ikke bør overstige fem kg.

Arbejdsgruppen konkluderede, at det primære forebyggelsesmål er at være fysisk aktiv de fleste af ugens dage. For personer med stillesiddende arbejde vil det være ønskeligt med en times daglig aktivitet af moderat intensitet såsom rask gang. Herudover vil en aktivitet af mere intensiv karakter et par gange om ugen være til yderligere gavn i forhold til forebyggelse af kræftsygdomme. Aktiviteten bør tilpasses den enkeltes ønsker og muligheder.

En uddybning af arbejdsgruppens anbefalinger til forskning og det forebyggende arbejde med folkesundhed kan ses på IARC's hjemmeside, (http://www.IARC.fr under units/ chemoprevention/, februar 2002).

København, Anne M. Tjønneland