Væk med berøringsangsten

Den Almindelige Danske Lægeforening tilbyder sig nu som initiativtager til en debat om, hvorledes medicinalindustrien kan være med til at styrke den offentligt finansierede sundhedsvidenskabelige forskning. Det sker i foreningens spritnye forskningspolitiske oplæg, som skal endeligt godkendes på foreningens repræsentantskabsmøde i næste måned.

Heri konstateres det, at efterslæbet i den offentligt finansierede sundhedsforskning er så udtalt, at der er behov for, at også det private erhvervsliv spæder til i større omfang end den allerede gør.

Det er både grundforskning og den anvendelsesorienterede forskning som har brug for medicinalindustriens midler.

»Efter Lægeforeningens opfattelse vil det være skammeligt, hvis potentielle landvindinger inden for den sundhedsvidenskabelige grundforskning ikke når ud i patientbehandlingsleddet, fordi der ikke er økonomi til at gennemføre skitserede forskningsprojekter. Dette er så meget mere beklageligt, fordi dansk sundhedsvidenskabelig forskning kvalitetsmæssigt er på særdeles højt niveau«, hedder det i oplægget, der gør opmærksom på, at afhængigheden er gensidig. At medicinalindustrien har kommercielle interesser i at transformere resultaterne af grundforskningen til noget praktisk anvendeligt i patientbehandlingen og derfor er afhængig af den offentlige grundforskning.

En øget privatfinansieret grundforskning må - understreger foreningen - ikke antaste forskningens autonomi, uafhængighed og videnskabelige objektivitet.

»Forslaget er naturligvis ikke uden problemer, og derfor har da der også været megen debat om, hvorvidt det er en gangbar vej. Og det er vi nået frem til at det er. Det er helt evident, at forskningens uafhængighed skal sikres - ellers er forskningen ikke meget værd«, siger Mette Siemsen, formand for en arbejdsgruppe nedsat af Hovedbestyrelsen, der i to år har arbejdet med at formulere en politik for forskningen på den prægraduate uddannelse, universiteterne, forsker- og ph.d.-uddannelsen samt sygehus- og praksissektoren. Samt - som allerede nævnt - på hvordan forskningen skal finansieres.

Indledningsvis redegøres der for, hvorfor sundhedsvidenskabelig forskning er så basalt for det lægelige virke:

»Hvis det danske sundhedsvæsen ikke er i stand til at tilbyde et behandlingssystem som er på højde med sammenlignelige landes, vil befolkningens tillid til sundhedsvæsenet krakelere - og dermed tilliden til det danske samfund som et velfærdssamfund.

Dertil kommer, at man også inden for sundhedsområdet i stigende grad oplever en direkte udenlandsk konkurrence, hvor patienter refererer til behandlingsmuligheder i udlandet og med krav om, at det offentlige betaler for en udenlandsk behandling, hvis vi ikke i det danske sundhedsvæsen selv kan præstere tilsvarende behandling«.

Karriere som underviser

Det faktum, at der i 1998-1999 til 40 procent af professorstillingerne, 60 procent af lektorstillingerne og 50 procent af adjunktstillingerne kun var én kvalificeret ansøger vidner ifølge Lægeforeningen om det voksende rekrutteringsproblem, der særligt er gældende for lægevidenskabeligt uddannede forskere.

Dertil kommer, at i 1996-2000 havde en tredjedel af de ph.d.-studerende ved de tre medicinske fakulteter en cand.scient.-eksamen. At andelen af ikke-lægevidenskabeligt uddannede blandt de ph.d.-indskrevne synes at vokse, giver ikke i sig selv anledning til problemer under selve forskeruddannelsen. Men i og med at de ph.d.-studerende udgør det overvejende rekrutteringsgrundlag til adjunktstillingerne, betyder det, at de studerende på bachelor- og kandidatuddannelsen i stigende grad undervises af ikke-lægeuddannede lærere og forskere.

»Disse (...) har ikke, deres øvrige kvalifikationer og uddannelse til trods, den samme naturlige tilgang til det sundhedsvidenskabelige område som forskere, der selv er uddannet inden for det sundhedsvidenskabelige område«, hedder det i oplægget fra Lægeforeningen, der vil gøre det mere attraktivt at lade sig ansætte som præklinisk underviser og forsker, ligesom der skal satses på at fastholde de bedste lægeuddannede forskere i en forskningskarriere. I den forbindelse henviser arbejdsgruppen til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, hvor der i år er indgået Ny Løn-aftaler om tillæg ved dokumenteret professorkvalifikation, erhvervelse af doktorgrad, specialægeautorisation eller autorisation til selvstændigt virke. Ifølge arbejdsgruppen skal et karriereforløb ved universitetet i højere grad være økonomisk sammenligneligt med et klinisk ditto. Ligesom der for at øge andelen af kvindelige forskere skal skabes incitamenter, der motiverer kvinder til ikke at forlade forskningen.

For at synliggøre den forskningskompetence man erhverver sig under kandidatuddannelsen, foreslår Lægeforeningen - i overensstemmelse med Evalueringscentrets rapport fra 1996 - at de studerende i den prægraduate bachelor- og kandidatuddannelse skal udarbejde en større fordybelsesopgave - et minispeciale af cirka et semesters varighed.

Ph.d.er efter behov

Ph.d.-uddannelsen har vundet vid udbredelse som forskeruddannelsen på det sundhedsvidenskabelige område. Per 1. januar i år var 1.000 studerende indskrevet på de sundhedsvidenskabelige fakulteter. Firs procent heraf gennemfører deres ph.d.-uddannelse med tilknytning til sygehussektoren.

Lægeforeningen plæderer i oplægget for, at antallet af ph.d.-studerende bestemmes af - som det hedder - »overordnede mål for kvalitet og forskning i sundhedsvæsenet som helhed«. Det betyder, at de uddannelses- og driftsansvarlige bør afklare, hvilke arbejdsopgaver, der kræver kompetencer svarende til en ph.d.-grad og derpå tilrettelægge deres rekrutterings- og uddannelsespolitik i overensstemmelse hermed.

Som en konsekvens af at der kun er få stillinger, der muliggør, at en læge kan uddannes klinisk og forske inden for samme arbejdstid - og for at undgå at den der vælger at forske bliver marginaliseret i forhold til den kliniske videreuddannelse - anbefaler Lægeforeningen, at der i større udstrækning kreeres uddannelsesforløb med indbygget forskeruddannelse. Enten ved at der oprettes kombinationsstillinger, der giver mulighed for at forske cirka halvdelen af tiden og arbejde klinisk i klassificeret stilling resten af tiden.

Eller ved at oprette stillinger der kan tjene som supplement til den formaliserede speciallægeuddannelse, og som giver de uddannelsessøgende mulighed for at tage orlov i kortere eller længere tid for at medvirke i forskningsprojekter, hvortil der er oprettet særlige stillinger.

Meriterende at være vejleder

Det påpeges endvidere som et problem, at der rundt omkring på sygehusene går ph.d.-studerende rundt, som er marginaliserede, idet de ikke i dagligdagen har tilstrækkelig kontakt med hverken deres vejleder eller klinikken. For at øge kvaliteten af såvel vejledningen som uddannelsesforløbet og selve afhandlingen, mener Lægeforeningen at det er nødvendigt at stramme op på ph.d.-forløbene. Det skal bl.a. ske ved at erstatte timetallene for de meget generelle kurser inden for den obligatoriske del med kurser af relevans for den enkelte studerendes ph.d.-projekt. Et forslag, der er i overensstemmelse med Forskeruddannelsesrådets tilskud til oprettelse af flere forskerskoler tilknyttet udvalgte satsningsområder.

Det faktum, at ph.d.-afhandlingerne med mellemrum har været genstand for udmeldinger om at kvaliteten er for svingende, får Lægeforeningen til at opfordre til, at der anvendes andre måder at bedømme kvaliteten af såvel afhandlingen som studierne på end den rent bibliometriske. Ligesom foreningen anbefaler, at fakulteternes forskeruddannelse specifikt inddrager en bedømmelse af forskningsmiljøet, når der skal allokeres stipendier og tildeles studiepladser.

En anden anbefaling er, at der skal stilles formaliserede krav til vejlederen under et ph.d.-forløb, fx ved at der udarbejdes checklister og funktionsbeskrivelser for hovedvejledere, samtidig med at det anerkendes og gøres meriterende at være vejleder. I dag er vejledning af en ph.d.-studerende blot en ekstra opgave man tager på sig.

»Det har ikke hidtil været en funktion, som ,rykker` for vejlederne, selv om det er noget af det, der virkelig gør en forskel: at være med til at rekruttere og opdrage næste generations forskere«, siger Mette Siemsen.

I dag påbegynder hovedparten af de ph.d.-studerende deres ph.d.-forløb 4-5 år efter kandidatuddannelsen er afsluttet.

Med bl.a. det formål at støtte rekrutteringen til den prækliniske forskning, foreslår Lægeforeningen, at det også skal gøres muligt at påbegynde en ph.d.-uddannelse på den prægraduate del af lægestudiet. En vejledningsordning skal sikre, at den ph.d.-studerende ikke går »død« i arbejdet med en ph.d.-afhandling.

Forskningskultur

Forskning er ikke en gesjæft der blot skal være tid til, når uddannelsesforpligtelsen og patientbehandlingen er overstået. Den skal sikres lige så høj prioritet som de to andre kerneopgaver, fastslås det i oplægget. Lægerne på en afdeling skal have bedre muligheder end i dag for at anvende mere arbejdstid på afdelingens forskningsprojekter.

Afdelingsledelsen, som skal have forskningsledelse som en væsentlig ledelsesopgave, skal animere til forskning på tværs af afdelinger, ligesom den skal sikre accept af, at man forfølger forskellige forskningstemaer og kan have forskellige tilgange til forskningen.

Desuden skal ledelsen sørge for at anvende de forskellige muligheder, der er i lønsystemet for at honorere forskning eller forskningsrelaterede kvalifikationer og funktioner.

Ud over en forskningsansvarlig læge på hver afdeling præciseres det i oplægget, at forskningsvejledning påhviler alle læger på afdelingen som en del af det daglige, kollegiale virke. I den forbindelse understreges nødvendigheden af den approach, som måske nok umiddelbart lyder banal, men ikke altid er den man træffer ude på afdelingerne: at man ser det som en profilering af hele afdelingen, når lægekolleger har fået forskningsresultater offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter, er blevet inviteret til at holde oplæg, etc. og at alle læger opfatter det som naturligt og forventeligt at man giver og modtager vejledning.

Helt konkret tilslutter Lægeforeningen sig i oplægget Speciallægekommissionens forslag om at indføre et obligatorisk forskningstræningsmodul i speciallægeuddannelsen, således at den vordende speciallæge får mulighed for kritisk at forholde sig til den viden, der er baggrund for klinisk praksis inden for det valgte speciale.

Med henblik på at sikre en livslang kompetenceerhvervelse for den enkelte læge, og for at sikre en afdelings dynamik og fornyelse, skal alle læger - også efter speciallægeuddannelsen er i hus - forske i et eller andet omfang. Konkret foreslår foreningen, at der etableres et antal seniore forskerstillinger til at stimulere dygtige forskere til at forfølge en forskningskarriere.

Forskningsaktiviteter skal være økonomisk meriterende, og forskningsaktive fondsansatte læger skal have vilkår, der svarer til løn- og ansættelsesvilkår for forskningsaktive læger ansat i sygehusvæsenet. Der er her typisk tale om forskere, der i dag befinder sig i et ansættelsesmæssigt »tomrum«, idet de hverken har status som selvstændige eller lønmodtagere og derfor er udelukket fra en række arbejdsmarkedsforanstaltninger og almindelige lønmodtagerrettigheder som fx løn under barsel og sygdom.

Bedre vilkår i praksis

Selv om den videnskabelige produktion inden for almen praksis er steget kvalitativt såvel som kvantitativt inden for de seneste 20 år, understreges det i oplægget at der er brug for at styrke den almenmedicinske forskning.

Der arbejdes allerede nu på at oprette praksis ved universiteterne. Praksis, der vil blive ejet af en fond, oprettet af P.L.O. og Sygesikringens Forhandlingsudvalg. De ansatte læger skal arbejde i kombinationsstillinger, hvor de dels er ansat på universitetet, dels arbejder i universitetspraksis. Herved skønnes der at blive bedre muligheder for at knytte seniorforskere til de almenmedicinske forskningsmiljøer.

Derudover foreslås det at der oprettes tre regionale almenmedicinske kompetencecentre, som vil få til opgave at understøtte og udføre forskning, kvalitetsudvikling og undervisning i den primære sundhedstjeneste. Centrene skal opbygges i tilslutning til de tre almenmedicinske forskningsmiljøer. Derudover skal amternes forskning i problemstillinger med særlig relation til almen praksis gøres mere nærværende for alle fagets udøvere. I den forbindelse peges der på muligheden for at styrke særligt interesserede praksis ved frikøb på deltid eller ved at tilknytte yngre almenmedicinere som deltidsforskere.

Hvad angår forskning i speciallægepraksis er den - som det konstateres - »mængdemæssig sparsom«. Det hænger bl.a. sammen med, at de fleste speciallægepraksis er enmandspraksis, hvorfor det er særligt vanskeligt at forske. Dertil kommer, at der ikke i de gældende overenskomster på området hidtil har været afsat midler til forskning. I den netop ikrafttrådte overenskomst per 1. april i år, kan der imidlertid ydes støtte til forskning, ligesom der er åbnet mulighed for at gå i delepraksis eller ansætte speciallæger og dermed skabe rum og tid til at forske.