Vedrørende Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelses beslutning om nedlæggelse af grenspecialet klinisk neurofysiologi

I tilslutning til artiklen om de store opgaver inden for udvikling af nye undersøgelsesmetoder i klinisk neurofysiologi (1) forekommer Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelses (DNRLV) anbefaling om at omdanne klinisk neurofysiologi til et fagområde under klinisk neurologi at være absurd. DNRLV er tidligere blevet gjort bekendt med klinisk neurofysiologis centrale rolle i en lang række undersøgelser af neurologiske sygdomme og skader hos patienter, der er henvist fra talrige specialer som bl.a. ortopædkirurgi, reumatologi, neurologi, neurokirurgi og pædiatri. Ændringen af fagets status vil have negative konsekvenser for de neurofysiologiske undersøgelsers kvalitet og dermed brugbarhed. Situationen forekommer yderligere bekymrende i lyset af FAYL's repræsentants indlæg i Ugeskrift for Læger (2) vedrørende begrebet fagområde og dets manglende formelle status i dansk medicin.

Status for faget

Klinisk neurofysiologi er et internationalt anerkendt speciale med en sektion i Union Européenne des Médecins Spécialistes (UEMS), faget tilhører International Federation of Clinical Neurophysiology under World Federation of Neurology, og det er anerkendt som speciale i de andre nordiske lande. Faget beskæftiger sig med specifikke laboratorieundersøgelser af en lang række neurologiske lidelser og har en omfattende teoretisk basis vedrørende fysiologiske og biofysiske forhold. Samarbejdet vedrørende patientundersøgelser involverer bl.a. neurologi, neurokirurgi, ortopædi, pædiatri, oftalmologi og intern medicin. Om end faget er forankret i neurovidenskaberne, adskiller det sig i sine forudsætninger, metoder og sin uddannelsesmæssige baggrund fra klinisk neurologi. Neurofysiologien er som nævnt involveret i højt specialiserede opgaver inklusive elektrokortikografi ved epilepsioperationer, videomonitorering af patienter med svær epilepsi, intraoperativ monitorering ved spinale operationer, undersøgelser af børn med svær epilepsi og medvirken ved injektionsbehandling med botulinumtoksin af patienter med dystoni samt undersøgelse og behandling af patienter med søvnforstyrrelser. Derudover er der et stigende behov for »almindelige« neurofysiologiske undersøgelser som nerveledningsundersøgelser og elektromyografi, i takt med at klinisk neurologi i stigende grad bliver interventionskrævende (fx ved behandlelige polyneuropatier) og derfor tiltagende afhængig af meget præcise diagnoser.

Konsekvenser af DNRLV's beslutning

De praktiske kompetencer og den teoretiske viden inden for klinisk neurofysiologi ligger således langt ud over, hvad der kan forventes af kliniske neurologer. Til trods for dette indebærer DNRLV's beslutning, at alle læger, som ønsker at blive speciallæger i neurologi, skal have indgående kendskab til klinisk neurofysiologi med henblik på at opnå selvstændig kompetence i den funktionsbærende enhed.

I sin nuværende form indebærer speciallægeuddannelsen i klinisk neurologi en seksmåneders træning i klinisk neurofysiologi, hvor en forståelse af fagets styrker og begrænsninger samt kompetence til at drage de relevante kliniske konklusioner af undersøgelserne opnås, men hvor det ikke forventes, at neurologen kan fungere selvstændigt i en neurofysiologisk sammenhæng.

Integration af klinisk neurofysiologi i neurologi vil kræve en enorm opgradering af antallet af og indholdet i undervisningsstillinger i klinisk neurofysiologi, et meget stort antal undervisere på de klinisk neurofysiologiske afdelinger og et stort antal patienter, for at den enkelte læge kan opnå et tilfredsstillende kompetenceniveau. Disse ændringer er således stærkt ressourcekrævende at gennemføre og vil forlænge den neurologiske speciallægeuddannelse helt urimeligt, idet der ikke er patientunderlag for et så stort antal læger med klinisk neurofysiologisk kompetence.

Med denne ændring af uddannelsen og organiseringen af dansk klinisk neurofysiologi er det meget svært at forestille sig, at faget kan bevare sin ekspertise samt sin internationale status og det deraf følgende internationale samarbejde, som er vigtigt for standardisering og udvikling af faget. Der er, som det bl.a. fremgår af (1), et betydeligt behov for at styrke og udvide denne højt specialiserede funktion, som ikke egner sig til at blive bredt ud på bekostning af tab af viden i dybden.

Konklusion

Disse argumenter har desværre ikke haft nogen indflydelse på DNRLV's beslutninger, og det er uacceptabelt, at DNRLV har besluttet at nedlægge klinisk neurofysiologi uden saglig, faglig eller rationel begrundelse, og uden at det er sikret, at fagets funktioner kan videreføres på betryggende vis. Samtidig er det stærkt beklageligt, at ændringen ydermere har betydelige negative konsekvenser for klinisk neurologi.

Fra klinisk neurofysiologis side skal vi meget stærkt opfordre til, at man i DNRLV indser, at beslutningen om at integrere klinisk neurofysiologi i neurologien vil have skadelige virkninger på både klinisk neurofysiologi og neurologi. Vi opfordrer til, at anbefalingerne vedrørende ændringen af specialestrukturen inden for disse to områder genovervejes.

København, Christian Krarup