Vejen lettet for udenlandske læger

»I siger, I mangler læger i Danmark, men så kom da i gang!« Med denne salut fra en deltager blev der sat punktum for Lægeforeningens informationsmøde for tredjelandslæger i Danmark den 11. april.

Bemærkningen vakte stort bifald blandt de 130 læger fra hele verden - hovedsagelig den muslimske - som var kommet fra alle landsdele til auditoriet på H:S Frederiksberg Hospital for at få en hjælpende hånd ind i den lægehungrende danske sundhedssektor. Vejen opleves som frustrerende og langsommelig. Ovennævnte læge kaldte således Danmark et »papirsamfund«.

Behovet for information og vejledning er nærmest uoverskuelig stort, selv om der er gjort et omfattende stykke arbejde fra mange sider for at »rette vejen ud«. Interessen for informationsmødet var så overraskende høj, at det kun var muligt at skaffe plads til halvdelen af de tilmeldte udenlandske læger.

Informationsmødet kunne som sagt ikke fjerne frustrationerne. Det kan kun lægejob. Men mødet viste, at der er sket et stort og positivt skred i det offentliges syn på - og behandling af - tredjelandslægernes problemer, ligesom lægekredsforeninger, individuelle læger og andre »græsrødder« gør et omfattende og hele tiden voksende frivilligt arbejde for at hjælpe både fagligt og menneskeligt.

Denne udvikling er i høj grad sat i gang og understøttet af et årelangt undersøgelses-, lobby- og informationsarbejde fra Lægeforeningen. Arbejdet har afdækket tredjelandslægernes situation og identificeret deres problemer i forhold til myndigheder, arbejdsgivere og lægekolleger.

Sproget er afgørende

Lægeforeningens formand, Jesper Poulsen, sammenfattede problemerne i et trefoldigt »sprog, sprog, sprog«. Kernen er at få rustet de udenlandske læger til at kommunikere med patienter, lægekolleger og andet personale, så patientsikkerheden opretholdes, arbejdsgangene forløber optimalt, og der ikke opstår kulturelt betingede gnidninger på arbejdspladsen. Sekundært - men bestemt også vigtigt - skal papirgangen hen mod autorisation optimeres, og det skal være enkelt for lægerne at tilegne sig det nødvendige formelle pensum i, hvordan »man gør tingene« i Danmark: fagligt, proceduremæssigt, juridisk, socialmedicinsk, etisk osv. Endelig understregede både Jesper Poulsen og cheflæge Tove Nilsson fra Aalborg Sygehus, at sygehusafdelingerne skal have tilført ressourcer for at håndtere indslusningen forsvarligt og effektivt.

De udenlandske lægers faglige niveau er ikke et problem. Kontorchef Karsten Bech fra Sundhedsstyrelsen kunne således oplyse, at en udenlandsk læge yderst sjældent har problemer med at opnå autorisation i Danmark på grund af manglende kvalifikationer. Cheflæge Tove Nilsson havde sendt spørgeskema rundt til Aalborg Sygehus' afdelinger og fået samme besked: De udenlandske læger er lige så fagligt velfunderede som de danske.

Men sprogligt - især fagsprogligt - og kulturelt kniber det naturligvis. Her er der imidlertid udvikling.

Ud i virkeligheden

Lægeforeningen har været blandt de stærkeste kritikere af, at der ikke blev taget hånd om flygtningelæger med målrettede, intensive sprog- og kulturkurser, så de - ligesom højtuddannet, importeret arbejdskraft i erhvervslivet - hurtigt kunne tilegne sig de altafgørende almene og faglige sprogfærdigheder. Kravet fra myndighederne var Danskprøve 2, hvor pensum er skriftligt orienteret og ganske eksotisk i forhold til deltagernes daglige behov. Undervisningstilbudet var kommunale sprogskoler, hvor der typisk kun bliver taget begrænset hensyn til kursisternes uddannelsesmæssige baggrund. De faglige krav var reeksamen i medicin og kirurgi med et stort teoretisk pensum.

Alt det blev erstattet af en langt mere målrettet ordning fra Sundhedsstyrelsen i 2001. Nu skal lægerne igennem to gange tre måneders prøveansættelse med de administrerende overlægers positive evaluering af deres færdigheder i behandling af den akutte patient og sproglige og sociale kunnen. Lægerne skal også bestå en medicinsk fagprøve, som ifølge Karsten Bech er en »ny type eksamen i Danmark, som viser mere om kompetenceniveauet«. Eksamensformen kaldes OSCE, objektiv, struktureret, klinisk evaluering - eller som Bech karakteriserede den: en køreprøve. Lægen skal passere 18 »grønne borde« eller »stationer«, hvor hun på 15-20 minutter skal løse et klinisk problem. Det kan for eksempel være at optage journal på en patient med hoste eller gennemføre en gynækologisk undersøgelse.

Karsten Bech understregede, at kravene til danskkundskaber kun formelt var blevet mindre ved afskeden med Danskprøve 2. Man skal stadig vise »tilstrækkelige sprogkundskaber i dansk«, og de bliver jo nu afprøvet i virkelighedens verden. Han lagde heller ikke skjul på, at papirgangen for eksempel vedrørende de ofte vanskeligt tilgængelige eksamenspapirer og dokumentation for ansættelser fra ansøgeres hjemlande har været - og stadig er - langsom og tung, men styrelsen har sat flere ressourcer ind på området.

Sprogkurser med problemer

Det kræver selvfølgelig danskkundskaber overhovedet at komme i betragtning til en prøveansættelse. Og der er stadig ikke fundet en landsdækkende model for en bedre sprogundervisning. Men dette er et af de områder, som tre særlige konsulenter i de regionale videreuddannelsessekretariater skal arbejde med. På informationsmødet præsenterede de deres nuværende tilbud til lægerne i deres område og samarbejdet med bl.a. en række lægekredsforeninger. Tilbudene er forskellige, men handler hovedsagelig om at lette papirgange, åbne for ulønnet praktik og prøveansættelser, få lægerne på kurser og informere, informere, informere. Margrethe Andersen, kosulent i Region Syd, lagde ikke skjul på sin frustration over, at hun var nødt til at bruge store ressourcer på at kontakte hver enkelt læges sagsbehandler for at få grønt lys til at sende dem på kursus i fagsprog.

»Det ville være meget nemmere, hvis jeg bare havde en samlet pose penge til formålet«, sukkede hun.

Glæde midt i besværet

Flere amter, lægekredsforeninger og græsrødder har som nævnt selvstændige initiativer, som vil blive uddybet i kommende artikler her i bladet og på Lægeforeningen.dk. De er af både faglig og social karakter. Men det sidste ord i denne artikel skal være de udenlandske lægers.

Reservelæge på Amager Hospital, Asef Hakim Safi, opmuntrede sine kolleger ved klogt og humoristisk at gennemgå forskellene mellem at være læge i tredjelande og i Danmark. Han lagde ikke skjul på, at vejen ind i systemet stadig var svær: »I skal selv tage mange initiativer og være gode eksempler for udlændinge i Danmark. Men I kan forvente hjælp fra jeres danske kolleger. Og i den senere tid er det blevet betydeligt nemmere at være udenlandsk læge«.

Og til allersidst Gulalai Hanan. Den kvindelige læge var godt træt af den lange ekspeditionstid i det offentlige for at gå godkendt eksamenspapirer, men lige nu og her, på denne dag strålede hendes øjne, da hun i frokostpausen sad omgivet af en lille flok landsmænd fra Afghanistan.

»Det er mine studiekammerater, tænk engang, de er også her i landet - og de har fortalt mig det mest fantastiske: Jeg anede ikke, om min bedste veninde var sluppet ud af Afghanistan, om hun stadig levede. Nu fortæller de, at hun er i en bestemt flygtningelejr i Danmark. Jeg skal se hende igen«.