Skip to main content

Venstre til Liberal Alliance: Nej til afskaffelse, ja til at justere fireårsreglen

Venstre undrer sig over, at Liberal Alliance – netop nu – stiller forslag i Folketinget om at afskaffe fireårsreglen. Venstre vil ikke støtte de mere liberale, men er klar til ændringer af reglen.

Foto: Folketinget
Foto: Folketinget

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

17. dec. 2013
3 min.

Venstres sundhedspolitiske ordfører Sophie Løhde undrer sig såre. Over Liberal Alliance.

I et debatindlæg i Jyllands-Posten fredag skriver Liberal Alliance, at partiet vil fremsætte et beslutningsforslag, der skal få fireårsreglen afskaffet.

For Liberal Alliancen har ifølge Løhde endnu ikke fremsendt det beslutningsforslag, som partiet fremturer med.

Dermed kan det ikke nå at blive offentliggjort og behandlet før tidligst midt i januar på grund af juleferie og Folketingets arbejdsgange. Altså få uger før, at en arbejdsgruppe, der skal se nærmere på den lægelige videreuddannelse, herunder fireårsreglen, oversender sin status til Folketingets partier, hvor det forventes, at der vil blive præsenteret justeringsforslag til fireårsreglen.

"Jeg vil ikke lige nu kortslutte arbejdet i den arbejdsgruppe, der i øjeblikket ser på hele den lægelige uddannelse, og som vi selv har været med til at sætte i gang", siger Sophie Løhde og fortsætter:

"Jeg vil ikke forlods tage hul på diskussionerne, før arbejdsgruppen er kommet på banen. Det vil være en mærkelig form for proces".

Hver femte er faldet

Debatindlægget og udmeldingen om, at Liberal Alliance vil fremsætte sit beslutningsforslag, kom, efter Jyllands-Posten havde skrevet flere nyhedshistorier om, at hver femte læge underlagt fireårsreglen, ser ud til at være faldet, så de stort set ikke kan blive speciallæger i Danmark.

I avisen åbnede Venstre døren på klem for ændringer af fireårsreglen, og det er denne dør, som Liberal Alliance med sit beslutningsforslag vil forsøge at udfordre:

"Venstre, som stod fadder til reglen, er dog mere (end ministeren, red.) åben for forandring, og det har LA i sinde at udfordre. Vi stiller nemlig et beslutningsforslag i Folketinget, som har til hensigt at afskaffe fireårsreglen. Det gør vi i håb om, at der vil samle sig et flertal for at eliminere pisk og tvang til yngre læger, så de i stedet bliver frie til selv at tilrettelægge deres liv og karriere", siger Liberal Alliances sundhedsordfører Simon Emil Ammitzbøll og professor Niels Høiby, regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden for partiet i debatindlægget.

Venstre: Vi er åbne for ændringer

Over for Ugeskriftet understreger Sophie Løhde, at partiet der oprindeligt indgik den politiske aftale med de lægelige organisationer og Danske Regioner om ændringer i lægernes videreuddannelse, herunder fireårsreglen, er klar til justeringer:

"Vi er åbne for at se på ændringer. Det har vi tilkendegivet i flere omgange", siger Sophie Løhde.

Venstres sundhedsordfører håber, at "parterne i arbejdsgruppen vil være ambitiøse", så der kan findes en "fornuftig løsning" på de problemer, som fireårsreglen medfører:

"Det er ingen hemmelighed, at intentionen bag reglen er, dels at sikre en geografisk spredning af læger, så vi er sikre på, at vi har læger i alle specialer i alle dele af landet, dels at der skal være et incitament til at færdiggøre sig. Det er to gode målsætninger, der også skal understøttes fremadrettet. Det er afgørende. Men jeg har også tiltro til, at arbejdsgruppen kommer frem til noget godt. Ellers vil det være skuffende", siger Sophie Løhde.