Vi må aldrig lukke døren helt

Der er opbrud - og en del forvirring - når det gælder akut modtagelse. Nogle steder er der åbne skadestuer, andre steder skal man visiteres og først gennem en »telefonsluse«. Der er egen læge, der er lægevagt, der er skadestue, og der er 1-1-2. Og hvem skal vurdere, hvornår der er behov for hvad?

Overlæge Erika Frischknecht Christensen, traumecentret på Århus Sygehus, har beskæftiget sig en del med akutpolitik, og hun er blandt andet medredaktør af bogen »Den akutte patient«. Hun mener, at man skal »gå på to ben« i akutmodtagelse: Døren til den åbne skadestue skal lukkes, men den må ikke låses.

»Der er nok ingen tvivl om, at vi bevæger os hen imod færre og færre akutte modtagelser helt uden om visitation. De åbne skadestuer erstattes af skadestuer, hvor man først skal gennem en lægelig visitation, eller hvor sygeplejersker visiterer. Det er i sig selv udmærket, for vi vil selvfølgelig alle sammen gerne udnytte både ambulancer og de lægelige ressourcer bedst muligt. Men vi skal samtidig huske, at der nu engang er nogle mennesker i dette land, som ikke uden videre kan formulere sig i telefonen. Der er de fremmedsprogede, der er en del ældre, der har svært ved det, der er de ordknappe, beskedne og de usikre. Derfor er det farligt udelukkende at basere akutmodtagelse på en telefonisk vurdering af, hvad der er behov for. Gør man det, vil det give social slagside«.

Et nummer - en indgang

Erika Frischknecht Christensen mener, det er på tide, at man forenkler hele den akutte modtagelse.

»For det første er det jo noget fjollet, at man rent fysisk har forskelligt placerede enheder. Skadestue, lægevagt og akutmodtagelse på medicinsk har ofte tre forskellige indgange. Der bør være en enkelt indgang til den akutte modtagelse, og der bør være et enkelt telefonnummer, man kan ringe til. Jeg kan godt forstå, at nogle bliver forvirret: Er man alvorligt syg eller kommet alvorligt til skade, skal man ringe 1-1-2. Er skaden ikke helt så alvorlig, skal man ringe og eventuelt visiteres til skadestue. Er man derimod syg, og det er mindre alvorligt, skal man kontakte egen læge eller lægevagten. Men det er ikke altid let for den enkelte selv at vurdere, og jeg synes, vi bør forenkle hele systemet. Vi skal kun have et telefonnummer, som man altid kan ringe til, hvis man selv mener, at man har brug for en eller anden form for akut hjælp. Her skal så sidde et erfarent personale, der kan tage stilling til, om der skal meldes ,rød alarm` og omgående sendes både ambulance og lægebil, eller om der er tale om ,gul alarm`: Det haster, men er ikke livstruende, eller ,grøn alarm`: Vi snakker om det, og ser, hvad der er brug for.

1-1-2 kan komme med i denne ordning, eventuelt på en måde, så akutberedskabet er ,med på en lytter` gennem en teknisk opkobling, når der ringes til alarmcentralen«.

Med denne løsning mener Erika Frischknecht Christensen, at det både bliver lettere for borgerne, og at ressourcerne udnyttes bedst muligt, fordi der altid er en faglig vurdering af, hvilken akutmodtagelse, der er behov for.

»Men tilbage står, at vi ikke må nøjes med denne enstrengede indgang til akutmodtagelse.

Det skal stadig være muligt at møde op for dem, der ikke føler, de kan andet. Det skal vi have råd til«, siger Erika Frischknecht Christensen.