»Problemet er, at patienterne har forskellige rettigheder alt afhængigt af, hvor i landet de bliver behandlet. Vi har aldrig kunnet få en liste fra regionerne over, hvilke lidelser der skal behandles inden 30 dage og hvilke inden for 60 dage. Det er overladt til den enkelte læge at vurdere, men det betyder forskellige rettigheder ved samme type lidelse. Det skal ændres, så alle patienter i hele landet kan være sikre på at blive behandlet hurtigt. Derfor genindfører vi behandlingsgarantien på 30 dage«, siger Sophie Løhde.
Som det allerførste punkt på sundhedsområdet i regeringsgrundlaget fra juni i år står der mejslet ud, at retten til hurtig udredning og behandling bliver strammet op. Siden 2013 har den differentierede behandlingsgaranti fungeret, efter at Thorningregeringen indførte den, men den erstattede VK-regeringens oprindelige behandlingsgaranti fra 2002, der i 2007 nåede sin endelig form med den maksimale ventetid på én måned. Og det er altså den Sophie Løhde og regeringen støver af og igen lægger ud over det danske sundhedsvæsen. Planen er, at garantien skal træde i kraft fra næste sommer, og til den opgave er det sat 450 mio. kr. af i regeringens finanslovsforslag.
»Pengene skal bruges til at udbygge kapaciteten med tilstrækkeligt udstyr og personale, så patienterne kan blive hurtigt udredt og behandlet. Jeg erkender, at der på visse områder inden for f.eks. neurologi og reumatologi kan være problemer med at rekruttere nok speciallæger. Men dels må regionerne se på, hvordan de udnytter kapaciteten endnu bedre, dels skal regionerne være bedre til at henvise til hinanden. For vi skal huske på, at der er ansat historisk mange læger, så der bør være læger nok til at få patienterne udredt og behandlet til tiden. Og selv om der skulle være problemer på enkelte områder, skal det ikke være sådan, at det faktum, at ikke alle kan blive behandlet hurtigt, skal betyde, at ingen skal behandles hurtigt«, siger Sophie Løhde.
Korteste ventetider siden 2005
Lægeforeningen har kritiseret behandlingsgarantien for ikke at give faglig mening og mener derimod, at den nuværende differentierede garanti er mere fleksibel og sikrer, at de alvorligste lidelser bliver behandlet før andre. Men her er ministeren uenig.
»Jeg forstår ikke, hvorfor Lægeforeningen stiller sig på systemets side. Ved at genindføre 30-dages-behandlingsgarantien stiller regeringen sig på patienternes side«, siger hun.
Ifølge de seneste tal fra Statens Serum Institut var den gennemsnitlige ventetid til operation faldet til 49 dage i 2014 og dermed den laveste siden 2005, hvor tallet var 57 dage. Men det er ikke et argument for at stoppe op, siger Sophie Løhde.
»Det er positivt, at patienterne skal vente i kortere tid. Men vi er ikke i mål og skal have fortsat fokus på ventelisterne«.
Risikoen for overbehandling og indikationsskred var en del af kritikpunkterne for behandlingsgarantien, da VK-regeringen indførte den, og for nylig satte et nyt dansk studie af knæoperationer offentliggjort i New England Journal of Medicine spørgsmålstegn ved netop retten til hurtigt hjælp. Søren Thorgaard Skou, forskningsfysioterapeut og førsteforfatter til studiet, sagde det på denne måde:
»Behandlingsgarantierne har hjulpet mange danskere med adgang til hurtig behandling, men ikke nødvendigvis til den rigtige behandling for knæene. Vi kan påvise, at rigtig mange ville opleve en rigtig god effekt, hvis de i stedet træner samt gennemgår patientuddannelse og andre ikkekirurgiske behandlinger. Det er billigt og ufarligt i modsætning til operation«, sagde han til Politiken.
Sophie Løhde understreger, at patienter med dårligt knæ naturligvis ikke skal opereres, hvis det ikke er den bedste løsning. Men det er lægernes ansvar, siger hun.
»Det er ikke mig, men lægerne, der skal sikre mod overbehandling. Lægerne skal jo ikke indstille til en operation, hvis ikke der er behov for det. Hvis lægerne er kritiske over for overbehandling, må de se sig selv i spejlet. Det er ikke garantien i sig selv, der fører til overbehandling. Desuden er mit mål er ikke, at flere eller færre skal behandles på privathospitalerne, mit mål er at sikre en hurtig og ensartet mulighed for udredning og behandling«, siger sundhedsministeren.