Vi skal vide, hvilken behandling der er bedst

Sig nationale kliniske retningslinjer til din nabo, og hun vil sandsynligvis se forundret på dig. Medmindre hun er læge, sygeplejerske, fysioterapeut eller på anden vis har sin professionelle gang i sundhedsvæsenet. Og selv da er det langtfra sikkert, at hun har et krystalklart billede af, hvad du mener.

Det skal der laves om på. Hvis en sygdom behandles på fem forskellige måder, er det indlysende, at de ikke alle er lige gode. Kliniske retningslinjer handler kort fortalt om, at vi som læger bliver enige med os selv om, hvilken behandling der p.t. er den bedste for en given sygdom. Gør vi ikke det, kan vi ikke være sikre på, at det er den bedste, vi tilbyder.

Det er et problem for patienten. Men det er også utilfredsstillende for medarbejdere i sundhedsvæsenet, der gerne vil levere det bedste mulige, og for de politikere, der skal sørge for, at der er midler nok til at sikre befolkningens sundhed. De har krav på at vide, at pengene bliver brugt der, hvor de gør størst gavn.

Derfor er der et enormt behov for at få systematiseret den omfattende viden, som stilles til rådighed for verdens læger. Den omsættes desværre langtfra altid til retningslinjer, som giver mening i en klinisk hverdag, hvor der ofte skal træffes hurtige og svære beslutninger.

Lægers modtagelse af nationale kliniske retningslinjer afhænger først og fremmest af, om vi er trygge ved kvaliteten. Det er vigtigt, at der er tillid til ekspertisen bag, og derfor skal de videnskabelige selskaber spille hovedrollen i arbejdet. Der bliver naturligvis aldrig tale om facitlister. Læger er forpligtet til at foretage et individuelt skøn af hver patient. Men enhver læge skal kende de nationale kliniske retningslinjer, og hvis han eller hun vælger ikke at følge dem, bør det være ud fra en grundig overvejelse, som også står forklaret i journalen. Det kan også siges kort: følg eller forklar.

For Lægeforeningen er det afgørende, at de kommende nationale kliniske retningslinjer bliver dynamiske og hele tiden medtager den nyeste viden. De skal også passe til det danske sundhedsvæsen og den velfungerende arbejdsdeling, som betyder, at mange opgaver med fordel - både fagligt og økonomisk - løses i speciallægepraksis og almen praksis.

Der er gode eksempler på, at videnskabelige selskaber selv har kastet sig over opgaven. F.eks. har omkring 60 kardiologer på frivillig basis udarbejdet landsdækkende retningslinjer, som sikrer, at patienter får tilbudt samme behandling, uanset hvor i landet de bliver indlagt. Andre specialer er også langt fremme, og det er på deres skuldre, at arbejdet skal fortsætte. Men der er brug for, at arbejdet forankres i Sundhedsstyrelsen, at alle områder kommer med, at der lægges en tidsplan, og at der afsættes midler til at omsætte forskningsresultater til håndterbare retningslinjer.

For Lægeforeningen er det et stort ønske, at regeringen afsætter penge til dette arbejde i den finanslov, der bestemmer, hvad der er at arbejde med i 2012. Vi ser de nationale kliniske retningslinjer som de byggeklodser, der former det fremtidige sundhedsvæsen med stadig større specialisering og højere kvalitet.