Vi ved ikke ret meget om indvandrerbørns sygdomme

Fatima Ali Abou El-Foul er en drøm af en fodboldspiller. Så er det sagt. Den 15-årige piges hurtighed og snilde med en bold fanger alles blikke, når hun dribler rundt på grønsværen i Fodboldklubben B93 på Østerbro i København.

Dansk Boldspil Union har da også for længst spottet den mørke angrebsspirrevip og udtaget hende til træning sammen med andre unge talenter. Allerede her har Fatima lagt voldsom afstand til den almindelige opfattelse af, hvad en muslimsk pige må og ikke må med sin krop. Men det spekulerer Fatima ikke så meget over. Hun vil bare score nogle mål.

Fatima har heller aldrig hørt om en undersøgelse fra Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet, som sidste år viste, at andelen af børn med indvandrerbaggrund, der dyrker sport, er støt dalende og nede på 48 procent. For hjemme i hendes baggård på ydre Nørrebro er der gang i boldspillet, og sundhed er ikke noget, Fatima spekulerer meget over.

»Jeg er bare sådan en drengepige, som elsker fodbold. Så jeg har spillet med drengene nede i gården lige siden jeg gik i børnehave,« siger hun.

Praktiserende læge Lise Dyhr har konsultation i Brøndby Strand, og dermed arbejder hun i et område, hvor der er lige så mange borgere med indvandrerbaggrund, som der er i Fatimas kvarter på Nørrebro.

Lise Dyhr har til gengæld forsket i indvandreres møde med det danske sundhedsvæsen, og hun bidrager gerne med sin erfaring. Men hun insisterer på, at snakken om indvandrerbørns sygdomme og sundhed bliver nuanceret, og hun opfordrer til, at man forsker og skaffer sig langt mere konkret viden, end der findes i dag.

Det sidste burde ikke være svært. For, som Lise Dyhr udtrykker det, »vi ved reelt ikke ret meget. Og det, vi ved, er temmelig diffust«.

Hvem taler vi om?

Så når man spørger Lise Dyhr, hvordan det står til med sundhed og sygdom hos børn med indvandrerbaggrund, stiller hun hurtigt en række modspørgsmål: Hvem er det præcist, vi mener? Er det børn af indvandrere, som er født og vokset op her i Danmark? Er det indvandrerbørn, som er kommet hertil, og ikke kender vores land? Hvor længe har de været her? Er det flygtningebørn? Forskellen på grupperne er nemlig markant, og der er også indbyrdes forskelle i grupperne. Derfor giver det ingen mening at generalisere, understreger hun.

Af den grund er der heller ikke mange »særlige retningslinjer for børn med indvandrerbaggrund« i Lise Dyhrs konsultation. Af de cirka 2.200 familier, som hun og hendes praksiskollega tager sig af, er der omkring 700 børn fra 20 forskellige lande. Nogle af dem tænder særlige lamper i Lise Dyhrs lægelige beredskab.

En af dem blinker, når hun tager imod børn og unge fra eksempelvis Asien, Mellemøsten og Somalia, som genetisk er i en veldefineret og veldokumenteret risikogruppe for at udvikle type 2-diabetes - uanset om de er født i Danmark eller kommet hertil senere. Her er antennerne særligt ude, og hun gør sig umage for at vejlede familierne om kost og motion som uhyre vigtige forebyggende faktorer.

Også når det gælder familier fra særligt tredjeverdenslande med særlige infektionssygdomme, er rutinen skærpet.

»Der er grund til at være omhyggelig med at undersøge risikoen for visse infektionssygdomme - eksempelvis tuberkulose og leverbetændelse - hvis du står med et barn, som lige er kommet til Danmark eller har været på besøg i hjemlandet. Og der er i høj grad grund også til at tage forholdsregler, hvis du står med traumatiserede og stressede familier. Det er et kapitel for sig, som man skal tage meget alvorligt,« siger hun.

»Men ellers møder jeg mine familier - danske som indvandrere - på nøjagtig samme facon: Jeg tager udgangspunkt i, om den enkelte er i en særlig risikogruppe sundhedsmæssigt. Og det har intet at gøre med, om de er indvandrere eller ej.«

Tykke børn i Ishøj

For nogle år siden satte Ishøj Kommune sig for at undersøge udbredelsen af overvægt på kommunens skoler. Værst så det ud på den skole i kommunen, som havde flest tosprogede børn (72%) og var hårdest socialt belastet. Her var hvert femte barn overvægtigt, og undersøgelsen blev tolket således, at indvandrerbørn lider af fedme i højere grad end danske børn.

Men igen er Lise Dyhr på vagt. Hun mener, at undersøgelsen i lige så høj grad understreger, at fedme hænger sammen med social belastning. Uanset om man er dansker eller pakistaner. Og under alle omstændigheder må man fokusere på den konkrete patient.

»Jeg ser ikke på, om mine patienter er hinduer, muslimer eller jøder, eller om deres madtraditioner skulle udgøre nogen speciel risiko. Jeg spørger simpelthen, hvad de spiser, og hvor meget de rører sig. Og så rådgiver jeg ud fra det,« siger hun.

I det hele taget opfordrer Lise Dyhr til, at praktiserende læger sørger for at være meget konkrete i mødet med børn og unge med indvandrerbaggrund. De fleste har ikke samme tradition omkring læger, og de ved ikke, hvad de kan bruge den praktiserende læge til - eksempelvis når det gælder sex og prævention. Derfor benytter Lise Dyhr sig ofte af lejligheden til at tale om også intime ting, når hun har unge i konsultationen.

»Det er faktisk ikke noget problem at tale om det, når ,rummet` er til det, og når man får hul. Men de unge ved ikke, at muligheden er der, og at de har anonymitet eksempelvis. Det skal man hjælpe dem med, når man har chancen«, siger hun.

Pigen, de kaldte Ronaldinho

Ude på Nørrebro lever Fatima Ali Abou El-Foul i høj grad i den arabiske kultur. Der er fuldt af arabere, hvor hun bor, siger hun selv, og i hendes skole er blå øjne og lyst hår kun noget, man møder bag katederet. 93 procent af eleverne er indvandrere.

Fatima selv er født i Danmark af libanesiske forældre, som kom hertil for 16 år siden. Dermed tilhører hun en gruppe, som hun selv kalder »rimelig vestlig, for sådan er libanesere«. Men det er alligevel lidt ud over de sædvanlige, selv i hendes i hendes omgangskreds, at hun bruger sit halve liv på fodbold, og at hun i sit kvarter går under navnet Ronaldinho.

Men Fatima er ligeglad med at stikke ud. Og hun kan se, at flere og flere af hendes veninder begynder at dyrke idræt. Nogle spiller fodbold, andre dyrker basketball, og den nye dille er kickboksning. Hvorfor ved hun ikke. Men hun tro ikke, det har så meget med sundhedsbudskaber og den slags at gøre.

»Jeg tror mest, at det er, fordi det er sjovt. Fordi de kan se, at vi andre har det fedt med sport. Og så har kommunen lavet sådan nogle sommercamps kun for indvandrere. Det har været vildt fedt, og det har så været med til at vise, at det er helt o.k. at dyrke idræt - også selv om man er pige og araber«, siger hun.