Skip to main content

Vicedirektør: Knas med sundhedsplatformen var større end ventet

Sundhedsplatformen har givet flere problemer end vi regnede med, og hospitalet kører først for fuld kraft efter nytår, siger vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital.

Anne Gram er vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital og ansvarlig for sundhedsplatformen på hospitalet. Foto: Herlev Hospital
Anne Gram er vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital og ansvarlig for sundhedsplatformen på hospitalet. Foto: Herlev Hospital

Anders Heissel, ah@dadl.dk

30. okt. 2016
3 min.

Det første knap halve år med sundhedsplatformen har budt på flere problemer end ventet, siger Anne Gram, vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital og ansvarlig for sundhedsplatformen på hospitalet.

“Vi var stærkt udfordrede i starten. Systemet var ikke klart nok, og uddannelsesforløbene var ikke optimale. Vi vidste godt, at systemet var i en slags første version, men jeg er overrasket over, hvor mange problemer der har været med integrationerne med eksempelvis FMK. Det tager tid fra patienterne, og det har betydet, at alt har taget længere tid, har givet mere overarbejde, og at man visse steder har været nødt til at udskyde patientforløb – dog altid efter en faglig vurdering og inden for garantierne. Men det har givet længere ventelister, og det har betydet, at vi stadig ikke er på fuld produktion,” siger Anne Gram.

Hun forventede i maj, at systemet vil køre så godt, at produktionen efter tre uger ville være normal, men efter de første næsten seks måneder er produktionen stadig ikke på 100 pct. og vil først være det om flere måneder.

”Jeg vurderede ud fra de erfaringer, der var fra andre lande og ud fra den rådgivning, jeg fik. Men vi har nok være mere udfordret end forventet, og set i bakspejlet kunne vi godt have haft en længere periode med lavere produktion. Og det er formentlig først i det nye år, at vi er på normal drift,” siger Anne Gram.

Skal lægerne så løbe stærkere i den kommende tid, fordi de skal indhente det mindre, der er produceret eller bliver hospitalet kompenseret for det tab?

“Det skal vi finde ud af, men vi arbejder hårdt på at indhente det tabte. Vi forventer i det store og hele at nå vores budget, og vi er ikke i panik,” siger Anne Gram.

Når ikke lægerne arbejder i systemet, som de skal, betyder det, at vi er stærkt udfordret på at få den data, som er en af grundstenene i systemet. Anne Gram, vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital og ansvarlig for sundhedsplatformen

Lægerne bypasser sundhedsplatformen

Bl.a. formanden for Overlægerådet Peter Sommer har sagt til Ugeskriftet, at systemet har fungeret så dårligt, at lægerne har arbejdet rundt om systemet for at få hverdagen til at fungere. Og det kan Anne Gram på sin vis godt forstå.

“Jeg kan godt forstå, at det har været vanskeligt for lægerne at navigere i systemet, for den uddannelse, de fik har ikke været god nok, og så har lægerne i vid udstrækning selv måtte navigere rundt i systemet. Men når ikke lægerne arbejder i systemet, som de skal, betyder det, at vi er stærkt udfordret på at få den data, som er en af grundstenene i systemet,” siger Anne Gram.

Hun kalder sundhedsplatformen en markant ændring i lægers arbejde og det, at hospitalet har været det første hospital til at koble sig på systemet, har også smittet af.

“De ansatte har betalt en høj pris, fordi de har stået med alle børnesygdommene, men jeg håber, at det bliver en nemmere overgang på Rigshospitalet, selv om det også for dem vil være en stor forandring. For systemet er i dag væsentlig bedre, og det går den rigtige vej,” siger Anne Gram.