Videnskabelighed, udsyn og slagkraft

Hun fylder, chefen for Klinisk Fysiologisk og Nuklearmedicinsk Klinik ved Rigshospitalet, Liselotte Højgaard, selv om hun ikke er så stor. Man er ikke i tvivl om, hvem der bør sidde for bordenden med hende i rummet. Stor intensitet, engagement og temperament koblet til en frygtindgydende arbejdsevne har præget hendes i alt ti år på Ugeskrift for Læger. De første fire år som assisterende redaktør, de seneste seks som videnskabelig chefredaktør. Seks er det maksimale åremål i stillingen, så nu forlader Liselotte Højgaard bladet. Ikke med fortrydelse, men i bevidstheden om, at hun har hævet den videnskabelige sektions niveau og været med til at strømline de redaktionelle processer på Danmarks ældste medicinske tidsskrift.

Hvad har været det mest givende for dig?

»Det har været et stort privilegium - og et stort ansvar - at være chefredaktør for det blad, alle danske læger læser hver mandag. Den største glæde har været mandagsmøderne, hvor redaktionen og sekretariatet mødes om det daglige arbejde. Der er en god stemning, og vi arbejder godt sammen. Det er vældigt givende. Jeg skylder i det hele taget stor tak til redaktionen, vores tænketanke - komité og paneler - og sekretariatet, som har fungeret så strålende under Werni Lindegaards ledelse.

Hvad har været det sjoveste?

At producerere julenumrene og år 2000 nummeret. Sidstnævnte er så opmuntrende, fordi det viser, hvor langt vi er kommet lægevidenskabeligt i forhold til gamle dage.

Hvad har du fortrudt?

Af og til kan jeg være lidt rask i temperament. Med årene har jeg lært at nå længere uden at blive så emotionelt engageret. Men det kan nu også være et problem, hvis man bliver for gusten i overlægget.

Jeg har tit tænkt på, om det var rigtigt at afvise bestemte artikler. Forfatterne har gjort et stort arbejde, så man skal være meget sikker på, at artiklen ikke står til at redde. Især i begyndelsen coachede jeg til gengæld de unge forfattere, som kom fra steder, hvor de ikke havde adgang til den hjælp.

Hvilke milepæle vil du selv pege på?

Da jeg kom, var manuskripttilgangen begrænset. Vi indførte derfor statusartiklerne. Ordet skulle afspejle to ting: ,state-of-the-art`, og status i at skrive artiklerne. Vi lagde ud med en serie om molekylærbiologi. Jeg ringede rundt til de af mine venner, som var ,statusnavne` inden for området og bad dem om at skrive. Artiklerne blev sat flot op med håndtegnede medicinske artikler i farver. Efter den start rullede bolden.

At optimere arbejdet på redaktionen har også været sjovt. For seks år siden var alt jo stort set på papir. Vi skabte en velfungerende redaktionel database.

Jeg er meget glad for vores meget strenge og regelrette peer reviewmodel. Alle bedømmere er udpeget af de videnskabelige selskaber. Det er altså ikke venners venner.

Noget af det mest givende har været at rejse en debat herhjemme, ofte med inspiration fra udlandet, for eksempel om evidensbaseret medicin og forskelsbehandling af kvindelige og mandlige forskere. Da jeg læste om sidstnævnte, besluttede vi at anonymisere forfatterne i peer review-processen, så man ikke kunne se deres køn. En af mine ældre kolleger reagerede ved at sige: ,Nu går du for vidt. Man kan jo ikke se, hvor artiklen kommer fra. Så er man nødt til at læse det hele igennem!` Det var jo det bedste bevis på, at ideen var rigtig.

Var det svært at komme i gang som redaktør?

Jeg skrev med det samme rundt til BMJ, Lancet og de nordiske tidsskrifter for at få lov til at besøge dem og studere deres arbejdsmetoder. Det var guld værd. Jeg fik fra starten stor inspiration fra udlandet. Og vi blev da også inviteret inden for i det prestigefyldte samarbejde mellem 12 internationale medicinske tidsskrifter, Vancouver-gruppen, som Povl Riis i sin tid havde været med til at starte, men som Ugeskriftet siden var gledet ud af. Det betyder meget at være med i et sådant samarbejde. Man holder fingeren på den internationale puls, får inspiration og ideer.

Man kan også være med til at præge udviklingen internationalt. Forrige år var jeg med til at skrive forfatterskabskriterierne om. Jeg advokerede med succes for, at de unge forskere fik credit for deres arbejde. Sidste år meldte vi ud omkring publiceringsfrihed for sponsoreret forskning, og det vakte stor international opmærksomhed med forsidehistorie i Washington Post. Samme år var jeg også med til at skrive Vancouverreglerne om fra bunden.

Hvad har dine mål med Ugeskriftet været?

I mange år har Ugeskriftet udelukkende været bredt orienteret. Jeg har prøvet at lægge en linje, hvor vi både sigter bredt og akademisk højt. I lægefaget fornemmer jeg en stor afstand mellem den politisk engagerede elite og bredden - og den akademisk engagerede elite og bredden. Det kniber med den brede anerkendelse af den akademiske elites betydning og engagement, både i den brede del af lægestanden og i befolkningen som helhed.

Niels Bohr var en folkehelt. I dag er der selvfølgelig en vis virak omkring en dansk nobelpristager, men ikke mere end den, der bliver en sportsstjerne til del. Det vækker langt større opmærksomhed, at vi vinder en fodboldkamp, end at Rigshospitalet har opnået verdens højeste overlevelsesprocent for levertransplantationer. Vi står over for en revolution inden for den molekylære medicin, men har det givet stor genlyd i den brede del af lægestanden?

Jeg har en fornemmelse af, at den engagerede akademiske elite bliver mindre, og at de få engagerede slet ikke bliver dyrket efter fortjeneste. Men kan vi som læger udelukkende udføre vores daglige arbejde, eller bør vi have idealer om at udfylde en større rolle? Som når kolleger engagerer sig i Læger uden Grænser. Som når vores formand, Jesper Poulsen, stiller sig i spidsen for at reducere de utilsigtede hændelser på sygehusene. Jeg mener ja. De gør en samfundsindsats, og den er vigtig. Her ser jeg en stor opgave for Ugeskriftet. Læserne skal nemlig ikke kun informeres. Vi skal også prikke til dem. Den, der kan meget, skal man også forlange meget af, og vi har aldrig kunnet så meget som læger.

Er du elitær?

Det er der nogle, der mener. Læsere har skrevet, at vi sigter for højt og skal skrive mere for bredden. Men jeg har også kolleger, som slet ikke er involveret i videnskab, men som er meget interesserede i at holde sig informerede på højt plan. Ugeskriftet skal ikke være et elitært tidsskrift, men der skal være højt til loftet.

Redaktionen har været præget af H:S. Er det ikke et problem?

Som redaktør ser man ikke sig selv som del af H:S eller ansat på Rigshospitalet. Vi har gjort os stor umage for at sikre, at vore paneler, reviewere, anmeldere osv. er jævnt geografisk fordelt. Vi er ikke et københavner-blad. Men som redaktør skal man kunne komme til møde i Domus Medica cirka tre gange om ugen, og derfor er det altså uomgæn geligt med geografisk nærhed.

Der er også læsere, som mener, at originalartikler i Ugeskriftet bare er videnskab, som ikke er god nok til international publicering?

Hvis en artikel har relevans for hele verden, skal den selvfølgelig publiceres på engelsk. Det er bedst for dansk forskning, og de briller skal man også have på som chef-redaktør. I min tid har vi i cirka tyve tilfælde bedt forfattere om at oversætte deres artikler og sende dem til internationale tidsskrifter, fordi stoffet simpelthen måtte bredere ud. Så har vi senere parallelpubliceret på dansk.

Det er relevant at bringe aktuelle kvalitetsartikler, som er særligt relevante for danske læger: Socialmedicin, epidemiologi o.l. Vi publicerer ikke ret mange ,flyveøvelser` mere. Det sker mest i form af kasuistikker. Der er også så stor rift om de unge læger, at de ikke behøver at publicere så meget for karrierens skyld. I dag bliver der produceret færre videnskabelige artikler. Til gengæld skrives de af læger, som virkelig er interesserede i at forske, og derfor er kvaliteten højere.

Men er forskningsaktiviteten ikke generelt dalende?

Der mangler forskningsmidler og motivation. Det kan blive alvorligt på længere sigt. På den anden side: Meget af den forskning, der ikke bliver lavet, er måske ,Low impact` kopiforskning, og det generer mig ikke så meget. Tiden er en anden end dengang de unge læger arbejdede i 80 timer om ugen, fordi de også skulle forske. Det må vi acceptere. Hovedsagen er, at de unge bruger forskningsresultater i deres arbejde, og det er jo blandt andet der, Ugeskrift for Læger kommer ind.

Peer review-systemet har været debatteret voldsomt internationalt. Er det forældet?

Det er ikke ideelt, men det bedste vi har. Jeg har oplevet, at der er stor konsistens i de faglige bedømmelser. I modsat fald kan vi jo lade en tredje reviewer se artiklen. Formen har været debatteret. Man kan gøre peer review åbent eller lukket begge veje. Vi har valgt det sidstnævnte, fordi Danmark er et lille land med nid og nag mellem afdelinger. Mange ville derfor takke nej til at være reviewere, hvis systemet var åbent.

Vi har prøvet en åben ,pro et contra`-model, hvor en oversigtsartikel blev fulgt i bladet af kritiske reviews.

Det kan være en god idé, hvis emnet egner sig til en akademisk debat, men i mange tilfælde vil kommentarerne blot være, at man synes artiklen er god eller dårlig, og det er ikke så interessant.

BMJ forsøger sig med ikke-peer reviewed materiale på nettet?

Det er dødsensfarligt. Folk har så travlt i dag. De har dårligt tid til at vurdere validiteten på egen hånd. Vi har selvfølgelig Cochrane, men her ser jeg en tendens til, at man baserer sig på færre og færre studier, og at emnerne for metaanalyserne bliver smallere og mere ligegyldige. Og hvor skal man så finde sine valide pejlemærker?

Videnskabelige discipliner flyder mere og mere ind over hinanden samtidig med, at læger bliver mere og mere specialiserede. Hvordan forener man de to udviklingstendenser i et tidsskrift?

Vi har jo mange enkeltartikler, som kan gå i dybden inden for et område, og en fjerdedel af årets produktion er temanumre, som går på tværs og involverer for eksempel biologiske og psykologiske vinkler på emnet.

Nogle mener, at der er meget sundhedspolitik i de videnskabelige spalter

Det bekymrer mig at se artikler, som blander videnskab med meninger og politik bragt uden peer review. Jeg kan huske et par eksempler, hvor indholdet af artiklerne var faktuelt forkert. Det er pinligt for bladet, hvis sådanne artikler ender på avisernes forsider. Hvis en artikel har et videnskabeligt indhold - men et politisk aspekt - hører artiklen hjemme i en del af bladet, hvor den har været gennem peer review. Den skal ikke behandles af folk uden videnskabelig baggrund.

Vil der være plads til tidsskrifter a la Ugeskrift for Læger i en fremtid, hvor man søger sin viden i databaser?

I vores sidste læserundersøgelse fortalte 90 procent, at de brugte 42 minutter på at læse Ugeskrift for Læger. Læserne vil fortsat gerne have deres blad, så de frit kan læse det i flyet, toget, lænestolen. Men der vil ske en udvikling, hvor det trykte blad og nettet spiller anderledes effektivt sammen.

Jeg tror, de generelle, nationale tidsskrifter vil fortsætte i form af nyhedsjournaler. Skal jeg læse om mit eget fag, foregår det i mere specialiserede skrifter, og jeg henter min viden på nettet. De specialiserede tidsskrifter vil formentlig hurtigere forvandle sig til rene netpublikationer end de bredere.

BMJ mener, at det trykte blad skal være ,more Cosmopolitan than Brain`, altså bevæge sig i retning af et livsstilsmagasin. Er det den vej, du ser for Ugeskriftets trykte udgave?

BMJ er gået i en meget populær retning. Men det har kostet impact score. Bladets videnskabelige standard er i mine øjne ikke så høj som tidligere.

Hvis man har et virkelig vigtigt forskningsarbejde, søger man publicering i New England Journal of Medicine og Lancet.

Det er efter min mening ikke vejen frem at lave et ugeblad. Men jeg vil ikke blande mig i Ugeskrift for Lægers linje fremover. Der er en strukturændring på vej, og det er tiden moden til. Jeg har arbejdet for, at bladets videnskabelige del bevarer sin styrke og redaktionelle frihed i en ny struktur. Jeg vil også kraftigt anbefale, at den videnskabelige del fortsat har et omfang, der svarer til mindst halvdelen af bladet.

Vi afleverer et veldrevet blad. Der er konkurrence om at få lov at skrive i temanumrene. Redaktionen fungerer meget fint også efter international målestok. Indholdet er i overensstemmelse med læsernes ønsker. Det har et venligt layout og gode illustrationer. Bladet er i mine øjne godt. Men ligesom Ugeskriftet i 2002 er meget anderledes end i 1996, vil det fortsat udvikle sig.

Hvad er den vigtigste egenskab for en videnskabelig redaktør?

Der er flere: ,You can't please them all` er én: Man skal ikke arbejde for, at folk kan lide en, men at de føler sig retfærdigt behandlet. Man skal selvfølgelig være videnskabeligt skolet. Og så er der mit eget bon mot, som jeg har lånt fra nu afdøde professor Niels A. Lassen, Bispebjerg Hospital: ,Det er den, der gør det, som gør det`. Der skal arbejdes konkret. Bladet skal udkomme hver uge. Men den vigtigste egenskab er et stort mål af redelighed. Man må ikke lade sig købe. Aldrig tage imod en betalt rejse eller så meget som en kuglepen. Det er en puristisk holdning, men det er afgørende, at man har sin uafhængighed.

Hvad vil du bruge den tid på, som du nu får til rådighed?

Jeg er jo klinikchef på Rigshospitalet inden for et område, som er i rivende vækst. Jeg er både leder og engageret i forskning. Jeg er bl.a. inviteret til at holde en række foredrag i udlandet om vores nye PET/CT-scanning.

Men du arbejder også på et sted, som lider under nedskæringer?

Det kan ikke nytte at sætte sig til at græde over det. Man må selv gøre en stor indsats for at skaffe eksterne midler. I kælderen har vi eksternt finansierede scannere og en cyklotron for 85 millioner kroner, finansieret af Meyers Fond. Jeg har fået penge fra Toyota Fonden til et nyt gammakamera og fra Freja puljen til et kvindeligt forskernetværk. Det er et stort arbejde at skaffe midlerne, men det er indsatsen værd. Og ganske vist er hospitalet præget af nedskæringer, men her er højt til loftet. Det er et dejligt sted at arbejde.

Men jeg vil jo ikke nødvendigvis fortsætte med at arbejde 80 timer om ugen. Jeg vil også gerne læse skønlitteratur - og skriver selv. Jeg kan godt lide at være kreativ. Jeg er flyttet ind midt i København og vil gerne i højere grad nyde kulturlivet. Det er alt i alt rigeligt«.