Vikinger eksporterede spedalskhed

Det var tilsyneladende vikinger, der bragte spedalskhed til de britiske øer sammen med røde egern. Den tidlige middelalders englændere (før det hed England) holdt meget af fint pelsværk. Især var det fine skind fra de nordiske, røde egern i høj kurs, og når de danske vikinger ikke plyndrede, brændte og voldtog, drev de handel. Og blandt varerne var de fine, røde egernskind.

Et skeletfund i det område, der blev kaldt Danelagen, tyder ifølge engelske forskere på en sammenhæng mellem englændernes smag for de eftertragtede skind og udbredelsen af spedalskhed.

Spedalskhed i Danelagen

Spedalskhed blev tidligere anset for at være en sygdom, der kun smittede mellem mennesker. Men for et par år siden blev der påvist spedalskhed hos røde egern i Sydengland – og det er dårligt nyt for dyret, som i forvejen er trængt af det invasive grå egern, der tilsyneladende er immunt over for sygdommen.

Fundet af sygdommen hos egern førte til spekulation om, hvorvidt middelalderens mennesker kunne have fået sygdommen, fordi de jagede dyret for både dets skind og dets kød. Og smitterisikoen er reel – også i dag. Ganske vist er ingen mennesker – så vidt vides – blevet smittet med spedalskhed på de britiske øer siden 1798. Ikke desto mindre advares folk imod at røre ved dyrene – døde eller levende – med bare hænder.

Det nye skeletfund blev gjort for nogle år siden i en have i Hoxne i Suffolk, East Anglia, men er først for nylig blevet undersøgt nærmere. Kvinden levede omkring 885-1015, da denne del af de britiske øer var under dansk herredømme og kendt som Danelagen. Hun har i levende live haft omfattende, vansirende læsioner i ansigtet og formentlig svære nerveskader i hænder og fødder.

Det lykkedes for forskere ved St John’s College Cambridge at uddrage gammelt DNA fra kraniet og spor af sygdomsårsagen, Mycobacterium leprae.

Smitsomme kæledyr

Ifølge forskernes artikel i Journal of Medical Microbiology var kvindens spedalskhed af samme undertype, som blev fundet i såvel de nulevende røde egern som i skeletter af mennesker, der levede i andre dele af East Anglia århundreder før kvinden fra Hoxne.

Spedalskhed var udbredt i East Anglia før andre dele af de britiske øer – og længe før den normanniske invasion – men på en tid, hvor East Anglia havde handelsforbindelser med Skandinavien.

Ifølge forskerne kan handelsforbindelserne over Nordsøen forklare forekomsten af spedalskhed i East Anglia, hvor man ikke alene holdt importerede, røde egern som kæledyr, men også satte stor pris på dyrets pels og kød.

»Det er muligt, at denne variant af spedalskhed blev udbredt i det sydøstlige England ved kontakt med det yderst værdsatte pelsværk og kød af egern, som blev handlet af vikingerne på den tid, da kvinden levede«, foreslog lederen af Cambridgeforskerne, Sarah Inskip, i et interview med The Guardian.

Også Irland

Og nu tyder yderligere forskning på, at også irerne har vikingerne at takke for, at spedalskhed kom til den grønne ø.

Vikinger grundlagde Dublin. De lærte irerne skibsbygning og bidrog til landets økonomiske og kulturelle udvikling – men de plyndrede også klostre, tog slaver og bragte spedalskhed med sig.

I januar 2019 kunne forskere fra Queens University i Belfast oplyse, at fem skeletter fra 900-1200-tallet viste tegn på sygdommen, der forårsages af M. leprae.

Skeletterne var udgravet i Dublin, Kildare og Antrim, og forskerne kunne identificere to typer M. leprae.

Evolutionen af bakterietyperne kan fortælle noget om, hvor personerne færdedes i levende live, og de to typer er begge identiske med typer, der er fundet i skandinaviske skeletter fra sen vikingetid (som ude i Europa regnes til middelalderen).

De tre skeletter fra Dublin blev også undersøgt for at fastslå, hvor personerne var vokset op; ingen af dem stammede fra lokalområdet. Den ene stammede sandsynligvis fra Britannien eller Nordirland, mens de to andre var skandinaver.

Syge i isolation

I middelalderen var flertallet af voksne danskere inficeret med spedalskhedsbakterien M. leprae – og i perioder gjaldt det stort set alle. Det var dog langtfra alle, der udviklede sygdommen, der især rammer nervebaner uden for hjernen og rygmarven.

Havde man synlige tegn på spedalskhed, blev man isoleret fra resten af samfundet på et spedalskhedshospital – en Sankt Jørgensgård, som lå for sig selv i udkanten af de fleste byer. Middelalderens læger kunne ikke behandle spedalskhed. De kunne heller ikke stille en klar diagnose – og i øvrigt var der højst en håndfuld læger i middelalderens Danmark, hvoraf de fleste var i tjeneste hos kongen og samfundets øvrige elite.

Om et medmenneske skulle anbringes blandt de spedalske på Sankt Jørgensgården beroede på et skøn, og mange patienter med psoriasis og andre hudlidelser er utvivlsomt havnet i denne dødens forgård.

Nogle fik kun sygdommens tidlige symptomer: farveændring og følelsesløshed i huden. Hos andre udviklede sygdommen sig med omfattende misdannelser i ansigtet og på hænder og fødder. Når symptomerne blev synlige for alle, blev den angrebne tvunget til at tilbringe resten af sine dage på et spedalskhedshospital, en såkaldt Sankt Jørgensgård, hvor han eller hun levede sammen med andre spedalske.

Livet i en Sankt Jørgensgård mindede lidt om livet i et kloster. De mindst syge plejede dem, som var hårdere angrebet, dyrkede jorden, passede husdyr osv. Sankt Jørgensgårdene sorterede under kirken (den katolske), og særligt udpegede fogeder indsamlede almisser til hospitalernes drift.

Ved reformationen i 1536 nedlagdes klostrene, og Sankt Jørgensgårdene overgik til andre formål. På dette tidspunkt var spedalskheden nu også stort set forsvundet.

Tuberkuløse køer

Hvorfor sygdommen forsvandt i senmiddelalderen, er der flere bud på. Årsagen kan ikke være en gradvis svækkelse af bakterien, for nutidens spedalskhedsbakterie er ikke muteret væsentligt siden middelalderen.

En fremherskende teori er, at afsondringen af syge fra det øvrige samfund var med til at bremse smitteudbredelsen. Imod den teori taler, at de syge først blev opdaget, når sygdommen var så fremskreden, at den medførte synlige læsioner, og at patienterne derfor har været smittefarlige i flere år, før de blev anbragt på et hospital.

Feltet er derfor åbent for andre – eller supplerende – forklaringer.

I 2008 pegede retsmedicineren Jesper Lier Boldsen på en anden, årsag, der kan have været medvirkende. Nemlig at spedalskhedens forsvinden – i hvert fald delvist – havde forbindelse med den stigende handel med kvæg i begyndelsen af 1500-tallet.

Boldsen anfægter ikke hospitalernes rolle, hvad angår forholdene i byerne, hvor spedalskheden allerede var på retur fra 1300-tallet. Men på landet gik der endnu en rum tid, før sygdommen forsvandt i løbet af 1500-tallet. Årsagen kan være, at det kun var i byerne, at der fandtes Sankt Jørgensgårde, hvor man isolerede de syge. Når sygdommen også endte med også at forsvinde på landet, kan årsagen være, at de store kvægdrifter gennem landet førte en anden smitsom sygdom med sig: kvægtuberkulosen. Denne sygdom kan have medført, at folks modtagelighed for spedalskhedssmitten blev reduceret – at kvægtuberkulosen virkede som en slags »vaccine« imod spedalskhed.

Lige som det lille egern kan have bragt spedalskheden til de britiske øer, kan et andet dyr, koen, således have medvirket til, at spedalskheden så godt som forsvandt fra Danmark og resten af Europa.