»West Nile fever« - døden fra Nilen krydser Atlanten

Den nuværende amerikanske epidemi udgør det største og bedst dokumenterede udbrud af West Nile fever (WNF) nogensinde (Fig. 1 ). Herudover er den et eksempel på, hvad der kan ske, når et nyt og immunologisk set ukendt patogen introduceres i en befolkning.

West Nile -virus blev opdaget i 1937 i Ugandas vestlige Nilområde. Efterfølgende blev epidemisk forekomst beskrevet i Israel i 1950'erne og i Sydafrika i 1974. Oprindelig blev WNF klinisk karakteriseret som et influenzalignende symptombillede. Cerebral affektion var sjælden, og mortaliteten var tæt ved nul. Det seneste tiårs epidemier i Nordafrika, Israel, Rumænien, Rusland og USA har imidlertid vist en højere forekomst af encephalitis, muskelsvækkelse og mortalitetsrater på 4-13%. WNF skyldes et myggebårent flavivirus, som primært inficerer fugle og myg af arten Culex Pipiens , hvis hovedvært er fugle. Andre myggearter, der tillige stikker pattedyr, er formentlig også af betydning for overførslen til mennesker. Enkelte tilfælde af smitte ved blodtransfusion og organdonation er beskrevet. Opformeringen af virus i en myg-fugl-myg-cyklus finder sted om sommeren i tempereret klima og hele året i tropisk klima. I USA er der således flest smittede i perioden august-oktober.

I august 1999 varslede tusinder af døde fugle en epidemi af encephalitis og aseptisk meningitis i New York, der førte til 59 indlæggelser, heraf syv med dødelig udgang. Der var aldrig tidligere fundet tilfælde af WNF på det amerikanske kontinent, men på ukendt vis var det lykkedes virus at krydse Atlanten.

Fire somre senere har virus spredt sig med eksplosiv hast til store dele af USA, og der er netop blevet rapporteret om de første canadiske tilfælde. I 2002 er mere end 4.000 tilfælde blevet verificeret laboratoriemæssigt, og antallet af dødsfald har rundet 250. Situationen opdateres dagligt på de amerikanske Centers for Disease Control's hjemmeside (www.CDC.gov). Et forsigtigt estimat over det kumulative antal smittede er for nuværende omkring 100.000. Foreløbig har der været to importerede tilfælde i Danmark.

Det kliniske billede varierer fra subkliniske tilfælde (80%) over mild febril sygdom af 3-6 dages varighed (20%) til svær cerebral affektion (<1%). Blandt sidstnævnte har omkring to tredjedel symptomer på encephalitis, og en tredjedel har symptomer på serøs meningitis. Muskelsvækkelse stigende til slap parese er et fremtrædende symptom, der kan anvendes differentialdiagnostisk over for andre former for encephalitis. I sjældne tilfælde ses polio- eller polyradiculitislignende sygdomsbilleder. Inkubationstiden er på 2-14 dage, og symptomerne ved den milde form omfatter feber (~90%), hovedpine, øjensmerter, gastrointestinale gener (~50%) og ukarakteristisk udslæt (~20%). Risikoen for cerebral affektion stiger med alderen, hvor tilstanden ofte ledsages af udtalt muskelsvækkelse (~50%) og sjældnere nakkerygstivhed og muskelsmerter (~20%). I blodet kan ses marginal leukocytose og i spinalvæsken en overvejende lymfocytær pleocytose samt let forhøjet protein. CT af cerebrum viser oftest normale forhold, MR-scanning viser dog abnorme forhold hos en tredjedel (leptomeningeal opladning ± periventrikulær opladning).

Diagnosen kan stilles ved påvisning af specifikke IgM-antistoffer i blod eller spinalvæske hos over 90% en uge efter symptomdebut. Påvisning af virus-RNA er også diagnostisk, men har lavere sensitivitet. Prøver sendes via Statens Serum Institut til Bernhard Nocht Institut für Tropemedizin i Hamburg, Tyskland.

For nuværende findes der ingen specifik medicinsk behandling eller vaccine mod WNF. Profylaktiske tiltag omfatter myggenet/balsam, pesticid og veterinære varslingssystemer (rapportering om døde fugle).

Sammenfattende bør WNF haves in mente som differentialdiagnose ved encephalitis hos patienter, der har opholdt sig i endemiske områder. I tilslutning til større international rejseaktivitet vil eksotiske sygdomme i stigende grad blive importeret til Danmark. Udbruddet af WNF i USA har understreget vigtigheden af et velfungerende samarbejde mellem klinikere inden for såvel human- som veterinærmedicin og relevante myndigheder for at sikre et hurtigt og effektivt respons ved fremtidige epidemier.

Reprints: Troels Bygum Knudsen , Infektionsmedicinsk Afdeling, H:S Hvidovre Hospital, DK-2650-Hvidovre.